Nr.20 - § 14 forbud til lokalplan L4

Sagsnr.: 17/27528

 

Beslutningstema

Stillingtagen til om, der skal ske igangsætning af procedure for nedlæggelse af § 14 forbud mod arealoverførsel mellem matrikler i landsbyen Dageløkke.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Ejerne af matrikel 24f og 34e i Dageløkke landsby ønsker at Fredensborg Kommune giver tilladelse til, at der kan foretages en omlægning af de matrikulære skel ved Lille Mosevej 22. På matriklerne ligger i dag én boligejendom med adressen Lille Mosevej 22.


  • På bilag 1 kan ses ønskerne til de nye matrikelskel i området
  • På bilag 2 kan ses et luftfoto med de nuværende matrikelskel for området

Som det fremgår af bilag 2, er det tydeligt der er tale om en lille landsby; masser af træer og grønne områder, og et beskedent antal huse. Området rummer kulturhistorisk værdi i form af udstykningsmønstret i rektangulære moselodder der tilsammen danner en slags sildebensformation. Bygningerne ligger langs med vejene, hvor terrænet er højest, og baghaverne med træer og græs ligger som et sammenhængende naturpræget område.  


Som det fremgår af bilag 1 ønskes matrikelskellene ændret meget markant. Den ønskede ændring indebærer at den ene matrikel får karakter af en koteletgrund.

Administrationens vurdering

Det er administrationens vurdering, at de matrikulære ændringer ønskes foretaget med det formål, at skabe mulighed for en ny boligejendom i Dageløkke. Boligejendommen vil komme til at ligge som en koteletgrund øst for den eksisterende boligejendom på Lille Mosevej 22. Der er ikke praksis for at give tilladelse til denne type ønsker. Dette skyldes en række forhold, hvoraf af de vigtigste for denne sag gennemgås nedenfor. Den aktuelle sag forlægges til politisk beslutning idet sagsbehandlingen har afdækket en række fejl i lokalplanen for området, som efter administrationen vurdering medfører, at kommunen ikke har hjemmel til at modsætte sig den ønskede matrikulære ændring. Administrationens vurdering er dog, at den matrikulære ændring bør forhindres. Årsagerne til dette fremgår af nedenstående.


Kommuneplan 2017

Dageløkke er en af kommunens små landsbyer. Som tidligere nævnt er Dageløkke omgivet af store områder med træer og marker, og med et kulturhistorisk særpræg i form af moselodderne. I Fredensborgs Kommuneplan er der fastsat retningslinjer for kommunens landsbyer, og her skal administrationen gøre særligt opmærksom på retningslinje 5.1.9:


”I landsbyer skal byggeri og anlæg, som ikke har tilknytning til det åbne land, være af begrænset omfang og respektere stedets landskabs-, natur- og kulturværdier. Der må kun ske begrænset nybyggeri til lokalt behov. […]”


Der er to væsentlige formål med denne retningslinje, som begge er beskrevet i kommuneplanen. Formålene er,


  • At sikre, at landsbyernes kvaliteter, kulturhistorie og særlige landskab fastholdes.
  • at det åbne land friholdes for yderligere byfunktioner og spredt bebyggelse, således at man fastholder en klar grænse mellem by og land. I supplement til dette kan tilføjes, at

Det er administrationens vurdering, at en tilladelse til den ønskede matrikulære ændring er i strid med begge formål. Den ønskede matrikulære ændring vil være et brud med landsbyens kulturhistorie og særpræg i form af de rektangulære moselodder. Dette brud vil i første omgang kun omhandle ejendommene ved Lille Mosevej 22, men andre ejere i området vil i princippet kunne søge om lignende ændringer. Tilladelsen vil derfor potentielt over tid kunne ændre strukturen for større dele af landsbyen.


De ønskede ændringer vil herudover være i strid med formålet om at fastholde en klar grænse mellem by og land. Det er både et formål i Planloven og i Fredensborgs Kommuneplan, at ny bebyggelse som udgangspunkt skal placeres i de større byer. Derfor er praksis ikke at fremme tiltag, som muliggør u-planlagt byvækst udenfor kommunens større byer. Skal der foretages yderligere byudvikling i landsbyerne, bør det ske ud fra en overordnet plan.


Lokalplan L4 for Dageløkke landsby

I 1987 blev der udarbejdet en lokalplan for Dageløkke landsby. Lokalplanen er efterfølgende blevet revideret i 2006. I lokalplanen står beskrevet, at et af planens væsentligste formål er, at fastlægge retningslinjer for de fremtidige udstykningsmuligheder i området. Fra lokalplanens redegørelsesdel, bestemmelser og kortbilag fremgår det tydeligt, at intentionen har været, ikke at give mulighed for væsentlige ændringer af matrikelskellene i området. Dette harmonerer med almindelig planlægningsmæssig praksis for mindre landsbyer og er som sagt også beskrevet i både Planloven og kommuneplanen. Desværre er der konstateret en række fejl i lokalplanen, som administrationen vurderer giver juridisk mulighed for at ændre på matrikelskellene i området.


Administrationen står derfor i den situation, at kommunen pga. fejl i lokalplan L4, ikke kan håndhæve dens egentlige formål, og derved heller ikke de formål, der er beskrevet i både Planloven og i kommuneplanen.


§ 14 forbud

I et sådan tilfælde kan kommunen benytte planlovens § 14 til at nedlægge et forbud mod tiltag som i juridisk forstand er tilladt i lokalplanen. Administrationen vurderer, at der i denne sag bør nedlægges et § 14 forbud.


Efter der er nedlagt et § 14 forbud har kommunen 1 år til at tilvejebringe et forslag til ny lokalplan for området. Administrationen anbefaler at der udarbejdes en ny lokalplan for området. Formålet med den nye lokalplan vil blive, at skabe overensstemmelse mellem planens bestemmelser og de faktiske forhold i området, og herved forhindre, at der fremadrettet foretages større matrikulære ændringer i område, således at de kulturhistoriske særpræg for Dageløkke landsby fastholdes.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planloven

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. Der nedlægges forbud efter planlovens  § 14 mod ændring af matrikelskel mellem matrikel 27f og 34e Dageløkke By, Humlebæk.

  1. Der udarbejdes en ny lokalplan til erstatning af lokalplan L4, således at bestemmelser og kortbilag bringes i overensstemmelse, og således at der i fremtiden kun kan foretages mindre matrikulære ændringer indenfor lokalplanområdet.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget (18-21) den 09-01-2018

Sagen udsættes.