TILLADELSE | HUMLEBÆKFREDENSBORG

Opdateret: 11. juni 2019;

 

Afgørelse om landzonetilladelse
Fredensborg Kommune har meddelt landzonetilladelse til etablering af et bioraffineringsanlæg på Kirkeledgaard, Kastanievej 48, 3480 Fredensborg.
Formålet med biobrændselsanlægget er at nyttiggøre hestemøget fra ejendommens ca. 50 heste til produktion af energi og biobrændselsbrikette, som derved erstatter ejendommens nuværende varmeforsyning, som er oliefyr.
 
Landzonetilladelsen er meddelt i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.

Afgørelse om ikke VVM-pligt

Fredensborg Kommune har på baggrund af en VVM-screening vurderet, at etablering af et bioraffineringsanlæg ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt eller være til gene for naboer. Kommunen træffer derfor afgørelse om, at ansøgte etablering af bioraffineringsanlæg på Kastanievej 48 ikke udløser krav om VVM-pligt.
Nærmere oplysning om landzonetilladelsen og afgørelse om ikke VVM-pligt kan fås ved henvendelse til byplanlægger Nils-Erik Wandall på tlf. : 92434746 eller på email: newa@fredensborg.dk.
 
Afgørelsen er truffet efter § 21 i miljøvurderingsloven - Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) ”Lovbekendtgørelse nr. 1225 af 25/10/2018”.

 

Klagevejledning
 
Hvis du ønsker at klage over landzonetilladelsen  og/eller VVM afgørelsen, kan du klage til Planklagenævnet. Planklagenævnet bliver sekretariatsbetjent af Nævnenes Hus.

Du klager via Klageportalen. Indgang til Klageportalen kan du finde på www.borger.dk og www.virk.dk, ved at søge efter ´Klageportal’. Du logger på ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Der er også et link til Klageportalen på forsiden af www.nmkn.dk. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Gebyrets størrelse reguleres hvert år. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen (Fredensborg Kommune). Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan påklages af ministeren og i øvrigt af enhver med retlig interesse i sagens udfald, jf. planlovens § 58 stk. 1.

Når en klage er indgivet behandler Fredensborg Kommune i første omgang klagen, og sender sagen til Planklagenævnet vedlagt kommunens udtalelse, samt de dokumenter der er indgået i sagens bedømmelse. Afgørelsen kan påklages til fuld efterprøvelse af både rets- og skønsspørgsmål.

Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen, jf. planlovens § 60. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Hvis sagen ønskes indbragt til afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er offentliggjort jf. planlovens § 62.

Tilladelsen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet.

 

Se landzonetilladelsen

Se afgørelse om ikke VVM pligt