Nr.76 - Skydebanerne i Langstrup Mose - mulige spor

Sagsnr.: 16/639

 
Hanne Berg (F)

Beslutningstema

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget og Fritids- og Idrætsudvalget skal tage stilling til skydebanernes fremtid i Fredensborg Kommune. Det besluttes hvilket spor den videre sagsbehandling skal følge.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget samt Fritids- og Idrætsudvalget har behandlet flere sager vedr. skydebanerne i Langstrup Mose. Udvalgene har bedt administrationen komme med forslag til fremtidig løsning til udvalgenes beslutning.

Fritids- og Idrætsudvalget besluttede den 6. april 2016, at drøfte sagen igen, når der foreligger en vurdering af mulighederne for at bevare skydebanerne i Langstrup Mose med reduceret støj og aktivitetsniveau. Administrationen har i samarbejde med Rambøll udarbejdet en vurdering, som blev fremlagt på et fælles temamøde for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget og Fritids- og Idrætsudvalget den 30. august 2016.  (Rambølls notat er vedlagt som bilag 1.)  

For yderligere oplysning om sagen henvises til tidligere behandlinger i de to udvalg samt hjemmesiden https://www.fredensborg.dk/politik/kommunen-i-udvikling/skydebaner-langstrup-mose

Der fremlægges fire mulige spor for det videre forløb for sagsbehandlingen af skydebanerne i Langstrup Mose. Det fremlægges her til polisk beslutning hvilket spor, der skal arbejdes videre med.

 

Centrale problemstillinger i hovedtræk.

Karlebo Flugtskydebane:

  • Det er uafklaret om påklaget landzonetilladelse stadfæstes af klagenævnet. Hvis det ikke sker, skal banen nedlægges.
  • Hvis landzonetilladelsen stadfæstes, skal den eksisterende miljøgodkendelse revurderes.
  • Der er pt. ikke en teknisk løsning på affaldsproblematikken. Aktuelt har foreningen ikke fremlagt en plan for effektiv opsamling af lerduer og plasthaglskåle på banens areal.
  • Det senest beregnede støjniveau overskrider miljøgodkendelsens grænseværdi. Indtil gældende vilkår revurderes har skydebanen frivilligt afstået fra deres faste søndagsskydning.
  • Støjen kan i nogen grad reduceres ved etablering af skydehuse og mindre støjskærme ved de eksisterende gangbroer. Dette reducerer ikke støjen i skudretningen. Etablering af sådanne anlæg vil kræve ny landzonetilladelse, § 3 dispensation og byggetilladelse.
  • Skydetiden kan nedbringes ved regulering i miljøgodkendelsen.

Langstrup Flugtskydebane:

  • Det er teknisk muligt at opsamle affald på den nuværende skydebane. Administrationen har dog endnu ikke vurderet, om metoden, som anvendes til fjernelse af affald i nedfaldsområde beliggende i en §3 eng, er hensigtsmæssig, og om den anvendte metode kan ændre tilstanden af området. Dette drøftes med skydebanen ved miljøtilsyn senere på året. Aktuelt foreligger dog ingen redegørelse fra foreningen om effektiv opsamling af lerduer og plasthaglskåle på banens areal.
  • Nedbringelse af støjniveauet i skudretningen kræver etablering af høje skærme (min. 6 meter). Etablering af sådanne anlæg vil kræve ny landzonetilladelse, § 3 dispensation (hvis de ligger inden for § 3 beskyttet område) og byggetilladelse. Der vil være tale om forholdsvis store anlæg, som bl.a. kan kræve kraftige fundamenter. Det skal afklares nærmere om det kan lade sig gøre at etablere sådanne anlæg så det i tilstrækkelig grad dæmper i skudretningen. Jordvolde vurderes som urealistiske på grund af manglende plads udenfor § 3 områder.
  • Skydetiden kan nedbringes ved regulering i miljøgodkendelsen.

Administrationen har i 2015 ladet Delta udføre akkrediteret måling af støj fra én standplads på hver skydebane. Målingerne viser, at støjniveauet for begge standpladser overskrider 70 dB (A), I.

 

Måleresultaterne er højere end de beregnede støjniveauer. Det kan muligvis skyldes, at de udgangsværdier, der anvendes ved beregning af støj fra flugtskydebaner i Danmark er for lave. Miljøstyrelsen er opmærksom på denne problematik, og styrelsen har netop besluttet at gennemføre en undersøgelse af udgangsværdierne for haglgeværer. Det forventes, at undersøgelsen gennemføres inden udgangen af 2016. Resultaterne vil dog først foreligge i 2017. Resultaterne af en sådan undersøgelse kan medføre, at resultater af de støjberegninger, der lægges til grund for sagsbehandlingen, vil ændre sig.

 

Støjgener fra skydebaner kan begrænses ved brug af to redskaber:

  • Reduceret støjniveau (det maksimale antal dB ved boliger)
  • Regulering af skydetid (f.eks. reduceret skydetid, skydning på begge baner i samme tidsrum og forbud mod skydning i ferieperioder, helligdage mv.)

For begge baner gælder, at støjniveauet kun i nogen grad kan nedbringes ved støjdæmpning eller ved ændring af skudretninger. Dette skyldes bl.a. begrænsninger ift. anlæg i §3 områder. (Notat om praksis for dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 er vedlagt som bilag 2.)

