HØRING | NIVÅ

Opdateret: 25. marts 2019;

Fredensborg Kommune har i henhold til Planlovens § 24 vedtaget at offentliggøre forslag til Lokalplan nr. N105 – Boliger ved Hasselhøj med forslag til Kommuneplantillæg nr. 7 til Kommuneplan 2017.  

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget og Økonomiudvalgets godkendte i december 2018 de planmæssige rammer for udbud og salg af arealet til boligformål. Herefter påbegyndte administrationen udarbejdelse af lokalplanforslaget med forslag til kommuneplantillæg, som har til formål at muliggøre opførelse af 4 boliger i form af 2 nye dobbelthuse ved Hasselhøj i Nivå.

Hensigten med lokalplanforslaget er at de 4 boliger skal fuldende bebyggelsesplanen i Hasselhøj. Lokalplanens bestemmelser sætter rammen for boligbebyggelsernes omfang og udseende, så det sikres, at bebyggelsen forholder sig til den eksisterende bebyggelse i området. Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med rammebestemmelsen i Kommuneplan 2017 hvorfor lokalplanforslaget forudsætter et kommuneplantillæg. Forslag til ny kommuneplanramme vil sikre, at der etableres maksimalt 4 boliger i form af 2 dobbelthuse, med en bebyggelsesprocent på maksimalt 40.

Offentlig høring
Forslag til lokalplan nr. N105 – Boliger ved Hasselhøj med forslag til Kommuneplantillæg nr. 7 kan ses på kommunens hjemmeside.

Forslag er fremlagt i offentlig høring fra den 11. marts 2019 til den 8. april 2019.

Planlovsændringen i 2017 giver kommunerne adgang til at fravige den generelle minimumsfrist for høring af lokalplanforslag på 8 uger, når der er tale om lokalplaner af mindre betydning, som det fremgår af loven.

Fredensborg Kommunes fastlægger 4 ugers offentlig høring af forslag til Lokalplan nr. N105 med Kommuneplantillæg nr. 7 idet der er tale om en mindre anvendelsesændring i forhold til den gældende lokalplan.

Indsigelser imod eller ændringsforslag til Lokalplanforslag N105 – Boliger ved Hasselhøj og forslag til Kommuneplantillæg nr. 7 skal sendes til Fredensborg Kommune, Center for Plan- og Miljø, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal eller plan@fredensborg.dk senest den 8. april 2019 og vil herefter indgå i Fredensborg kommunes endelige behandling af forslaget. Efter udløbet af indsigelsesfristen den 8. april 2019 kan Fredensborg Kommune efter fornyet behandling af forslag til Lokalplan nr. N105 med forslag til Kommuneplantillæg nr. 7 vedtage planen endeligt.

Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanrevisionen, kan Fredensborg Kommunes endelige vedtagelse tidligst ske 4 uger efter udløbet af indsigelsesfristen.

Midlertidige retsvirkninger
Indtil forslag til Lokalplan nr. N105 med Kommuneplantillæg nr. 7 er endeligt vedtaget i Fredensborg Kommune, må de ejendommen, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der kan foregribe em endelig plans indhold.

Efter § 17 i planloven gælder et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelsen. De eksisterende lovlige forhold på en ejendom, samt den lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil. Når fristen for at fremkomme med bemærkninger er udløbet, kan Fredensborg Kommune give tilladelse til udnyttelse i overensstemmelse med Lokalplan nr. N105 med Kommuneplantillæg nr. 7. Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra datoen for offentliggørelsen af revisionen og indtil planen er endeligt vedtaget, dog højst indtil 1 år efter offentliggørelsen.

Miljøvurdering
Fredensborg Kommune har foretaget en screening af forslag til Lokalplan nr. N105 med forslag til Kommuneplantillæg nr. 7 efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det er vurderet, at det i henhold til lovens § 3, stk. 2 ikke er nødvendigt at foretage en egentlig miljøvurdering af lokalplanforslaget, idet etablering af 2 dobbelthuse i et næsten fuldt udbygget område ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Klagevejledning til miljøvurdering
Afgørelsen om, at forslag til Lokalplan nr. N105 med forslag til Kommuneplantillæg nr. 7 ikke skal miljøvurderes, kan påklages til Planklagenævnet. Planklagenævnet bliver sekretariatsbetjent af Nævnenes Hus.
Der klages via Klageportalen. Indgang til Klageportalen kan findes på www.borger.dk og www.virk.dk, ved at søge efter ´Klageportal’.
Der logges på som sædvanligt, typisk med NEM-ID. Der er også et link til Klageportalen på forsiden af www.naevneneshus.dk.
Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Gebyrets størrelse reguleres hvert år. Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønskerat blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen (Fredensborg Kommune).
Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt en sådan anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan påklages af ministeren og i øvrigt af enhver med retlig interesse i sagens udfald, jf. planlovens § 58, stk. 1.
Når en klage er indgivet, behandler Fredensborg Kommune i første omgang klagen og sender sagen til Planklagenævnet vedlagt kommunens udtalelse samt de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse. Afgørelsen kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.
Klagefristen er 4 uger, fra afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 60. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Hvis sagen ønskes indbragt til afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 62.

Der kan læses mere om forholdene ved at klage her: http://naevneneshus.dk/planklagenaevnet.