Nr.107 - Udbud af ledsagerordning

Sagsnr.: 18/26038

 

Beslutningstema

Fredensborg Kommune tilbyder ledsagerordning for voksne jf. Serviceloven § 97, som hjælp til at give handicappede oplevelser i by og natur. Formålet med ordningen er at medvirke til, at borgere med handicap opnår øget mulighed for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for eget liv, og dermed en bedre integration i samfundet.

 

Ledsagerordningen varetages og administreres af Granbohus. Ledsagerordning tilbydes også af private leverandører, herunder DUOS (tidligere Bruger-Hjælper Formidlingen), Olivia Danmark samt større vikarbureauer.

 

Fredensborg Kommunes nabokommuner benytter både interne og eksterne ordninger. Helsingør, Gribskov og Allerød Kommune varetager selv ledsagerordningen, mens Hillerød og Hørsholm samarbejder med en ekstern leverandør om levering af ydelsen.

 

Det indstilles at ledsagerordningen udbydes, således at kommunens afregningspriser fastlægges i konkurrence. Ordningen vil blive udbudt med fastlagt kvalitet og serviceniveau.

Sagsfremstilling og økonomi

Opgaven omfatter administration og levering af ledsageordninger til visiterede borgere i Fredensborg Kommune.

 

Kommunen skal tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene uden for hjemmet. Ledsageordninger, der allerede er bevilget borgeren før folkepensionsalderen, kan bevares selv om borgeren er over 67 år.

 

Ledsageordningen omfatter ikke personer med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager.

 

Den handicappede har mulighed for at spare timer op indenfor en 6 måneders periode, dog højst 90 timer. Borgeren bestemmer selv, hvad ledsagelsen skal bruges til.

 

Antallet af brugere af ledsagerordningen i Fredensborg Kommune er 99.

 

Borgere har mulighed for at søge et tilskud til dækning af omkostninger i forbindelse med ledsagelsen, jf. Servicelovens § 97, stk. 7. Administration af dette tilskud ligger hos Kommunen, og er en evt. privat leverandør uvedkommende.

 

Udbud

Opgaven omfatter administration af ledsagerordning, herunder rekruttering og ansættelse af ledsagere, som stilles til rådighed for visiterede borgere. Opgaven omfatter blandt andet:

  • Ansættelse og aflønning af ledsagere
  • Regnskab med borgerens brugte og tilgængelige timer, jf. Servicelovens retningslinjer
  • Modtagelse af bestillinger fra borgerne
  • Tildeling af ledsagere ud fra fastlagte kriterier og hensyn
  • Fakturering af kommunen i forhold til leverede ledsagetimer
  • Bistå med statistisk materiale og dialog omkring ledsageordningerne.

 

Der vil i udbudsbetingelserne blive stillet minimumskrav til tilbudsgivernes økonomiske formåen, erfaring med ledsagerordninger samt faglige kompetencer. Tildelingskriteriet kan være pris, kvalitet og service. Dette fastlægges i udbudsprocessen.

 

Serviceniveauet og kvaliteten for brugerne af ledsagerordningen vil blive fastlagt i kravspecifikationen ud fra nuværende forhold.

 

Brugerne vil forventeligt skulle skifte ledsager. Vindende leverandør tilbydes dog overtagelse af ledsagere fra Granbohus.

 

Kommunen har uanset udbud fortsat myndighedsfunktionen. Det er kommunen, som træffer forvaltningsmæssige afgørelser om tildeling og omfanget af hjælpen. Denne visitation sker ud fra en konkret vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp. Leverandøren skal således ikke behandle ansøgninger om bevilling af ledsagelse eller lignende myndighedsopgaver.

 

Organisering

Fredensborg Kommune samarbejder med 12 kommuner i Indkøbsfællesskab Nordsjælland (IN). Det er en mulighed, at kommunerne i IN tilbydes at deltage i udbuddet af ledsagerordning med Fredensborg Kommune som tovholder.

 

Formålet med IN er at skabe grundlag for lavere priser gennem større volumen i udbuddene. Herudover spares administrative ressourcer ved at fordele udbuddene mellem kommunerne.

 

Et udbud kan hensigtsmæssigt foretages som et offentligt udbud, hvor relevante leverandører af ledsagerordninger har mulighed for at deltage. Det vurderes, at der er 4-5 større leverandørfirmaer på markedet. Granbohus har mulighed for at afgive et såkaldt kontrolbud.

 

Økonomi

Priser indhentet hos DUOS, som er den største private leverandør af ledsagerordning, viser et besparelsespotentiale ved at foretage udbud af ledsagerordning på 1.385.246 pr. år, såfremt alle bevilgede timer udnyttes. Erfaringen er dog, at brugerne ikke anvender alle timer. Besparelsen pr. år er 923.497,74 kr. ved gennemsnitlig 10 timers forbrug.

Baggrunden for potentialet er en lavere takst hos private leverandører, som primært skyldes overenskomstmæssige forhold. Såvel Granbohus som de større private leverandører har overenskomst med FOA, men der er forskel i satser på den offentlige og den private overenskomst.

 

Granbohus forventer at have en samlet omsætning i 2018 på 9.8 mio. kroner for ledsagerordningen.  Heraf er 600.000 kr. overhead til Fredensborg Kommune, mens overhead for borgere fra andre kommuner udgør 420.000 kr.

 

Ledsageordningen for borgere i Fredensborg giver Granbohus en omsætning på 2.8 mio. kroner. Borgere fra Fredensborg Kommune udgør 30 pct. af ledsageordningens årlige omsætning.