Det bedste redskab til færre støjgener på skydebanernes nuværende placering er regulering af skydetiden. Aktuelt er banernes skydetider reduceret væsentligt og i nogen grad koordineret. Der er dog tale om en midlertidig, frivillig aftale, som udløber med udgangen af 2016.

Med hensyn til miljøgodkendelse og revurdering af eksisterende vilkår, er skydebaner underlagt standardvilkår. (Standardvilkår gældende for udendørs skydebaner er vedlagt som bilag 3.) Der er mulighed for at fravige eller skærpe disse vilkår, hvis der foreligger miljømæssige begrundelser herfor. Hvis krav til støjniveau i dB og skydetid skærpes i forhold til Miljøstyrelsens vejledning om skydebaner, skal disse ligeledes være miljømæssigt begrundede. Det vurderes, at sådanne begrundelser foreligger for skydebanerne i Langstrup Mose.

 

Der foreligger ikke en effektiv, teknisk løsning på affaldsproblemet på Karlebo Flugtskydebane. Ingen af banerne har i deres ansøgninger om miljøgodkendelse redegjort for, hvordan affaldet kan opsamles effektivt.

På baggrund af disse centrale problemstillinger har administrationen identificeret fire mulige spor for det videre arbejde. Det lægges op til udvalgets beslutning hvilket spor, der skal følges. For hvert spor er angivet hvad dette spor i hovedtræk indebærer og en række af de væsentligste risikofaktorer for det videre forløb. Det er muligt indenfor hvert spor at anlægge enten en restriktiv eller mildere tilgang til regulering af støjniveauet jf. rapport fra Rambøll.

 

Spor 1: Begge skydebaner bevares på nuværende placeringer i Langstrup Mose – 2 skydebaner

Spor 1 forudsætter, at de to skydebaner sagsbehandles i en koordineret, samtidig proces med henblik på at opnå koordinerede vilkår.

Spor1 indebærer følgende:

  • Begge baner bliver på de nuværende placeringer.
  • Der udarbejdes lejeaftale med vilkår for Karlebo Flugtskydebanes anvendelse af kommunal grund
  • Revurdering af miljøgodkendelsen af Karlebo Flugtskydebane afventer Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om landzonetilladelsen.
  • Begge flugtskydebaner anmodes om at redegøre for, hvordan der kan ske en effektiv opsamling af skydebaneaffald særligt i den del af nedfaldsområderne der er beliggende i §3 områder.
  • Revurdering af miljøgodkendelsen af Langstrup Flugtskydebane afventer afklaring af situationen for Karlebo Flugtskydebane.
  • Begge baner fremsender nye og gennemarbejdede støjberegninger.
  • Når det samlede grundlag foreligger, indleder administrationen en koordineret sagsbehandling, med henblik på at opnå en helhedsløsning for skydetid og støjniveau.
  • Det vurderes, at eventuelle nye oplysninger fra Miljøstyrelsen om støj fra haglgeværer i givet fald vil foreligge, inden sagsbehandlingen af en helhedsløsning er afsluttet.

Risikofaktorer:

  • At Karlebo Flugtskydebane ikke opnår landzonetilladelse.
  • At Karlebo Flugtskydebane ikke finder en løsning på affaldsproblemet.
  • At skydebanerne ikke kan opnå landzonetilladelse og evt. § 3 – dispensation til de tekniske anlæg, der er nødvendige for at begrænse støj. I så fald kan støjen fra banerne kun reguleres gennem begrænset skydetid.
  • At nye oplysninger fra Miljøstyrelsen medfører, at banerne i praksis ikke kan forblive i Langstrup Mose.

Spor 2: Begge skydebaner bliver i Langstrup Mose, ny placering inddrages til Karlebo Flugtskydebane – 2 skydebaner

Spor 2 forudsætter, at de to skydebaner sagsbehandles uafhængigt af hinanden, fordi plangrundlaget for en sagsbehandling af Langstrup Flugtskydebane foreligger, mens der er uafklarede omstændigheder for Karlebo Flugtskydebane.

 

Spor 2 indebærer følgende:

  • Langstrup Flugtskydebane forbliver på den nuværende placering.
  • Revurdering af miljøgodkendelsen af Langstrup Flugtskydebane indledes nu. Samtidig indledes sagsbehandling af den ansøgte udvidelse med en ny standplads, som kræver § 3 dispensation.
  • Langstrup flugtskydebane anmodes om at redegøre for, hvordan der kan ske en effektiv opsamling af skydebaneaffald særligt i den del af nedfaldsområderne der er beliggende i §3 områder.
  • Karlebo Flugtskydebane fortsætter på sigt ikke på den nuværende placering.
  • Karlebo Flugtskydebane og administrationen samarbejder om at finde en ny egnet placering af skydebanen i Langstrup Mose (Se forslag fra Karlebo Flugtskydebane bilag 4).
  • Såfremt ny placering omfatter kommunal ejendom skal ejer/lejer forhold afklares.
  • Finansiering af nyt anlæg og faciliteter skal afklares.
  • Hvis ny placering findes skal der ske oprydning af det kommunale areal som Karlebo Flugtskydebane fraflytter.
  • Hvis ny placering findes, skal Karlebo Flugtskydebane ansøge om landzonetilladelse, miljøgodkendelse og byggetilladelse.
  • I tilfælde af nye oplysninger fra Miljøstyrelsen om støj fra haglgeværer, er det muligt at gennemføre en ny revurdering af miljøgodkendelsen af Langstrup Flugtskydebane.  Det vurderes, at sagsbehandlingen af Karlebo Flugtskydebane på en ny placering ikke vil være afsluttet før der kan foreligge nye oplysninger fra Miljøstyrelsen.

