TILLADELSE | Arkiv FREDENSBORG

Opdateret: 9. marts 2018

Geodrilling har med ansøgning dateret 9. november 2016 på vegne af grundejer, Lars V. Djellert ansøgt om tilladelse til at etablere et vertikalt jordvarmeanlæg på ejendommen Langkildeparken 19. Det ansøgte anlæg består af 3 boringer til maksimalt 180 meter under terræn.

For at stabilisere boringens sider og risikoen for udveksling mellem grundvands-magasiner i forbindelse med etablering af boringerne anvendes der casing til kalkoverfladen. Desuden forsegles boringerne ved støbning fra bunden med en bentonitmasse med lav permeabilitet for at hindre, at der kan ske spredning mellem forskellig permeable lag. I det færdige jordvarmeanlæg anvendes IPA-sprit som frostsikringsmiddel. Der anvendes ca. 350 liter.

 

VVM betyder Vurdering af Virkninger på Miljøet og er en planlægningsproces, der skal gennemføres før visse større projekter og anlæg kan påbegyndes. Et projekt er VVM-pligtigt, såfremt det på grund af dets art, dimensioner eller placering antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Fredensborg Kommune har vurderet, at projektet skal VVM-screenes, jf. bekendtgørelse nr. 1440 af 23. november 2016 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning, da det er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2, punkt 2c: "Dybdeboringer". VVM-screeningen er udført i henhold til bekendtgørelsens bilag 3.

Resultatet af VVM-screeningen fremgår screeningsskemaet, som er vedlagt som bilag 1.

På baggrund af VVM-screening vurderer Fredensborg Kommune, at etablering af jordvarmeanlæg med 3 boringer til 180 m.u.t. på Langkildeparken 19 ikke medfører en væsentlig indvirkning på miljøet.

Fredensborg Kommune træffer derfor afgørelse om, at projektet ikke er VVM-pligtigt og at der dermed ikke skal udarbejdes VVM-redegørelse.

Klagevejledning Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Planklagenævnet bliver sekretariatsbetjent af Nævnenes Hus. Du klager via Klageportalen. Indgang til Klageportalen kan du finde på www.borger.dk og www.virk.dk, ved at søge efter ´Klageportal’. Du logger på ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Der er også et link til Klageportalen på forsiden af www.nmkn.dk. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr

på 1.800 kr. Gebyrets størrelse reguleres hvert år. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen (Fredensborg Kommune). Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan påklages af ministeren og i øvrigt af enhver med retlig interesse i sagens udfald, jf. planlovens § 58 stk. 1.

Når en klage er indgivet behandler Fredensborg Kommune i første omgang klagen, og sender sagen til Planklagenævnet vedlagt kommunens udtalelse, samt de dokumenter der er indgået i sagens bedømmelse. Afgørelsen kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.

Klagefristen er 4 uger fra afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 60. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Hvis sagen ønskes indbragt til afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er meddelt jf. planlovens § 62.

 

Du kan læse mere om forholdene ved at klage her: http://naevneneshus.dk/planklagenaevnet

 

Clipart Bilag 1 VVMscrenningsskema Langkildeparken

Bilag 1 VVMscrenningsskema Langkildeparken