HØRING |

Opdateret: 14. juni 2018;

Byrådet har den 28. maj 2018 besluttet at sende forslag til Tillæg nr. 9 til Fredensborg Kommunes Spildevandsplan 2011-2020 i offentlig høring. 

Da Fredensborg Kommunes Spildevandsplan 2011-2020 udelukkende indeholder fastsatte maksimale befæstelsesgrader, men ikke en vejledning til beregningsmetode, har forvaltningen udarbejdet Tillæg nr. 9 til Spildevandsplan 2011 – 2020, for at fastsætte en definition for maksimal befæstelsesgrad samt beregningsmetode i Fredensborg Kommune. Tillægget omfatter altså ikke en ændring i forhold til nuværende plan, men udelukkende en uddybning af eksisterende forhold. 

Forslag til Tillæg nr. 9 til Fredensborg Kommunes Spildevandsplan 2011-2020 kan ses herunder. 

Forslag til Tillæg nr. 9 er i offentlig høring i 8 uger i overensstemmelse med reglerne i Miljøbeskyttelsesloven (LBK nr. 966 af 23. juni 2017) og Spildevandsbekendtgørelsen (Bek nr. 1469 af 12. december 2017). Høringsperioden er fra den 12. juni 2018 til den 7. august 2018.  I høringsperioden har berørte parter mulighed for at kommentere forslaget. Eventuelle kommentarer til forslaget skal sendes til spildevand@fredensborg.dk. Indkomne kommentarer vil indgå i byrådets endelige behandling af tillægget. 

Afgørelse om at tillægget ikke skal miljøvurderes 
Fredensborg Kommune afgør samtidig i henhold til Miljøvurderingsloven (LBK nr. 448 af 10. maj 2017), at nærværende tillæg til Fredensborg Kommunes Spildevandsplan 2011 – 2020 ikke er omfattet af krav om miljøvurdering. Begrundelsen er, at tillægget alene indeholder mindre ændringer til kommunens spildevandsplan, og at ændringerne ikke vurderes at kunne få negativ indvirkning på miljøet. 

Afgørelsen om, at tillægget til Spildevandsplan 2011 ikke skal miljøvurderes kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af er miljø- og fødevareministeren, enhver med retlig interesse i sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer. 

Miljø- og Fødevareklagenævnet bliver sekretariatsbetjent af Nævnenes Hus. Du klager via Klageportalen. Indgang til Klageportalen kan du finde på www.borger.dk og www.virk.dk, ved at søge efter ´Klageportal’. Du logger på ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Der er også et link til Klageportalen på forsiden af www.nmkn.dk. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. 

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Gebyrets størrelse reguleres hvert år. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen (Fredensborg Kommune). Kommunen videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Når en klage er indgivet behandler Fredensborg Kommune i første omgang klagen, og sender sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet vedlagt kommunens udtalelse, samt de dokumenter der er indgået i sagens bedømmelse. Afgørelsen kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.

Klagefristen er 4 uger fra afgørelsen er meddelt, jf. Miljøvurderingsloven § 51. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. 

Hvis sagen ønskes indbragt til afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er meddelt jf. Miljøbeskyttelseslovens § 101. 

Du kan læse mere om forholdene ved at klage her: http://naevneneshus.dk/planklagenaevnet.