HØRING | KOKKEDAL

Opdateret: 30. april 2019;

Fredensborg Kommune skal i gang med at udarbejde et tillæg til Kommuneplan 2017 som skal opdatere kommunens planlægning for detailhandel. Inden den videre planlægning går i gang, vil vi gerne fortælle om hvad kommuneplantillægget skal indeholde og give dig mulighed for at komme med idéer og forslag.
Fredensborg Kommune indkalder derfor idéer og forslag til afgrænsningen af ny bymidte i Kokkedal, planlægningen af detailhandel samt til ændringen af rækkefølgebestemmelserne i Kommuneplan 2017. Herunder kan du læse mere om det kommende tillæg til kommuneplanen og om, hvordan og hvor længe du kan indsende dine idéer og forslag.

Nyt landsplandirektiv giver nye muligheder
Den 1. januar 2019 trådte det nye landsplandirektiv om detailhandel i Hovedstadsregionen i kraft. Landsplandirektivet giver Fredensborg Kommune mulighed for at udlægge en ny bymidte i Kokkedal på arealerne ved Egevangen og Cirkelhus-grunden, se kort nedenfor. Da Kommuneplan 2017 for Fredensborg Kommune ikke tager stilling til afgræsningen af den nye bymidte, skal kommunen udarbejde et tillæg til Kommuneplan 2017.

Tillægget skal altså afgrænse det geografiske område, som bymidten udlægges i, og desuden fastsætte retningslinjer for det maksimale bruttoetageareal der kan anvendes til detailhandel og de minimale og maksimale butiksstørrelser. Derudover skal tillægget ændre kommuneplanens rækkefølgebestemmelser sådan, at lokalplanlægningen for arealerne muliggøres fra 2019 og frem.

 

Hvad sker der nu?
Dette er en forudgående høring. Når den forudgående høring er gennemført, udarbejder Byrådet i Fredensborg Kommune et Forslag til tillæg til Kommuneplan 2017. Forslaget udsendes i offentlig høring i 8 uger og her har du mulighed for at sende dine bemærkninger til forslaget. Når høringsperioden er slut, tager Byrådet stilling til de indkomne høringssvar inden tillægget til Kommuneplan 2017 vedtages endeligt.

Vi forventer, at tillægget er klar til endelig vedtagelse i slutningen af 2019.

Efter vedtagelsen af tillægget til Kommuneplan 2017, skal Byrådet fastsætte rammerne for lokalplanlægningen af bymidten i kommuneplanen. Rammerne indeholder de overordnede bestemmelser om hvor der kan placeres specifikke funktioner, eksempelvis dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker, kulturtilbud og lignende. Desuden indeholder rammerne bestemmelser om bebyggelsesprocent, bebyggelseshøjde med mere. Alle rammerne skal udmøntes i konkrete lokalplaner for området. Den endelige vedtagelse af kommuneplanrammer og lokalplaner kan først ske efter vedtagelsen af tillægget til kommuneplan 2017 som afgrænser bymidten.
Sådan sender du dine idéer og forslag

Denne forudgående høring finder sted i perioden 24. april 2019 til og med 21. maj 2019. Hvis du har idéer eller forslag skal kommunen modtage dem senest den 21. maj 2019.

Bemærkningerne skal være skriftlige og sendes til: plan@fredensborg.dk. For at dine bemærkninger kan blive behandlet, skal dit navn og adresse fremgå af henvendelsen.   

 

Se mere om indkaldelse af forslag og ideer