Nr.134 - Affaldssituationen på Karlebo Flugtskydebane – status og beslutning om næste skridt

Sagsnr.: 15/7535

 

Beslutningstema

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget skal tage stilling til, hvorvidt Fredensborg Kommune skal nedlægge forbud mod fortsat drift af Karlebo Flugtskydebane, indtil vilkår i miljøgodkendelse om renholdelse og fjernelse af affald på skydebaner er overholdt. Udvalget skal endvidere tage stilling til, om der også skal indgives politianmeldelse.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund


Driften af Karlebo Flugtskydebane er reguleret af vilkår i miljøgodkendelse af 2. marts 1998. I forhold til renholdelse og fjernelse af affald gælder følgende: 


”Vilkår 12: Karlebo Sogns Jagtforening påtager sig det fulde ansvar for områdets renholdelse og fjernelse af affald m.v. Dvs. at afskudte patronhylstre, nedskudte lerduer samt andet affald skal opsamles og bortskaffes via de kommunale ordninger efter særskilt aftale.”


Fredensborg Kommune har ved tilsyn konstateret, at Karlebo Flugtskydebanes ikke overholder dette vilkår.


Sagsforløb

Ved besigtigelse på skydebanen i marts 2015 har administrationen konstateret, at jagtforeningen gennem en årrække ikke har ryddet op på nedfaldsområdet i mosen. Lerduestumper og hele lerduer ligger spredt på nedfaldsområdet. Indenfor de områder, hvor de ikke-ramte lerduer falder ned, er der dannet store tuer af lerduer. Der ligger endvidere store mængder af plasthaglskåle fra de afskudte patroner. Det kan konstateres, at jorden visse steder indeholder store mængder lerduer og plasthaglskåle, som gennem årene er blevet overvokset af vegetation og dermed indlejret i det øverste jordlag. De lerduer og plasthaglskåle, der har været anvendt på skydebanen, nedbrydes ikke i naturen. Administrationen har på den ældste del af nedfaldsområdet fundet hele lerduer, som er produceret før 1990. (Billeder af områder med lerduer og plasthaglskåle før oprensning er vedlagt som bilag 1).


Fredensborg Kommune er som tilsynsmyndighed forpligtet til at føre tilsyn med, at vilkår fastsat i miljøgodkendelser overholdes. Administrationen indskærpede derfor den 26. maj 2015 overholdelse af nævnte vilkår 12.

Det fremgår af indskærpelsen, at store tuer af lerduer skal oprenses senest 1. juli 2015 og at hele nedfaldsområdet skal fremstå som oprenset på jordoverfladen senest den 1. april 2016.


Karlebo Sogns Jagtforening har herefter foretaget oprydning af to omgange – dels i forsommeren 2015 og dels i marts 2016. Begge gange har administrationen efterfølgende været på tilsyn.

 

Med tilsynsbrev af 21. juli 2015, blev oprensning af lerduetuer godkendt, dog med bemærkning om, at tørsugning ikke er tilstrækkelig til fuldstændig oprensning, og at der skal suppleres med mere manuel oprensning til vinter når hele området skal oprenses. På dette tidspunkt (juli 2015) er mosen dækket af vegetation og det resterende affald ikke synligt, men der er en hørbar knasen ved færden i mosen.


Ved tilsyn i marts 2016 kan det konstateres at der er områder med lerduer, der slet ikke er inddraget i oprydningen, og i og under den visne vegetation ligger der stadig mange lerduer og plasthaglskåle. Indskærpelsen tog sigte imod, at ”hele nedfaldsområdet skal fremstå som oprenset på jordoverfladen”. Administrationens samlede vurdering er derfor, at indskærpelsen af 26. maj 2015 ikke er efterkommet på tilfredsstillende vis.


Karlebo Sogns Jagtforening skal derfor senest 26. april 2016 dels redegøre for den udførte oprydning i mosen og dels fremsende en plan for, hvordan foreningen vil følge op med yderligere oprensning på jordoverfladen.


