HØRING | HUMLEBÆK

Opdateret: 15. december 2016;

Fredensborg Kommune har modtaget en ansøgning om nedrivning af det eksisterende beboelseshus samt opførelse af et nyt stuehus på Kellerisvej 94 42, 3490 Kvistgård, matr. nr. 3 q Toelt By, Humlebæk.

Det eksisterende beboelseshus er ifølge BBR opført i 1846, og er i alt på 58 m². Der er tale om et lerstampet hus med træbeklædt gavl og stråtag.
Huset blev ved SAVE-registreringen i 1999 samlet vurderet med en bevaringsmæssig værdi 3, med en høj originalitet og kulturhistorisk værdi.
Huset blev ved SAVE-registreringen i 2014 samlet vurderet med en bevaringsmæssig værdi 5, med kommentaren ”Lille hus uden oprindelige detaljer”.

Begrundelsen for ansøgningen er, at der ifølge ejeren er tale om et utidssvarende hus, som byggeteknisk er i dårlig stand, som opsuger fugt i en grad som er sundhedsskadelig for beboerne.

Offentlig høring
Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan, og dermed heller ikke et nedrivningsforbud i en bevarende lokalplan, og det ansøgte skal derfor behandles i henhold til Bygningsfredningslovens § 18. Bestemmelsen angiver, at en bevaringsværdig bygning ikke må nedrives før anmeldelsen om nedrivningen har været offentligt bekendtgjort og foreninger mv er underrettet herom, samt at kommunen har meddelt ejeren om den efter Planlovens § 14 vil nedlægge forbud mod nedrivningen.