 

Pr. 31.05.18 udgør antallet af borgere fra andre kommune ca. 250. Salg til borgere fra andre kommuner udgør 70 pct. af ledsageordningens omsætning.

 

Udbud af ledsagerordning for borgere fra Fredensborg Kommune vil for Granbohus ledsagerordning alt andet lige reducere omsætningen med ca. 2.8 mio. kroner og overhead med ca. 180.000 kr.

 

Såfremt andre kommuner, som i dag benytter Granbohus ledsagerordning, deltager i udbuddet, vil det medføre yderligere reduktion af omsætning og overhead.

 

Ved udbud kan der ikke lovligt stilles krav om en bestemt overenskomst. I stedet vil der blive stillet krav i form af en standard arbejdsklausul. Leverandøren vil skulle sikre de ansatte, som beskæftiges ved den udbudte opgave, løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, der ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område.

 

Tidsplan

Forberedelsen af udbuddet igangsættes umiddelbart efter politisk behandling, såfremt indstillingen godkendes. Det samlede tidsforbrug vil være ca. 6 måneder, afhængigt af deltagelsen fra andre IN-kommuner.

 

Andre virkninger (handicap, integration, ligestilling, miljø, sundhed):

Ledsagerordningen vil blive udbudt med fastlagt serviceniveau og kvalitet. Brugere af ordningen skal skifte ledsager i det omfang berørte ledsagere ikke ansættes hos vindende leverandør.

 

Supplerende sagsfremstilling efter behandling i direktionen

Høring i Granbohus MED-udvalg

Efter behandling i direktionen den 26. juni 2018 har sagen vedr. udbud af ledsagerordning været i høring i Granbohus MED-udvalg den 6. september 2018. Høringssvaret indgår som bilag 1 til sagen.

 

Høringssvaret lægger vægt på, at der også ved udbud af ledsagerordningen bliver taget hånd om den nødvendige stabilitet og matchning mellem borger og ledsager – ligesom der skal sikres kvalitet i ordningen.

 

Administrationen tager bemærkninger og ønsker fra MED-udvalget til efterretning, og vil inddrage disse ved udarbejdelsen af udbudsmaterialet.

 

Høring fra leder Thor Simony jf. bilag:

Granbohus ønsker ikke at deltage i udbuddet da blandt andet ikke mener de kan udarbejde et konkurrencedygtigt tilbud.

 

Virksomhedsoverdragelse

Administrationen har undersøgt, hvorvidt der ved udbud vil være medarbejdere i ledsagerordningen, som er omfattet af lov om virksomhedsoverdragelse.

 

Ledsagerordningen beskæftiger 6-10 fastansatte medarbejdere, som har deres hovedbeskæftigelse indenfor varetagelse af ledsagerordning for Fredensborg Kommune. De pågældende medarbejdere vil være omfattet af lov om virksomhedsoverdragelse. Det vil af udbudsmaterialet fremgå, at vindende tilbudsgiver er forpligtet til at tilbyde de pågældende medarbejdere ansættelse på uændrede vilkår.

Bevilling

Besparelsen ved udbud af ledsagerordning skal gevinstrealiseres efter gældende retningslinjer.

Retsgrundlag

Retsgrundlag:

Servicelovens § 45 og § 97 - Lov om Social Service, jf. LBK nr. 369 af 18/4 2017 med efterfølgende ændringer. Udbudsloven - Lov nr. 1564 af 15/12/2015, jf. LBK nr. 593 af 02/06/2016.

FN's Verdensmål og Byrådets arbejdsgrundlag

Arbejdet på indkøbs- og udbudsområdet understøtter - via dekontraktmæssige krav til kommunens leverandører – bl.a. FN’s Verdensmål 8, Anstændige jobs og økonomisk vækst, Verdensmål 9, Industri, innovation og infrastruktur, Verdensmål 10, Mindre ulighed samt Verdensmål 12, Ansvarligt forbrug og produktion.

Kompetence

Social- og Seniorudvalget.

Kommunikation

Udbudsmaterialet vil blive sendt i høring i Handicaprådet og Granbohus MED-udvalg.

Elektroniske bilag

Høringssvar fra Granbohus MED-udvalg vedr. udbud af ledsagerordning i Fredensborg Kommune.

Indstilling

  1. At ledsagerordning udbydes med henblik på afprøvning af omkostningerne med fastlagt kvalitet og serviceniveau.
  2. At Granbohus gives mulighed for at afgive et kontrolbud indenfor gældende regler, Bekendtgørelse om kommuners og regioners beregning og afgivelse af kontrolbud, Bekendtgørelse nr. 607 af 24/06/2008.
  3. At øvrige kommuner i Indkøbsfællesskab Nordsjælland tilbydes deltagelse i udbuddet for at opnå administrative besparelser og gøre opgaven mere attraktiv for tilbudsgivere.

 

 

Beslutning i Social- og Seniorudvalget (18-21) den 09-10-2018

Hans Nissen (A) stillede ændringsforslag om, at området ikke sendes i udbud: For dette stemte Hans Nissen (A), Pia Bødtker (A), Kristian Hegaard (B), Freja Brabæk Kristensen (O) og Bjørn Svensson (Ø), imod stemte Carsten Wulff (V) og Thomas Elgaard (V) idet de ønskede at følge indstillingen, og at Venstre er bekymret for de stigende omkostninger.

 

Det blev således besluttet at området ikke sendes i udbud