Fra april 2016 frem til marts 2017, har der således pågået sagsbehandling med henblik på at bringe jagtforeningen til at efterkomme indskærpelsen fuldstændigt senest den 1. april 2017 (Sagshistorik er vedlagt som bilag 2).


Administrationen har senest været på besigtigelse på skydebanen den 28., 29., 31. marts 2017 samt den 3. april 2017 (Udvalgte billeder fra tilsyn den 3. april 2017 er vedlagt som bilag 3).


Efter tilsyn den 3. april er det administrationens vurdering, at indskærpelsen af 26. maj 2015 fortsat ikke er efterkommet på tilfredsstillende vis.


Retsgrundlaget for håndhævelse

Da vilkår 12 om renholdelse og fjernelse af affald således ikke er overholdt, er der tale om et ulovligt forhold. Ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 68, skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovlig forhold lovliggjort, med mindre forholdet har underordnet betydning.

 

Administrativ håndhævelse

Kommunen kan håndhæve overtrædelsen af vilkåret administrativt efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 69, hvorefter tilsynsmyndigheden skal kræve, at det ulovlige forhold bringes til ophør. Efter § 69, stk. 1, nr.1 kan kommunen således forbyde fortsat drift på skydebanen indtil vilkåret om oprydning er opfyldt.

 

Dette håndhævelsesskridt standser driften af skydebanen midlertidigt, indtil vilkåret er overholdt. Det vil sige indtil hele nedfaldsområdet efter tilsynsmyndighedens vurdering fremstår som oprenset på jordoverfladen.

 

Det er efter praksis en forudsætning for at forbyde fortsat drift, at den, der er ansvarlig for driften ikke har vilje eller evne til at drive aktiviteten miljømæssigt forsvarligt. Der kan således kun nedlægges forbud mod fortsat drift, hvis det vurderes, at jagtforeningen ikke har vilje eller evne til at renholde området og fjerne affaldet, som beskrevet i miljøgodkendelsen.

 

Et mildere alternativ til et midlertidigt driftsstop, som i nogen situationer kan anvendes, er at fastsætte en længere tidsfrist for at bringe forholdene i orden. I dette tilfælde ville løsningen således være, at holde liv i indskærpelsen fra 2015 og give jagtforeningen en længere frist til at lovliggøre forholdene. Denne løsning vil indebære at skydningen kan fortsætte, og at der fortsat tilføres affald til området. For at sikre, at der sker en netto nedbringelse af affald fra området, vil denne løsning derfor indebære krav om løbende opsamling af affald, hvilket i mosen er vanskeligt.

 

Strafferetlig håndhævelse

Har en virksomhed ikke efterkommet eller forsøgt at efterkomme en indskærpelse inden for den givne frist, bør kommunen som tilsynsmyndighed i alle tilfælde vurdere, om der er grundlag for en politianmeldelse. I almindelighed bør der indgives politianmeldelse ved fristoverskridelse, med mindre særlige forhold taler imod dette.

 

Når der indgives politianmeldelse, kan politiet indlede en straffesag efter miljøbeskyttelseslovens § 110 med henblik på, at den ansvarlige for forholdet kan blive idømt en straf. Det er muligt at idømme juridiske personer, selskaber, foreninger mv. Straffen for overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven er som udgangspunkt en bøde. Der er også muligt at idømme den ansvarlige tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge den påbudte handling udført.

 

Hvis der indgives en politianmeldelse, er sagen i princippet ude af kommunens hænder, da det er politiet, som herefter afgør om anmeldelsen skal føre til efterforskning og tiltalerejsning. Dette håndhævelsesskridt har således ingen umiddelbar betydning for driften af skydebanen, som kan fortsætte uforandret.

 

Kommunen vil dog i en situation, hvor der er indgivet politianmeldelse, være forpligtet til også at iværksætte en administrativ håndhævelse over for det ulovlige forhold. Det vil således ikke være tilstrækkeligt for kommunen i den konkrete sag kun at indgive politianmeldelse og derudover ikke forholde sig til, at der fremdeles er et ulovligt forhold og en aktuel drift på banen.