 Risikofaktorer:

  • At der ikke opnås landzonetilladelse og evt. § 3 dispensation til de tekniske anlæg, der er nødvendige for at begrænse støj fra Langstrup Flugtskydebane. I så fald kan støjen kun reguleres gennem begrænset skydetid.
  • At der ikke kan findes en egnet placering til Karlebo Flugtskydebane i Langstrup Mose. Forhindringerne kan være manglende plads og konflikt med § 3 – beskyttet natur mm. Der skal desuden kunne opnås landzonetilladelse og byggetilladelse til de samlede tekniske anlæg.
  • Der mangler en teknisk løsning på oprydning af affaldsproblemet på Karlebo Flugtskydebane.
  • At nye oplysninger fra Miljøstyrelsen medfører, at støjen fra skydebanerne er undervurderet.
  • At nye oplysninger fra Miljøstyrelsen medfører, at banerne i praksis ikke kan forblive i Langstrup Mose.

Spor 3: Begge skydebaner flytter til én ny fælles lokalitet – 1 skydebane

Spor 3 forudsætter, at begge baner flyttes fra Langstrup Mose til en ny fælles lokalitet. Det betyder, at administrationen, med afsæt i den indledende udpegning fortsætter processen for at finde en egnet lokalitet til et nyt moderne anlæg med effektiv begrænsning af støj.

Spor 3 indebærer følgende:

  • Administrationen gennemfører en udvidet screening for at udpege områder i kommunen (kommunale og private arealer), hvor det er muligt at placere et skydebaneanlæg, og identificerer i samarbejde med foreningerne én eller flere mulige lokaliteter. Placering på nyt areal ved Langstrup Mose inddrages som en mulighed. 
  • Der skal findes en model for køb, mageskifte eller salg af de arealer, Langstrup Flugtskydebane ejer og benytter i dag, og skydebanen skal frivilligt indgå en sådan aftale.
  • Såfremt ny placering omfatter kommunal ejendom skal ejer/lejer forhold afklares.
  • Hvis ny placering findes, skal der ske oprydning af det kommunale areal som Karlebo Flugtskydebane fraflytter.
  • Finansiering af nyt anlæg og faciliteter skal afklares.
  • De to foreninger skal udvikle en samarbejdsmodel og en økonomisk model for et fælles anlæg.
  • Planforhold skal evt. bringes i orden på ny lokalitet (f.eks. ift. transportkorridor, kommuneplan, lokalplan).
  • Foreningerne skal sammen udføre de nødvendige ansøgninger til det nye fælles anlæg og anvendelsen af dette.
  • Ansøgninger skal sagsbehandles.
  • Nyt anlæg skal etableres
  • Der skal gennemføres en afsluttende oprydning af skydebaneaffald og fjernelse af tekniske anlæg på begge baner i Langstrup Mose. Finansiering af dette skal afklares.

Et nyt skydebaneanlæg vil kræve landzonetilladelse, miljøgodkendelse og byggetilladelse. Etablering af jordvolde vil kræve tilladelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven § 19 og evt. § 33.

I perioden hvor muligheder for et nyt anlæg undersøges, og et nyt anlæg etableres, er der behov for regulering af støj og andre miljøforhold, herunder håndtering af affald, på de to nuværende flugtskydebaner. Det kan ske på følgende måder:

  • Dialog med skydebanerne om en fortsat frivillig aftale om skydetider baseret på den nuværende aftale, der kun gælder i 2016.
  • Påbud vedr. håndtering af affald med afsæt i standardvilkår for skydebaner, der er mere præcise end de vilkår, der står i de nuværende miljøgodkendelser.
  • Revurdering af de eksisterende miljøgodkendelser. Dette er dog en forholdsvis omfattende proces for en midlertidig løsning, men en mulighed.

Samlet skønnes et nyt anlæg at kræve en investering på 2 – 5 mio. kr. til maskinhuse og strømforsyning til kastemaskiner, etablering af standpladser evt. med støjafskærmning, klubhus, parkeringsarealer, evt. adgangsvej, etablering af støjvolde og terrænregulering. Derudover vil der være omkostninger til afvikling af de eksisterende baner.  

 Risikofaktorer:

  • Hvis Langstrup Flugtskydebane ikke frivilligt ønsker at flytte.
  • Alternativt vil flytning af kun den ene bane udenfor Langstup mose medføre, at to områder i kommunen påvirkes af støj fra skydebaner.
  • Der kan ikke findes en egnet lokalitet i kommunen, som kan rumme en skydebane.
  • Naboer til en ny lokalitet udenfor Langstrup Mose vil opleve en ny støjkilde i lokalområdet, dog væsentligt begrænset ift. det støjniveau der i dag er i mosen.
  • Der kan ikke findes finansiering af et nyt anlæg.
  • Processen bliver langvarig og forlænges, hvis landzonetilladelse og miljøgodkendelse af det nye anlæg påklages.
  • Der skal afsættes tid til opbygning af banen.
  • Der mangler en teknisk løsning på oprydning af affaldsproblemet på Karlebo Flugtskydebane.

