Nr.6 - Vederlag til formand og næstformand i Nordsjællands Park og Vej

Sagsnr.: 13/11667

 
Hanne Berg (F)

Beslutningstema

Anmodning til Statsforvaltningen om godkendelse af fast vederlag til formand og næstformand i Nordsjællands Park og Vej i den kommende byrådsperiode.

Sagsfremstilling og økonomi

Statsforvaltningen godkendte den 2. april 2014 et fast vederlag til formand på 70.000 kr. årligt og et fast vederlag til næstformand på 35.000 kr. årligt i det nyetablerede § 60-fællesskab ”Nordsjællands Park og Vej”.  Statsforvaltningen godkendte ikke anmodningen om faste vederlag til menige bestyrelsesmedlemmer.

 

Det fremgår af godkendelsen af vederlag til formand og næstformand, at godkendelsen er gældende frem til og med 2017, og at det kommunale fællesskab herefter på ny kan ansøge om godkendelse af fast vederlag.

 

Når Statsforvaltningen tager stilling til fastsættelse af faste vederlag, tager de udgangspunkt i principperne i cirk.skr. af 4. marts 1991.

 

Heraf fremgår, at honorering af hvervet som bestyrelsesmedlem, som udgangspunkt bør ske efter reglerne om mødediæter. Det betyder, at udgangspunktet er, at der kun kan betales mødediæter.  I tilfælde hvor mødeforberedelsen går ud over, hvad der normalt kan forventes, eller hvor der foreligger en betydelig arbejdsindsats, der ikke direkte er knyttet til selve mødevirksomheden, f.eks. forberedelsesarbejde, deltagelse i møder, forhandlinger, besigtigelser eller lignende, kan en fast vederlagsordning dog være berettiget. Det vil ofte være formanden og næstformanden, der har en sådan merbelastning, som ikke er knyttet til egentlig mødetid.

 

Udover tidsforbruget indgår også, hvorvidt fællesskabet har en omsætning af en vis størrelse.

 

Et højt tidsforbrug begrunder ikke i sig selv godkendelse af et fast vederlag. Karakteren og omfanget af det pågældende kommunale fællesskabs virksomhed indgår også i vurderingen af, hvorvidt der er grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt om en diætordning.

 

Statsforvaltningen henviser i deres afgørelse af 2. april 2014, der er vedlagt som bilag, til eksempler fra praksis. Udkast til anmodning, som er udarbejdet sammen med Helsingør Kommune, er tillige vedlagt som bilag.

 

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Det følger af § 3, stk. 6 i samarbejdsaftalen for Nordsjællands Park og Vej (NSPV), at

 

”Deltagerkommunerne fastsætter et årligt honorar for formand og næstformand, der forelægges Statsforvaltningen til godkendelse”.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At Statsforvaltningen anmodes om at godkende et fast årligt vederlag til formand og næstformand på henholdsvis 70.000 kr. og 35.000 kr. for perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2021.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-01-2017


Anbefaler administrationens indstilling. Økonomiudvalget foreslår, at formandskabet deles mellem Helsingør og Fredensborg Kommune i en valgperiode.


Helle Abild Hansen (I) stemte imod, i det det ønskes, at honorering skal ske efter regler om mødediæter.