HØRING | FREDENSBORG

Opdateret: 9. januar 2017;

Fredensborg Byråd har den 19. december 2016 endeligt vedtaget lokalplan F114 – for et boligområde ved Kongevejen.

Lokalplanens formål er:

  • at skabe det planmæssige grundlag for en varieret boligbebyggelse
  • at sikre mulighed for nedrivning af eksisterende bebyggelse
  • at sikre at der udlægges fælles friarealer
  • at sikre arealreservation til vejbetjening af 2. etape af ”Fredensborg Syd”
  • at understøtte mulighed for bæredygtige og klimamæssige løsninger

Offentlig høring
Lokalplanforslaget var i offentlig høring fra den 29. juni 2016 til den 24. august 2016. Der indkom i alt 8 høringssvar fra foreninger og privatpersoner. Et resumé af høringssvar var vedlagt som bilag til politisk behandling af sagen på møderne i december 2016 og det kan findes på politik og dagsorden/referat. 
Ændringer ved den endelige vedtagelse
På baggrund af de indkomne høringssvar samt administrationens anbefalinger blev der vedtaget følgende ændringer ved den endelige vedtagelse af lokalplan F114:

Ny bestemmelse:
§ 5 stk. mellem stk. 4 og 5 Delområde B udlægges til opholds og legeområde.

§ 9 stk. 3 ændres til:
For at sikre at Miljøministeriets grænseværdier for støj er overholdt, skal der etableres støjhegn og støjvold som vist på kortbilag 2.
 
Nye bestemmelser:
§ 9 stk. mellem stk. 3 og 4 Støjvolden anlægges på en strækning af ca. 200 meter. De sydligste 100 meter skal volden etableres i tre meters højde den resterende del af volden skal etableres i to meters højde.
 
§ 9 stk. 3.2 Foden af støjvolden skal anlægges minimum 5 meter fra vejmatrikel for at sikre plads til en trærække langs Kongevejen.
 
§ 9 stk. 3.3 Støjhegn ved indkørslen fra Kongevejen skal etableres i 2,5 meters højde.
 
§ 9 stk. 3.4
Der tillades støjhegn i området i det omfang det er påkrævet for at overholde Miljøministeriets grænseværdier for støj.
 
§ 9 stk. 3.5
Alle støjhegn skal dækkes af beplantning.
 
§ 9 stk. 4 ændres til: ”Det sydlige læbælte samt det levende hegn mod øst, som fremgår af kortbilag 2, skal bevares i sin helhed. Der kan dog foretages vedligeholdelse og herunder beskæring efter forudgående aftale med ejerne af de tilgrænsende arealer. Der skal sikres en afstand på minimum 3 meter til vedligeholdelse og det levende hegn. I forbindelse med etablering af vejadgang er det tilladt at fjerne dele af læbæltet, hvor dette er nødvendigt af hensyn til vejadgangen.”
 
Ny bestemmelse
Betingelse for at tage ny bebyggelse i brug
§ 11 stk. 1 Det er en forudsætning for at ibrugtagning af boliger i området, at færdsels- og parkeringsarealer samt de fælles friarealer med beplantning er etableret.
 
§ 11 stk. 2 Det er en forudsætning for ibrugtagning af boliger i området at støjhegn med beplantning og støjvold med beplantning angivet på kortbilag 2 er etableret.

I delområde A udgår de 2 nordligste parcelhusgrunde (nr. 13 og 15 – nærmest Super Brugsen) af bebyggelsesplanen og overgår til fællesareal.
 
I delområde A etableres i stedet 1 stk. ny parcelhusgrund ved siden af nr. 17 ned mod regnvandsbassinet. I skellet langs stien ved SuperBrugsen etableres en støjafskærmning i 2,5 meters højde, som beskrevet i administrationens ændringsforslag.
 
I delområde B etableres de i lokalplanforslaget viste 6 dobbelthuse (12 boliger) med vejadgang fra syd.  Stien mellem SuperBrugsen og boligerne i delområde B trafiksikres efter bedst relevante standard.
 
I skellet langs den vestlige side af delområde B (mod SuperBrugsens p-plads) etableres en støjafskærmning i 2,5 meters højde, som beskrevet i administrationens ændringsforslag.
 
Offentliggørelse
Byrådets endelige vedtagelse af lokalplanen bliver annonceret d. 9. januar 2017. Endvidere udleveres lokalplanen ved henvendelse til Fredensborg Rådhus, Center for Byudvikling, Miljø og Erhverv.

Lokalplanens retsvirkninger
Efter Byrådets endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må ejendomme, der er omfattet af planen, i følge Lov om planlægning, § 18, kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
De eksisterende lovlige forhold på en ejendom, samt den lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører ikke i sig selv krav om etablering af anlæg m.v., der er indeholdt i planen.
Mindre betydende lempelser af bestemmelserne i lokalplan kan tillades af Byrådet, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Ændringer i lokalplanen kan ske efter Byrådets vedtagelse efter reglerne om vedtagelse og godkendelse af nye lokalplaner.

Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.nmkn.dk.  Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 500. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Natur- og Miljøklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen (Fredensborg Kommune). Kommunen videresender herefter anmodningen til Natur- og Miljøklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan påklages af miljøministeren og i øvrigt af enhver med retlig interesse i sagens udfald, jf. planlovens § 58 stk. 1.
Når en klage er indgivet behandler Fredensborg Kommune i første omgang klagen, og sender sagen til Natur- og Miljøklagenævnet vedlagt kommunens udtalelse, samt de dokumenter der er indgået i sagens bedømmelse. Afgørelsen kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.
Klagefristen er 4 uger fra afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 60. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Hvis sagen ønskes indbragt til afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er meddelt/offentliggjort jf. planlovens § 62.
 

Lokalplan F114