Spor 4: Skydebanerne forsøges lukket eller reguleret mest restriktivt – 1 skydebane begrænset niveau

 

De juridiske forhold omkring muligheder for lukning af skydebanerne er gennemgået i et juridisk notat. (Notatet er vedlagt som bilag 5). Det fremgår af notatet, at de nedenstående tre situationer kan føre til lukning af skydebanerne:

  1. Lukning på grund af manglende mulighed for overholdelse af nødvendige tilladelser.
  2. Lukning som følge af tilsyn
  3. Lukning på grund af væsentlig forurening

Der konkluderes følgende i notatet:

Det gælder for begge skydebaner, at miljøgodkendelserne skal revurderes, hvilket de har fået meddelelse om.

For Karlebo Flugtskydebanes vedkommende er den enkleste mulighed, at kommunen som ejer af arealet kan beslutte at banen skal lukke. Vælges denne løsning skal der ske oprydning af det kommunale areal som Karlebo Flugtskydebane fraflytter.

For Langstrup Flugtskydebane gælder det at:

Ad 1) Skydebanen har de tilladelser, der er nødvendige til at drive den nuværende skydebane. Det er derfor ikke muligt at lukke banen med henvisning hertil.

Ad 2) Kommunen har ikke ved miljøtilsyn med skydebanen konstateret overtrædelser af de nugældende miljøgodkendelser, som var af en karakter, der kunne begrunde et forbud mod den fortsatte drift af banen.

Ad 3) På nuværende tidspunkt findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for i medfør af § 41 i Miljøbeskyttelsesloven at forbyde fortsat drift af banen

 

Det er således administrationens vurdering, at kommunen kan beslutte at lukke Karlebo Flugtskydebane ved at inddrage brugsretten til arealet, men at kommunen på nuværende tidspunkt ikke har hjemmel til at lukke Langstrup Flugtskydebane. Dermed vil dette spor i praksis betyde, at der fremadrettet er én skydebane i mosen. Såfremt det ønskes at nedbringe skydeaktiviteten i kommunen mest muligt, kan der anlægges en saglig, miljømæssigt begrundet restriktiv linje overfor Langstrup Flugtskydebane.

 

Administrationens vurdering

Om spor 1 kan lade sig gøre afventer især NMKs afgørelse på klage over landszonetilladelse. Administrationen anbefaler dog uanset NMKs afgørelse ikke spor 1, hvilket især er begrundet i støjniveau fra Karlebo Flugtskydebane og vanskelige rammer ift. støjdæmpning i §3 området, samt at der ikke findes en teknisk løsning på håndtering af affald i §3 området. Skydebanen er selv klar over disse vanskeligheder og ønsker selv en ny placering.

Valget mellem spor 2, 3 og 4 går bl.a. på det centrale valg om der i Fredensborg Kommune skal være én eller to flugtskydebaner. Ud fra et myndighedsperspektiv er én flugtskydebane væsentligt enklere at regulere. Én skydebane vil også i højere grad kunne tilgodese hensynet til naboer. Over for det står hensynet til foreningerne, der såfremt skydebanerne skal flytte sammen (spor 3) vil skulle fusionere de to foreningers kultur og brugere. Såfremt Karlebo Flugtskydebane lukkes (spor 4), vil der sandsynligvis blive behov for at håndtere de mange ekstra brugere på Langstrup Flugtskydebane. Dette er blot nogle af de overvejelser, der kan ligge til grund for valg af spor, der dog i den sidste ende vurderes at være et valg der er op til beslutning i udvalget.

Som det fremgår af ovenstående, er der i alle spor en række forudsætninger og en række risikofaktorer, som har afgørende betydning for, om de enkelte løsninger bliver mulige i praksis. Løsningerne kan derfor ikke på forhånd loves gennemført 100 % som beskrevet. For hver løsning vil der i det videre arbejde blive fremlagt et antal sager i den videre sagsbehandling til beslutning for rette udvalg.

 

Sagsbehandling siden Byrådsmødet den 31. oktober 2016

 

Klage over landzonetilladelse.

Naboer, bestyrelsesmedlemmer i foreningen Langstrup Mosens Venner og Danmarks Naturfredningsforening har klaget over Fredensborg Kommunes afgørelse af 19. maj 2015 om meddelelse af landzonetilladelse til fortsat anvendelse af matr. nr. 3ae, Niverød By, Karlebo til flugtskydebane samt til de dertil eksisterende anlæg.

 

Natur- og Miljøklagenævnet har den 2. november 2016 stadfæstet kommunes afgørelse. Afgørelsen betyder, at der ikke planmæssigt er noget til hinder for at Karlebo Flugtskydebane fortsætter på den nuværende lokalitet. Afgørelsen omfatter alene den påklagede landzonetilladelse, herunder om det ansøgte vil stride mod de hensyn, der skal varetages ved administration af planlovens landzonebestemmelser.

