TILLADELSE | FREDENSBORG

Opdateret: 9. marts 2018;

Micki Esmann Helner har på vegne af Grundejerforeningen Fredensborg Søpark søgt Fredensborg Kommunen om tilladelse til anlæggelse af en ny sø i tilknytning til eksisterende vandhul på ejendommen.

Ejendommen er beliggende i landzone, hvor etablering af en ny sø forudsætter en land­zonetilladelse i henhold til lov om planlægning § 35, stk.1.

Ansøgningen har været sendt i høring i perioden 29. november 2016 til 19. december 2016. I høringsperioden er der indkommet et høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening vedrørende placering af søen og eksisterende vegetation omkring søen. Efterfølgende har ansøgeren sendt et detaljeret kortbilag med placeringen og der argumenteres for fældning af det eksisterende pilekrat af hensyn til etablering af søen og den efterfølgende drift af området.

Afgørelse

Fredensborg Kommune giver tilladelse til det ansøgte. Afgørelsen er truffet efter Planlovens § 35 stk. 1.

 

Tilladelsen bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside www.fredensborg.dk torsdag den 23. februar 2017..

 

Der gøres opmærksom på, at der kan blive klaget over tilladelsen og, at tilladelsen ikke kan udnyttes, før udløbet af klagefristen (4 uger efter offentliggørelsen).

 

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år.

 

Tilladelsen bliver givet på følgende vilkår:

  • Søen anlægges i overensstemmelse med det oplæg, der er beskrevet i ansøgningen og kortbilag 1, med en maksimal dybde på 1,5 m.
  • Søen anlægges med jævnt skrånende bredder med en hældning ikke stejlere end 1:3 -1:5 og således, at de passer naturligt ind i landskabet.

Et 2-5 m bredt bælte af ganske lavt vand (0-40 cm dybt) flere steder langs søens kant - navnlig i nord- nordøstsiden - vil give de bedste livsbetingelser for planter og dyr – især frøer, tudser og salamandre. Det lave vand bliver hurtigt opvarmet og kan fungere som skjul og levesteder for mange vandlevende dyr, bl.a. haletudser. Det lave vand gør det også sikrere for børn at færdes langs søen.

  • Der må ikke anlægges jordvolde eller øer i eller omkring søen.
  • Der må ikke tilføres jord (der kan indeholde frø) udefra.
  • Der må ikke foretages udsåning af græsser eller andre frøblandinger i forbindelse med anlæg af den nye sø.
  • Der må ikke plantes træer eller buske på bredarealet. Dele af det eksisterende pilekrat bevares af hensyn til fuglelivet.
  • Af hensyn til dyrelivet skal fældning af træer og krat ske i perioden fra 1. september til 1. marts.
  • Det opgravede materiale fordeles jævnt omkring den nye sø, således at der ikke opstår volde.
  • Der må ikke udsættes eller fodres fisk, krebs eller andefugle i tilknytning til søen.

Udsætning og fodring af fisk, krebs og ænder har en negativ indflydelse på det naturlige dyre- og planteliv i søer. Fisk og krebs æder mange vandlevende insekter og deres larver, f.eks. haletudser. Nogle fisk f.eks. græskarper kan totalt opmudre søbunden og vil gøre søen uklar og grumset. Fodring af ænder tiltrækker flere ænder end søen naturligt kan brødføde og deres ekskrementer medfører en kraftig næringsbelastning af søen med betydelig forringet vandkvalitet som følge. Søen vil hurtigt dækkes af et tykt lag andemad og vil være meget artsfattig.

  • Der må ikke etableres broer, terrasser eller opsættes redehuse i søen.
  • Der må ikke foretages sprøjtning eller gødskning indenfor en afstand af mindst 5 meter og gerne 10 m fra søen.

Gødskning tæt på søen betyder at der tilføres søen mere næring, end den eksiste-rende plantevækst kan optage. Der sker en overgødskning af søen (eutrofiering). Det resulterer i en kraftig vækst af ganske få slags planter, f.eks. andemad, alger og tagrør på bekostning af mange andre dyr og planter i søen. Sprøjtning tæt på søen betyder at mange sårbare dyre – og plantearter vil forsvinde. Især frøer, tudser og salamandre formodes at være meget følsomme overfor sprøjtegifte.

  • Anlæg af søen må ikke påvirke naboejendommenes drænforhold. Hvis anlæg af søen skulle vise sig at påvirke naboejendommenes drænforhold, vil ejer i givet fald være forpligtet til at retablere tilfredsstillende afledningsforhold, jf. vandløbsloven.

 

Vilkårene skal tinglyses på ejendommen på ejers foranledning og for ejers regning. Inden vilkårene tinglyses sendes udkast til deklaration til godkendelse hos Fredensborg Kommune. Evt. hjælp til udfærdigelse af deklaration kan fås ved henvendelse til en landinspektør.

Fortidsminder

Hvis der stødes på spor af fortidsminder eller oldsager i forbindelse med gravearbejdet, skal arbejdet standses med det samme, jf. museumslovens § 27. Fundet skal meddeles til det lokale arkæologiske museum, Museum Nordsjælland (tlf. 72 17 02 40). Museet beslutter, hvornår du kan genoptage arbejdet.

 

Søens fremtidige status og tilstand

Et naturligt plante- og dyreliv vil normalt indfinde sig i søen i løbet af et par år. Herefter vil søen automatisk blive omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

 

Klagevejledning

Du kan klage over denne afgørelse efter reglerne i Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. § 60, stk. 2.

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.nmkn.dk  Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen (Fredensborg Kommune). Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan påklages af miljøministeren og i øvrigt af enhver med retlig interesse i sagens udfald, jf. planlovens § 58 stk. 1.

Når en klage er indgivet behandler Fredensborg Kommune i første omgang klagen, og sender sagen til Planklagenævnet vedlagt kommunens udtalelse, samt de dokumenter der er indgået i sagens bedømmelse. Afgørelsen kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.

Klagefristen er 4 uger fra afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 60. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Hvis sagen ønskes indbragt til afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er meddelt jf. planlovens § 62.