Nr.44 - Udvidelse af Den Sociale Døgnvagt

Sagsnr.: 18/8215

 

Beslutningstema

Social- og Seniorudvalget skal orienteres om udvidelse af Den Sociale Døgnvagt i Fredensborg Kommune.

Sagsfremstilling og økonomi

Når børn, unge og voksne har brug for hjælp her og nu, og behovet opstår uden for normal arbejdstid, varetages opgaven af Den Sociale Døgnvagt.

Opgaverne i Den Sociale Døgnvagt varetages af medarbejdere i Center for Familie og Handicap, der på skift har vagt en uge af gangen. Som noget nyt dækker døgnvagten både børne og voksenområdet.

Opgaver i vagten

Kontakt til Den Sociale Døgnvagt sker gennem Nordsjællands Politi. Det er typisk i tilfælde, hvor

  • Et barn eller ung skal afhøres af politiet
  • Hvor andre offentlige myndigheder får mistanke om mistrivsel eller overgreb mod et barn eller en ung
  • Hvor der opstår akutte situationer i hjemmet som f.eks. husspektakler, udlevering af børn til samvær etc.
  • Hvor en psykisk sårbar voksen er i en situation, der eventuelt kræver indlæggelse

Lovgivning

Bekendtgørelse nr. 572 af 30. april 2015 beskriver i hvilke situationer Den Sociale Døgnvagt skal deltage i afhøringer af børn/unge under 18 år.

Når kommunen underrettes om, at en person under 18 år skal afhøres hos politiet, skal kommunen sende en repræsentant,

  1. når den pågældende efter det oplyste ikke tidligere har været sigtet,
  2. når der efter det oplyste kan blive tale om fremstilling i retten med varetægtsfængsling af den pågældende,
  3. når den pågældende selv eller dennes forældre efter det oplyste ønsker, at en repræsentant for kommunen er til stede, og
  4. når den pågældende er under 15 år, medmindre der er tale om rene bagatelsager, eller forældrene efter det oplyste vil være til stede.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte bør kommunen så vidt muligt sende en repræsentant til afhøringen.

Fredensborg Kommune deltager altid i afhøringer af børn/unge under 18 år som led i den tidlige forebyggende indsats. Også i de situationer, der falder udenfor ovennævnte oplistning.

Formålet med forvaltningens tilstedeværelse under afhøringer er at støtte barnet eller den unge og påse, at afhøringen foregår med en skånsomhed, der er afpasset sagens karakter og barnets eller den unges alder. Under afhøringen skal medarbejderen forholde sig neutral og må ikke deltage aktivt i udspørgningen.

Herudover arbejder Den Sociale Døgnvagt efter Servicelovens kapitel 11, hvor formålet er at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor. Vurderes en situation, at være så alvorlig, og et samarbejde med forældrene ikke muligt, kan medarbejderen anmode formanden for Børn- og Ungeudvalget om at træffe en foreløbig afgørelse med henblik på at anbringe barnet/den unge. Det kan være i sager, hvor

  • Forældrene har været så påvirket af euforiserende stoffer eller alkohol, at de ikke var i stand til at varetage omsorgen for barnet/den unge.
  • Hvor barnet/den unge har været udsat for overgreb, hvor dets sundhed og udvikling er i fare.

Center for Familie og Handicap vil på udvalgsmødet give en mundtlig orientering om opgaverne i Den Sociale Døgnvagt.

Kompetence

Social- og Seniorudvalget.

Indstilling

At Social- og Seniorudvalget tager orienteringen til efterretning.