 

Nævnet tager ikke stilling til, hvorvidt aktiviteterne på flugtskydebanen kræver en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, der tages endvidere ikke stilling til spørgsmål om miljøskadeloven og miljøbeskyttelsesloven samt naturbeskyttelseslovens § 52 om pleje. Dette må i givet fald afgøres af Fredensborg Kommune som første instans.

 

Støjmæssige forhold samt omfanget af skydebaneaktiviteterne og muligt affald som følge heraf skal reguleres i en eventuel ny miljøgodkendelse.

Nævnet finder ikke, at der er noget til hinder for, at Fredensborg Kommune har meddelt en landzonetilladelse, før der er foretaget en revurdering af den eksisterende miljøgodkendelse.

 

Klage vedr. støjmålinger

Natur- og Miljøklagenævnet har den 7. november truffet afgørelse efter § 91 i miljøbeskyttelsesloven. Natur- og Miljøklagenævnet afviser klagen.

 

Der er tale om en afgørelse om en klage over den afgørelse, som Plan-, Miljø- og Klimaudvalget traf den 2. marts 2016. I afgørelsen afviste kommunen at nedlægge forbud mod fortsat drift af skydebanerne. Dette skete med henvisning til at sagen skulle tilbage på det oprindelige spor, jf. beslutning samme dag i udvalget om at fortsætte arbejdet med at revidere skydebanernes godkendelsesgrundlag og undersøge om det er muligt at placere skydebanerne ved Kejserdal eller andre steder. Afgørelsen blev indbragt for Statsforvaltningen af Mosens Venner, beboere i området og Danmarks Naturfredningsforening, der klagede over, at udvalget ikke traf afgørelse om forbud mod drift med henvisning til, at den foretagne støjmåling viste et højere støjniveau end skydebanerne havde tilladelse til i miljøgodkendelserne og højere end grænseværdien i Miljøstyrelsens vejledning. Statsforvaltningen oversendte sagen til behandling i Natur- og Miljøklagenævnet.

 

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet beslutning om, at afvise klagen. Det er nævnets opfattelse, at der reelt er tale om en tilsynsafgørelse, som ikke kan påklages til nævnet. Nævnet bemærker, at Fredensborg Kommunes afgørelse er meddelt efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 3, hvorefter kommunen som tilsynsmyndighed kan nedlægge forbud mod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet, hvis forureningen ikke kan nedbringes. Nævnet bemærker at kommunens afgørelse er truffet i forlængelse af en støjmåling, som viste, at de gældende miljøgodkendelser for skydebanerne ikke var overholdt. Nævnet bemærker, at § 41, stk. 3, ikke kan bruges i en situation, hvor tilsynsmyndigheden har konstateret, at en tidligere meddelt miljøgodkendelse ikke er overholdt. Nævnet finder, at et eventuelt forbud mod fortsat drift ville skulle meddeles efter miljøbeskyttelseslovens § 69 om tilsyn, og da en sådan afgørelse ikke kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, kan nævnet ikke behandle sagen.

 

Nævnet har alene taget stilling til, hvilken bestemmelse i Miljøbeskyttelsesloven, afgørelsen skulle træffes efter. Nævnet har ikke taget stilling til, hvorvidt kommunen efter den udførte støjmåling skulle have nedlagt et forbud mod fortsat drift, og nævnet har heller ikke taget stilling til, hvorvidt støjmålingen kunne eller skulle anvendes i sagsbehandlingen.

 

 

Haglnedfald og sikkerhedsgodkendelse af flugtskydebanerne

Der er stillet spørgsmål til haglnedfald i åen, på bevoksning og på Langstrup Stien fra skydning på Karlebo Flugtskydebane.

 

Skydebaner godkendes sikkerhedsmæssigt af politiet og synes hvert år af en skydebanesagkyndig fra politiet. For flugtskydebaner gælder en sikkerhedsafstand på 250 meter i skudretningen.

 

 

Fælles fagudvalgsmøde

På Byrådsmødet den 31. oktober 2016, blev det ved flertalsafgørelse vedtaget, at der snarest holdes fælles fagudvalgsmøde mellem Plan-, Miljø– og Klimaudvalget og Fritids– og Idrætsudvalget, hvor Borgmesteren deltager. Mødet afholdes den 21. november 2016.

 

Borgmesteren ønsker, at sagen på dette møde drøftes under følgende tre punkter: Forløb A: Etablering af nyt skydebaneanlæg, Forløb B: Fortsat drift af Karlebo Flugtskydebane og Forløb C: Fortsat drift af Langstrup Flugtskydebane. Diagrammer som viser mulige proces- og tidsforløb samt udvalgte risikofaktorer ved hvert forløb er vedlagt sagen som bilag 12.

 

Borgmesteren har foreslået, at der til projektet vedr. skydebanernes fremtid nedsættes en følgegruppe bestående af borgmesteren, formanden for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget Lars Simonsen, formanden for Fritids- og Idrætsudvalget Per Frost Henriksen, to repræsentanter fra Karlebo Sogns Jagtforening, to repræsentanter fra Asminderød-Grønholt Jagtforening, én repræsentant fra naboerne, én repræsentant fra Langstrup Mosens Venner og én repræsentant fra Danmarks Jægerforening.