 

Administrationens bemærkninger og vurderinger

 

Administrativ håndhævelse

Som det fremgår af den vedlagte sagshistorik, har der siden 2015 pågået løbende sagsbehandling.

 

På trods af mange besigtigelser på skydebanen og flere møder vedr. fældning, slåning, alternative opsamlingsløsninger, niveau af oprensning, fremsendelse af opsummerende skrivelser mm, har jagtforeningen den 1. april 2017 endnu ikke på tilfredsstillende vis iværksat den resterende oprydning i forhold til indskærpelsen, ligesom jagtforeningen ikke med rettidig omhu, på trods at påmindelser herom, har fremsendt arbejds- og tidsplan for oprydningen i 2017.

 

Jagtforeningen har i 2017 fældet krat og slået vegetation på nedfaldsområdet, som har været nødvendig for at få adgang til de områder af banen med mange lerduer, som jagtforeningen ikke inddrog i oprydningen i 2016.

 

På trods af, at områder med svært tilgængeligt affald herved er blevet forberedt til oprydning, er der kun udført oprensning på mindre dele af disse områder. Skydebanen har således ved oprydning både i marts 2016 og marts 2017 kun inddraget dele af nedfaldsområdet i oprydningen og har dermed undladt at renholde store dele af nedfaldsområdet.

 

I ugen op til 1. april 2017, har administrationen været på skydebanen 3 gange uden at se nævneværdige fremskridt i oprydningen, samtidig med at skydningen er fortsat som vanligt.

 

Det er administrationens opfattelse, at jagtforeningen ikke har accepteret niveauet for renholdelse, samt hvor stort et område der skal renholdes.

 

Ved oprydningen i 2017 har jagtforeningen valgt en dyr oprensningsløsning. Metoden er at ”støvsuge” affald op fra jorden. I de forsøgsområder, hvor støvsugning er afprøvet, efterlades områderne med store mængder affald i og ovenpå jorden. At metoden er dyr, sætter en naturlig begrænsning for, hvor stort et område, der er økonomi til at rengøre. Det er administrationens vurdering, at denne metode ikke kan stå alene, men at den skal suppleres med manuel oprydning for at opnå et tilfredsstillende resultat.

 

Manuel opsamling blev anvendt ved oprydningen i 2016. Her deltog jagtforeningens egne medlemmer i oprydningen. Jagtforeningen har ikke i denne omgang inddraget foreningen medlemmer.

 

Kommunen har den 15. marts 2017 formidlet kontakt mellem jagtforeningen og kommunens jobcenter, med henblik på at stille gratis arbejdskraft til rådighed for skydebanen til den manuelle opsamling. Jagtforeningen har ikke benyttet sig at dette tilbud. 

 

Administrationens vurdering ift. administrativ håndhævelse

På baggrund af ovenstående er det administrationens vurdering, at jagtforeningen ikke har vist tilstrækkelig vilje og evne til at renholde området og fjerne affaldet, som beskrevet i miljøgodkendelsen.

 

Kommunen reagerede i 2015 med en indskærpelse, som er det normale første håndhævelsesskridt. Nu to år efter må det konstateres, at indskærpelsen ikke har medført, at affaldsvilkåret i godkendelsen er efterlevet, og at der ikke er noget der tyder på, at det vil ske inden for en kort periode. 

 

Kommunens strategi de seneste to år med krav om affaldsfjernelse og udarbejdelse af handleplaner mm. har ført til, at en del affald er fjernet fra skydebanen, men ikke i tilstrækkelig grad.

 

Hvis kommunen fortsætter med at presse på for at få fjernet affald ved at forlænge tidsfristen og bede jagtforeningen om at udarbejde en ny handlingsplan for at lovliggøre forholdene, som alternativ til et driftsstop, vil det som tidligere nævnt indebære, at jagtforeningen løbende skal fjerne affald.

