HØRING | Arkiv FREDENSBORG

Opdateret: 20. januar 2017

Ejendommene Præstemosevej 4a, 4b i Fredensborg

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget ønsker at ændre anvendelsen af ejendommene præstemosevej 4a, 4b i Fredensborg fra lettere industri til detailhandelsområde for særligt pladskrævende varegrupper samt kontor og serviceerhverv. En ændret anvendelse af ovenstående ejendomme forudsætter, at kommuneplanen ændres.

Baggrund
Ejendommene Præstemosevej 4a, 4b har tidligere huset virksomheden Sika Danmark A/S men står i dag ubenyttede hen. Fredensborg Kommune har i efteråret 2016 modtaget en ansøgning fra Jem&Fix som ønsker at opføre butik og en bilvask på ejendommene. Der ønskes herudover mulighed for etablering af kontor og serviceerhverv til den ubenyttede del af ejendommene.

Den planmæssige begrundelse for at ændre områdets anvendelse fra erhverv til detailhandel, i form af særligt pladskrævende varegrupper, er følgende:

 

  • Området er på nuværende tidspunkt udlagt til lettere industri i miljøklasse 1 – 4. Med den nye planlægning vil området alene huse virksomheder i miljøklasse 1 – 3. Det er derfor forventeligt, at der kan sikres de rette miljømæssige hensyn til nærområdet.
  • Forhandling af særligt pladskrævende varer som hårde hvidevarer, havemaskiner, campingvogne o. lign. kræver et andet transportbehov end eksempelvis tøjbutikker. Det er derfor vigtigt, at der er let adgang til sådanne butikker for kunder og leverandører. I dette henseende er placeringen på Præstemosevej 4a, 4b særdeles god, da den ligger direkte ud til hovedfærdselsåren i Fredensborg, Kongevejen.

 

Projektet
Den nuværende bygning på Præstemosevej 4A (det tidligere højlager med facade mod Kongevejen) tænkes genanvendt. En del af bygningen bruges til butik (1050 m2) og varegård (ca. 700 m2), mens den resterende del tænkes anvendt til kontor eller serviceerhverv (ca. 1200 m2).

Nuværende småbygninger på den sydlige grund ved hjørnet af Præstemosevej og Kongevejen (Præstemosevej 4B) nedrives og arealet anvendes til kundeparkering. Derudover tænkes etableret et gør-det-selv vaskeanlæg til biler, campingvogne, motorcykler mv. (et såkaldt iwash). Lignende vaskeanlæg ligger i dag eksempelvis ved Bauhaus i Hillerød.
Vejadgang vil ske sydfra via eksisterende overkørsel fra Præstemosevej. Trafikbelastningen anslås at blive ca. 175 biler dagligt. Derudover vil der komme i gennemsnit 1-2 lastbiler om dagen.

 

Ændring af kommuneplanen
Ejendommenes nuværende anvendelse er reguleret af bestemmelserne i ramme FE 02 i Fredensborg Kommuneplan 2013 og af Lokalplan F3. Jævnfør kommuneplanrammen og lokalplanen må ejendommene anvendes til industri- og større værkstedsvirksomhed, entreprenør- og oplagsvirksomhed, engroshandel, samt forretningsvirksomhed der har tilknytning til de pågældende erhverv.

En anvendelse af ejendommene til et byggemarked (salg af særligt pladskrævende varegrupper) samt til kontor- og serviceerhverv er ikke i overensstemmelse med gældende planlægning.

Hvis det skal være muligt, at etablere et byggemarked samt kontor- og serviceerhverv, skal der derfor udarbejdes et nyt plangrundlag, der fastlægger anvendelsen til formålet. Det vil sige, at kommuneplanens rammebestemmelser ændres og at der udarbejdes en ny lokalplan.

Ved ændring af kommuneplanen (som ikke er ”mindre ændringer”) skal kommunen iflg. Planlovens § 23c gennemføre en forudgående offentlighed (indkalde til idéer og forslag til planlægningen), inden tillægget udarbejdes.

Det er et vurderingsspørgsmål, om der er tale om en ”mindre ændring”, I dette tilfælde er der tale om ændret anvendelse fra erhverv til detailhandel. Dette kan have betydning for naboer, men også for investorers muligheder.  På den baggrund har Plan- Miljø- og Klimaudvalget besluttet at gennemføre en forudgående offentlighed.

Høring
Kommunen sender hermed de planlagte ændringer af kommuneplanen i forudgående høring, jf. Planlovens § 23c.

Idéer og forslag mv. skal sendes til Fredensborg Kommune på e-mail plan@fredensborg.dk eller til Rådhuset, Egevangen 3b, 2980 Kokkedal, så de er os i hænde senest d. 3. februar 2017.

Den videre proces
Høringssvarene vil indgå i forbindelse med udarbejdelse af de konkrete forslag til kommuneplantillæg og lokalplan. Når planforslagene er klar vil de blive fremlagt i 8 ugers offentlig høring. Planforslagene forventes endelig vedtaget sommeren 2015.