Nr.127 - Ældrepolitik med høringssvar

Sagsnr.: 18/23326

 
Carsten Wulff (V)

Beslutningstema

Beslutning om ny Ældre – og værdighedspolitik 2018 – 2021 efter høringsvar.

 

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet vedtager politikker én gang i hver byrådsperiode. Politikken er gældende i en 4 årig periode og implementeres gradvist.

 

Byrådet skal ligeledes indenfor det første år i den kommunale valgperiode og det vil sige i 2018, vedtage en værdighedspolitik for den kommunale ældrepleje. Social og Seniorudvalget har valgt at integrere værdighedspolitikken i ældrepolitikken og har formuleret en fælles politik med overskriften: ”Et godt ældreliv”

 

Der har været afholdt et temamøde for at få en bred drøftelse af de overordnede temaer i ældrepolitikken. På temamødet deltog repræsentanter fra Seniorrådet, Forebyggelsesrådet, Ældresagen, Danske Handicaporganisationer og ledere og medarbejdere på ældreområdet.

 

Følgende temaer blev drøftet:

  1. Demens
  2. Pårørende
  3. Værdighed
  4. Ensomhed/frivillighed.

 

Der foreligger på den baggrund nu et forslag til revideret Ældre – og værdighedspolitik til Social og Seniorudvalget, der har været sendt i høring.

 

Der er kommet høringsvar fra Seniorrådet, Forebyggelsesrådet, Ældresagen, Frivilligcenteret og medarbejdere og langt de fleste høringsvar er nu tilføjet.   

 

Høringssvarene er indarbejdet i teksten. Forslag til ny tekst fremstår med rød tekst.

Forslag til tekst, der slettes, fremstår med overstregning (se bilag).

 

Høringsvar, som er indarbejdet:

  • Forslag om ændring af titel på ældre og værdighedspolitikken.
  • Der er forslag om, at der skelnes imellem demente og svækkede. (er tilføjet under overskriften: demente og svækkede)
  • Der er ønske om en præcisering af målgruppen for politikken (er tilføjet under overskriften: implementering).
  • Øvrige høringsvar er tilføjet i form af sproglige nuancer eller præciseringer.

 

I det omfang hvor høringssvarene går i retning af ønsker eller konkrete indsatser, er de ikke

indarbejdet, for eksempel:

  • Ønske om bofællesskaber for ældre fx OLLE KOLLE
  • Ønske om læringsfællesskaber med Frivilligcenter
  • Kommunal konsulent som står til rådighed for pårørende
  • Konkrete initiativer til støtte af pårørende fx kontrakt / forventningsafstemning imellem kommune og pårørende.
  • Ønske om at § 18 puljen øges.
  • Ønske om en kommunal ulykkes – og ansvarsforsikring for pårørende og frivillige.
  • Ønske om beskrivelse af kontrol og tilsyn på ældreområdet
  • Ønske om at tilføje konkrete tal om ældres sundhed og sygdom.

 

 

Ældre - og værdighedspolitik med høringsvar og forslag til rettelser er vedhæftet som bilag.

 

FN's Verdensmål og Byrådets arbejdsgrundlag

Understøtter FN mål: Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper

Understøtter Byrådets pejlemærke: Livskvalitet i hverdagen, Et ældreliv med muligheder

 

Kompetence

Social– og Seniorudvalget.

 

Indstilling

At udvalget tager stilling til høringssvar og beslutter endelig udformning af politikken til beslutning i Byrådet.

 

Beslutning i Social- og Seniorudvalget (18-21) den 12-11-2018

Vedtaget med enkelte sproglige ændringer.

Udvalget bemærker, at der via værdighedspuljemidlerne iværksættes en pårørendevejleder funktion fra januar 2019.