 

Der lægges op til at der umiddelbart efter det fælles møde for de to udvalg træffes beslutning i sagen på ekstraordinært fagudvalgsmøde i hhv. Plan-, Miljø– og Klimaudvalget og Fritids– og Idrætsudvalget.


Proces- og tidsforløb er opdateret og vedlagt sagen som bilag nr. 17

Bevilling

Sagen har på det nuværende stade ingen bevillingsmæssige konsekvernser.

Retsgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven, Planloven og Naturbeskyttelsesloven.

Kompetence

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget for så vidt angår forhold vedr. planlov, miljøbeskyttelseslov og naturbeskyttelseslov.

Fritids- og Idrætsudvalget for så vidt angår forhold vedr. foreningsliv i kommunen.

Økonomiudvalget for så vidt angår kommunen som grundejer af det areal Karlebo Flugtskydebane benytter i dag og i forhold til evt. ny placering.

Indstilling

  1. At udvalget beslutter hvilket af de fire ovenstående spor for den videre sagsbehandling af skydebanerne i Langstrup Mose administrationen skal arbejde videre i.  
  2. At udvalget beslutter, om der i regulering af støj på løsninger med én eller to flugtskydebaner i Langstrup Mose skal anlægges en restriktiv linje.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 04-10-2016

Et flertal besluttede, at der af hensyn til miljøet arbejdes videre efter mulighederne i spor 4, men med det udgangspunkt,

 

·         at godkendelser indtil videre tager udgangspunkt i en meget restriktiv tilgang, både hvad angår skydetid og minimering af støj,

·         at der igangsættes en proces for nedlukning af Karlebo Flugtskydebane,

·         at mulighederne for ny placering for skydeaktiviteterne undersøges, herunder i forhold til mulighederne nævnt i spor 3.

 

For stemte 6:

B, O, F, C, Lars Søndergaard (V) og Carsten Nielsen (A).

 

Imod stemte 3:       

Susanne Rasmussen (V) og Per Frost Henriksen (A), der ønsker at arbejde videre efter spor 2, og Ergin Özer (A).

Beslutning i Fritids- og Idrætsudvalget den 05-10-2016


Et flertal besluttede at følge beslutningen i Plan-, Miljø-, Klimaudvalget fra d. 4.10 2016.


For stemte 4 medlemmer:

Charlotte Sander (A), Lars Søndergaard (V), Kristian Hegaard (B), Hossein Armandi (D).


Imod stemte 3 medlemmer:

Per Frost Henriksen (A) og Christian de Jonquiéres (C) idet de ønsker, der skal arbejdes videre med model 2.

Lars Egedal (V) idet han ønsker, der skal arbejdes videre med model 3.


Lars Egedal (V) begærede sagen behandlet i Byrådet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-10-2016

Drøftelse foretoges.

Beslutning i Byrådet den 31-10-2016

Borgmesteren foreslog, at der holdes et fælles udvalgsmøde mellem Plan-, Miljø,– og Klimaudvalget og Fritids– og Idrætsudvalget.


Der blev stemt om forslaget:


For stemte : 20 (Bo Hilsted (A), Carsten Nielsen (A), Charlotte Sander (A), Ergin Øzer (A), Hans Nissen (A), Per Frost Henriksen (A), Pia Bødtker (A), Sandra Grenaae (A), Thomas Lykke Pedersen (A), Allan Borgstrøm (Frie Liberale), Helle Abild Hansen (I), Flemming Rømer (O), Kim E. Jensen (O), Carsten Wulff (V), Charlotte Bie (V), Lars Egedal (V), Lars Søndergaard (V), Susanne Rasmussen (V), Thomas Elgaard (V), Tinne Borch Jacobsen (V))


Imod stemte: 7 (Kristian Heegaard (B), Lars Simonsen (B), Thomas von Jessen (C), Ulla Hardy-Hansen (C), Hossein Armandi (D), Hanne Berg (F), Henriette Brandt Pedersen (Ø))


På den baggrund blev det besluttet, at der snarest holdes fælles fagudvalgsmøde mellem Plan-, Miljø – og Klimaudvalget og Fritids –og Idrætsudvalget, hvor borgmesteren deltager.

Beslutning i Fritids- og Idrætsudvalget den 21-11-2016

 

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget samt Fritids- og Idrætsudvalget vedrørende sag om skydebanerne i Langstrup Mose

 

1) Der nedsættes til projektet vedr. skydebanernes fremtid en følgegruppe bestående af borgmesteren, de to fagudvalg, to repræsentanter fra Karlebo Sogns Jagtforening, to repræsentanter fra Asminderød-Grønholt Jagtforening, to repræsentant fra naboerne, to repræsentant fra Langstrup Mosens Venner, én repræsentant fra Danmarks Jægerforbund, og en fra Danmarks Naturfredningsforening.

Etablering af nyt skydebaneanlæg (jr. Proces- og tidsforløb A):

 

2) Der arbejdes for etablering af et nyt skydebaneanlæg (jf. proces-og tidsforløb A), idet skydebanerne/jagtforeningerne afsøger mulighederne for konkrete alternative placeringer (private såvel som offentligt ejede arealer) i eller uden for kommunen, der kan rumme begge flugtskydebaners aktiviteter. Administrationen bistår dette arbejde.

