HØRING | LANDOMRÅDET

Opdateret: 5. september 2018;

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget ønsker at skabe mulighed for etablering af nye erhvervs-aktiviteter på det tidligere Prøvelyst Teglværk på Karlebovej 59. Etablering af erhvervs-aktiviteter på ejendommen forudsætter, at kommuneplanen ændres og at der bliver lavet en ny lokalplan. 

For at sikre tidlig borgerinddragelse i planerne inviterer kommunen til borgermøde Torsdag den 13. september 2018 kl. 19-21 i mødelokalet ’Længen’ ved Karlebo Kirke, Hesselrødvej 2, 2980 Kokkedal.

Bemærk høringsfristen er forlænget til den 15. okt. 2018.
 
Hvis du på borgermødet ønsker at komme med et input til udviklingen af ejendommen under punkt 3 i programmet, skal du kontakte byplanlægger Nils-Erik Wandall på tlf. 72 56 23 84 eller på e-mail newa@fredensborg.dk forud for mødet, så vi har mulighed for at tilrettelægge mødet.

Om sagen
Det tidligere Prøvelyst Teglværk på Karlebovej 59 ophørte med driften for 8-10 år siden og de tidligere teglværksbygninger har efterfølgende overvejende stået ubenyttede. I 2016 fik ejendommen ny ejer og Kommune har i perioden herefter haft dialog med ejer om planerne for anvendelse af bygningerne til forskellige former for erhvervsaktiviteter. 

Karlebovej 59 ligger i landzone, nordvest for Karlebo Landsby og tæt på Isterødvejen. Ejendommen ligger udenfor lokalplanlagt område, men er i Fredensborg Kommuneplan 2017 udlagt til jordbrugsformål i rammeområde LJ10. Ejendommen er på 39.409 m2 og bygningerne er på ca. 13.500 m2.

Fredensborg Kommune har den 5. februar 2018 truffet afgørelse om, at en fuld udnyttel-se af de bestående bygninger på ejendommen til nye erhvervsaktiviteter samlet set har en karakter og omfang, som vil medføre så væsentlige ændringer i det bestående miljø, at realisering af planerne forudsætter udarbejdelse af en lokalplan. 

En forudsætning for at udarbejde en lokalplan for erhvervsmæssig udnyttelse af Karle-bovej 59 er, at ejendomme i kommuneplanen fastlægges til erhvervsformål ved udlæg af nyt rammeområde.

Den planmæssige begrundelse for at ændre kommuneplanrammen for ejendommen fra jordbrugsformål til erhvervsformål er, at der er tale om bestående tidligere teglværks-bygninger, som ikke egner sig til jordbrugsformål. Med den seneste ændring af Planloven blev reglerne i § 37 om ændret anvendelse af overflødiggjorte bygninger i landområdet ændret fra kun at gælde landbrugsbygninger, til at gælde alle overflødiggjorte bygninger. Jævnfør § 37, stk. 1 og 2 kan overflødiggjorte bygninger tages i brug til en række nærmere angivne formål efter forudgående anmeldelse til kommunen. I det konkrete tilfælde har Fredensborg Kommune på grund af teglværksbygningernes størrelse, graden af nødvendige ombygninger og beliggenheden tæt på naboer og Karlebo Landsby vurderet, at projektet er lokalplanpligtigt og ikke kan gennemføres efter reglerne i § 37.

Ændring af kommuneplanen
Ved ændringer af kommuneplanen (som ikke er ”mindre ændringer”) skal kommunen iflg. Planlovens § 23c gennemføre en forudgående offentlighed (indkalde idéer og forslag til planlægningen), inden tillægget udarbejdes.

Det er et vurderingsspørgsmål, om der er tale om en ”mindre ændring”. I dette tilfælde er der tale om at ejendomme Karlebovej 59 i kommuneplanen fastlægges til erhvervs-formål ved udlæg af nyt rammeområde. En forøgelse af aktiviteter og transporter til og fra ejendommen vil i forhold til naboer og nærliggende bebyggelser kunne udgøre en væsentlig ændring i det bestående miljø. På den baggrund har Plan-, Miljø- og Klimaudvalget besluttet at gennemføre en forudgående offentlighed.

Høring
Ud over borgermødet gennemføres en høring, hvor alle kan sende deres idéer og forslag til kommunen inden planforslagene udarbejdes (jf. Planlovens § 23 C.) 

Idéer og forslag mv. skal sendes til Fredensborg Kommune på e-mail plan@fredensborg.dk eller til Plan & Byg, Rådhuset, Egevangen 3b, 2980 Kokkedal, så de er os i hænde senest mandag d. 1. oktober 2018.

Den videre proces
Høringssvarene vil indgå i forbindelse med udarbejdelse af de konkrete forslag til kommuneplantillæg og lokalplan. Når planforslagene er klar vil de blive fremlagt i 8 ugers offentlig høring (med borgermøde). Planforslagene forventes fremlagt i foråret 2019.