 

Det har ikke tidligere været praksis for jagtforeningen at opsamle affald løbende og det faktum at skydebanen er placeret i en mose gør, at det er meget vanskeligt at fjerne affald løbende på grund af det våde område og plantevækst i mosen.


Erfaringerne fra de seneste to år viser, at slåning af vegetation umiddelbart før oprensning giver de bedste muligheder for affaldsfjernelse. Det betyder i den nuværende situation, at forårstilvæksten i mosen, som er ved at skjule affaldet igen, skal slås endnu en gang inden oprydning kan blive effektiv. Slåning er dog kun mulig i perioden fra 15. juli – 15. marts af hensyn til fuglenes yngletid. Desuden vil slåning i gentagne år betyde en tilstandsændring ift. områdets § 3 beskyttelse efter naturbeskyttelsesloven hvor området vil skifte karakter fra mose til eng. Administrationen vurderer, at der vil kunne gives dispensation til slåning maksimalt 1-2 gange årligt. Slåning i perioden 15. juli -15. august vil være mest hensigtsmæssig.

 

Administrationen kan ikke anbefale dette alternativ til et driftsstop, da det i realiteten vil betyde, at jagtforeningen vil fortsætte skydningen uden at rydde affaldet op i mens. Næste skridt i sagen bør være et driftsforbud.

 

Det er således administrationens vurdering at kommunen skal håndhæve overtrædelsen af vilkåret administrativt efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, nr.1 og således forbyde fortsat drift på skydebanen indtil indskærpelsen om oprydning er opfyldt.

 

Kommunen har søgt ekstern juridisk rådgivning til dette spørgsmål, der støtter vurderingen.

 

Strafferetlig håndhævelse

Hvis der indgives en politianmeldelse er sagen i princippet ude af kommunens hænder, da det er politiet, som herefter afgør om en anmeldelse skal give anledning til efterforskning og tiltalerejsning. Dette håndhævelsesskridt har således ingen umiddelbar betydning for driften af skydebanen, som kan fortsætte uforandret.

 

Administrationens vurdering ift. strafferetlig håndhævelse

Det er administrationens vurdering, at der ikke skal anvendes

strafferetslig håndhævelse i denne sag, altså at kommunen ikke skal indgive politianmeldelse på nuværende tidspunkt. Administrationen anbefaler, at politianmeldelse først indgives, hvis driftsforbuddet ikke fører til, at der bliver ryddet op på området.

 

Karlebo Sogns Jagtforening er med brev af 25. april 2017 varslet i forhold til ovenstående og foreningen har fået en frist til den 5. maj 2017 til at udtale sig i sagen. Foreningens eventuelle bemærkninger er således ikke modtaget inden offentliggørelse af denne sag. Udvalget vil blive orienteret om eventuelle bemærkninger, før der træffes beslutning i sagen.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven

Kompetence

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

Indstilling

  1. At kommunen nedlægger forbud mod fortsat drift på Karlebo Flugtskydebane indtil miljøgodkendelsens vilkår 12 om renholdelse og fjernelse af affald på skydebanen er overholdt.

  1. At kommunen ikke indgiver politianmeldelse på nuværende tidspunkt, men først, hvis driftsforbuddet ikke fører til, at der bliver ryddet op på området.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 09-05-2017

Den administrative indstilling punkt 1 sat til afstemning.

 

For stemte 6: B, F, C, O, Ergin Özer og Carsten Nielsen (A)

Imod stemte 1: Thomas Bak (V), idet han ikke ønsker, at der skal være et driftsstop da aktiviteten ophører 2. september 2017

 

Undlod at stemme 2: Lars Søndergaard (V) og Rasmus Østrup Møller (A)

 

Den administrative indstilling blev vedtaget.

 

Thomas Bak (V), F og O begærede sagen i Byrådet.

 

Den administrative indstillings punkt 2 blev vedtaget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-05-2017

Sagen blev drøftet.