 

3) Skydebanerne og administrationen forelægger ét fælles forslag med henblik på politisk behandling senest ved udgangen af februar 2017.

 

4) Forslaget behandles på et fællesmøde mellem Fritids- og Idrætsudvalget og Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i marts 2017 med henblik på, at træffe beslutning om en fælles indstilling til Byrådet om den fremtidige placering af et nyt skydebaneanlæg. I forslaget angives et estimat på anlægsomkostninger til et nyt moderne skydebaneanlæg (hvor begge baners aktiviteter samles), herunder en skitse for de videre planer og processen for flytning.

 

5) Fortsat drift på Karlebo Flugtskydebane og Langstrup Flugtskydebane (jf. proces-og tidsforløb B og C):

 

I perioden frem til et nyt skydebaneanlæg er etableret og en flytning kan realiseres, fortsætter de to skydebaner deres aktiviteter på de nuværende placeringer i Langstrup Mose. Der anlægges i denne periode en saglig, miljømæssig linje overfor begge skydebaner i forhold til begrænsning af skydebanernes støj- og aktivitetsniveau. En linje der kan myndighedsgodkendes og som tilgodeser naboer og andre interessenter i bred forstand. Der forelægges en sag med en frivillig aftale herom for PMK i januar 2017.

 

Udvalget godkendte enstemmigt pkt. 1,2,3,4.

 

Pkt. 5 kom til afstemning:

 

For stemte: Per Frost Henriksen (A), Christian de Jonquiéres (C), Lars Egedal (V)

Imod stemte: Bo Hilsted (A), Kristian Hegaard (B), Hossein Armandi (D), Flemming Rømer (O), i det disse medlemmer ønsker at følge udvalgets tidligere beslutning i sagen.

 

Lars Søndergaard (V) undlod at stemme.

 

Lars Egedal (V) begærede sagen i Byrådet.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 21-11-2016

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget samt Fritids- og Idrætsudvalget vedrørende sag om skydebanerne i Langstrup Mose

 

1) Der nedsættes til projektet vedr. skydebanernes fremtid en følgegruppe bestående af borgmesteren, de to fagudvalg, to repræsentanter fra Karlebo Sogns Jagtforening, to repræsentanter fra Asminderød-Grønholt Jagtforening, to repræsentant fra naboerne, to repræsentant fra Langstrup Mosens Venner, én repræsentant fra Danmarks Jægerforbund, og en fra Danmarks Naturfredningsforening.

Etablering af nyt skydebaneanlæg (jr. Proces- og tidsforløb A):

 

2) Der arbejdes for etablering af et nyt skydebaneanlæg (jf. proces-og tidsforløb A), idet skydebanerne/jagtforeningerne afsøger mulighederne for konkrete alternative placeringer (private såvel som offentligt ejede arealer) i eller uden for kommunen, der kan rumme begge flugtskydebaners aktiviteter. Administrationen bistår dette arbejde.

 

3) Skydebanerne og administrationen forelægger ét fælles forslag med henblik på politisk behandling senest ved udgangen af februar 2017.

 

4) Forslaget behandles på et fællesmøde mellem Fritids- og Idrætsudvalget og Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i marts 2017 med henblik på, at træffe beslutning om en fælles indstilling til Byrådet om den fremtidige placering af et nyt skydebaneanlæg. I forslaget angives et estimat på anlægsomkostninger til et nyt moderne skydebaneanlæg (hvor begge baners aktiviteter samles), herunder en skitse for de videre planer og processen for flytning.

 

5) Fortsat drift på Karlebo Flugtskydebane og Langstrup Flugtskydebane (jf. proces-og tidsforløb B og C):

 

I perioden frem til et nyt skydebaneanlæg er etableret og en flytning kan realiseres, fortsætter de to skydebaner deres aktiviteter på de nuværende placeringer i Langstrup Mose. Der anlægges i denne periode en saglig, miljømæssig linje overfor begge skydebaner i forhold til begrænsning af skydebanernes støj- og aktivitetsniveau. En linje der kan myndighedsgodkendes og som tilgodeser naboer og andre interessenter i bred forstand. Der forelægges en sag med en frivillig aftale herom for PMK i januar 2017.

 

Udvalget godkendte enstemmigt pkt. 1, 2, 3, 4.

 

Pkt. 5 kom til afstemning:

 

For stemte: Per Frost Henriksen (A), Susanne Rasmussen (V).

 

Imod stemte: Carsten Nielsen (A), Lars Simonsen (B), Ulla Hardy-Hansen (C), Hanne Berg (F), Flemming Rømer (O), idet disse medlemmer ønsker at følge udvalgets tidligere beslutning i sagen og i det beslutningen ikke tilgodeser hensynet til naboer og natur i tilstrækkelig grad.

 

Ergin Özer (A) og Lars Søndergaard (V) undlod at stemme.

Beslutning i Økonomiudvalget den 12-12-2016

Drøftelse foretoges.

