Hvem skal bestemme i Fredensborg Kommune?

Det skal du! Hvert 4. år stemmer hele Danmark om, hvem der skal bestemme i de 98 kommuner. Valget er den 16. november, men du kan også brevstemme på et tidligere tidspunkt.

I Fredensborg skal vi vælge 27 medlemmer til byrådet, og du kan se, hvem du kan stemme på her. (kommer)
Du bestemmer, hvem du vil stemme på. Hvis du er i tvivl, har TV2 udviklet en kandidattest, hvor du besvarer en række spørgsmål, og herefter kan du se, hvilken kandidat, du er mest enig med på en række politiske områder. 

Hvorfor skal jeg stemme?

Det er ikke et krav at stemme, men du får indflydelse på livet i Fredensborg, hvis du bruger din stemme ved valget. Din stemme er med til at sætte retningen for kommunens tilbud, aktiviteter og drift, inden for sport, kultur, sundhed, skoler, miljø, erhverv, økonomi og meget mere.

Hvordan stemmer man?

Du får tilsendt et valgkort før selve valget. Du skal have kortet med til det sted, hvor du skal stemme. Når du afleverer valgkortet til en af de flinke frivillige ved bordene, får du udleveret en stemmeseddel, som du udfylder i stemmeboksen og afleverer. Du kan stadig stemme, hvis du ikke har fået et valgkort, så længe du har ID med til valgstedet.

Du kan brevstemme på Rådhuset eller dit lokale bibliotek fra d. 5. oktober 2021 til fredag den 12. november kl. 16.00.