HØRING | FREDENSBORG

Opdateret: 3. oktober 2016;

Fredensborg Byråd har den 26. september 2016 endeligt vedtaget tillæg nr. 14 til Kommuneplan 2013 - nyt rammeområde FB42 Boliger ved Ulriksdal.

Formålet med kommuneplantillægget er at skabe grundlag for omdannelse af ejendommen Kongevejen 2 i Fredensborg fra erhverv til boligområde samt at fastsætte rammer for tilvejebringelse af en ny lokalplan for ny boligbebyggelse på ejendommen. Området er i den nuværende kommuneplanramme FE 05 fastlagt til erhvervsformål. Med Kommuneplantillæg nr. 14 erstattes del af rammeområde FE 045 med nyt rammeområde FB 42 til boligformål. Samtidig ændres kommuneplanens rækkefølge for bebyggelse og ændret anvendelse af arealer til byformål for Fredensborg By.

Resultat af offentlig høring
Kommuneplantillægget var fremlagt i offentlig høring fra den 21. juni til den 30. august 2016. I høringsperioden indkom ingen indsigelser og bemærkninger fra myndigheder, foreninger og privatpersoner.

Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Efter Byrådets endelige vedtagelse og offentliggørelse af tillægget må ejendomme, der er omfattet af planen, i følge Lov om planlægning, § 18, kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

De eksisterende lovlige forhold på en ejendom, samt den lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil. Tillægget medfører ikke i sig selv krav om etablering af anlæg m.v., der er indeholdt i planen.

Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder på www.nmkn.dk. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 500. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Natur- og Miljøklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen (Fredensborg Kommune). Kommunen videresender herefter anmodningen til Natur- og Miljøklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan påklages af miljøministeren og i øvrigt af enhver med retlig interesse i sagens udfald, jf. planlovens § 58 stk. 1.

Når en klage er indgivet behandler Fredensborg Kommune i første omgang klagen, og sender sagen til Natur- og Miljøklagenævnet vedlagt kommunens udtalelse, samt de dokumenter der er indgået i sagens bedømmelse. Afgørelsen kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.

Klagefristen er 4 uger fra afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 60. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Hvis sagen ønskes indbragt til afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er meddelt/offentliggjort jf. planlovens § 62.