Beslutning i Byrådet den 19-12-2016

Sagen blev udsat jvfr. pkt 178.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 09-03-2017


Der blev taget udgangspunkt i kompromisforslag A og B, bilag 25 som behandlet på PMK og FIU den 9. marts 2017, som blev revideret på mødet.

 

Sagen drøftet.

 

Der foretoges afstemning.

 

Kompromisforslag A vedr. Karlebo Flugtskydebane:

For stemte:

Carsten Nielsen (A), Ergin Ôzer (A), Flemming Rømer (O), Thomas Bak (V).

Imod stemte:

Lars Simonsen (B), Ulla Hardy-Hansen (C), Hanne Berg (F), idet disse medlemmer ønsker, at følge udvalgets tidligere beslutning i sagenaf 4. oktober 2016, og idet beslutningen ikke tilgodeser hensynet til naboer og natur i tilstrækkelig grad.

Lars Søndergaard (V), idet han ønsker, at borgmesteren indgår i forhandling med de to parter.

 

Forslaget blev ikke vedtaget.

 

Kompromisforslag B vedr. Langstrup Flugtskydebane:

For stemte:

Carsten Nielsen (A), Ergin Ôzer (A), Flemming Rømer (O), Thomas Bak (V).

Imod stemte:

Lars Simonsen (B), Ulla Hardy-Hansen (C), Hanne Berg (F), idet disse medlemmer ønsker, at følge udvalgets tidligere beslutning i sagen, og idet beslutningen ikke tilgodeser hensynet til naboer og natur i tilstrækkelig grad.

Lars Søndergaard (V), idet han ønsker, at borgmesteren indgår i forhandling med de to parter.

 

Forslaget blev ikke vedtaget.

 

Carsten Nielsen (A), Ergin Ôzer (A), Flemming Rømer (O) og Thomas Bak (V) begærede sagen indbragt for byrådet.

Beslutning i Fritids- og Idrætsudvalget den 09-03-2017

Der blev taget udgangspunkt i kompromisforslag A og B, bilag 25, som behandlet på Plan-, Miljø- og Klimaudvalget og Fritids- og Idrætsudvalget den 9. marts 2017.


Sagen drøftet.


Der foretoges afstemning:

Kompromisforslag A vedr. Karlebo Flugtskydebane.

For stemte: Per Frost Henriksen (A), Charlotte Sander (A), Bo Hilsted (A), Flemming Rømer (O), Lars Egedal (V).

Imod stemte: Kristian Hegaard (B), Hossein Armandi (D), idet de ønskede at følge beslutningen på udvalgets møde den 5. oktober 2016.

Lars Søndergaard (V), idet han ønsker at borgmesteren indgår i forhandling med de to parter.


Forslaget blev vedtaget.


Kompromisforslag B vedr. Langstrup Flugtskydebane.

For stemte: Per Frost Henriksen (A), Charlotte Sander (A), Bo Hilsted (A), Flemming Rømer (O), Lars Egedal (V).

Imod stemte: Kristian Hegaard (B), Hossein Armandi (D), idet de ønskede at følge beslutningen på udvalgets møde den 5. oktober 2016.

Lars Søndergaard (V), idet han ønsker at borgmesteren indgår i forhandling med de to parter.


Forslaget blev vedtaget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-03-2017


Sagen er begæret i byrådet. Sagen blev drøftet.

Bilag

Bilag 1 Rambølls notat 29.09.2016 - Miljøregulering af to skydebaner.pdf
Bilag 2 Notat om praksis for dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.pdf
Bilag 3 Standardvilkår for udendørs skydebaner.pdf
Bilag 4 Foreløbigt udkast til projektbeskrivelse af ny bane.pdf
Bilag 5 Juridiske forhold om lukning af virksomheder.pdf
Noter fra Langstrup Moses Venner til Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 4. oktober 2016.pdf
Langstrup Mosens Venner Noter til foretræde Idræts- og Fritidsudvalgets møde 5 10 16 III.pdf
Mail - yderligere oplysninger vedr. sag 140 på byrådets dagsorden om Skyde.pdf
Mail - Skydebanerne i Langstrup Mose.pdf
Skydebanerne i Langstrup Mose - Kompromisforslag - skydeklubberne BY 31-10-2016.pdf
Kompromisforslag - skydeklubberne BY 31-10-2016.pdf
Bilag 12 - Proces- og tidsforløb.pdf
Dagsorden fælles fagudvalgsmøde PMK FIU 21. nov 2016.pdf
MST støjberegninger 101116.pdf
Vurdering af kommunens handlepligt.pdf
Mail om vurdering af kommunens handlepligt.pdf
Bilag Proces- og tidsforløb revideret pr 14.dec 2016
Planlagte Skydetimer på Langstrup Skydebane 2017.pdf
Bilag skydebanesag kompromisforslag Dec 2016.pdf
Bilag_Opgørelse af skydetid på flugtskydebanerne i Langstrup Mose_dec 20....pdf
Borgmesterens protokolforslag sag 179.pdf
VS Aktuel skydetid på Langstrup Flugtskydebane i 2016.pdf
VS Kompromisforslag - skydebanesagen - sag 179 på BY.pdf
RE Aktuel skydetid på Langstrup Flugtskydebane i 2016.pdf
Bilag 25 kompromisforslag skydebaner version 9.3.17.pdf