Nr.19 - Evaluering af driftsaftale med Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio

Sagsnr.: 16/32791

 
Hanne Berg (F)

Beslutningstema

Aftalen mellem foreningen Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio og Fredensborg Kommune om drift af Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio fremlægges til evaluering.

Sagsfremstilling og økonomi

Driftsaftalen blev godkendt af Byrådet den 29. september 2014 og trådte i kraft den 1. oktober 2014. Af driftsaftalen fremgår det, at driftsaftalen skulle evalueres efter et år dvs. den 1. oktober 2015. Kulturudvalget besluttede dog at udskyde evalueringen af driftsaftalen til januar 2016. På Byrådets møde den 25. januar 2016 blev en præciseret driftsaftale godkendt og forlænget ét år til januar 2017, hvorfor driftsaftalen nu igen skal evalueres.

 

Den forrige sag om evaluering af driftsaftale for Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio er vedhæftet sagen som bilag (bilag 1). Driftsaftalen (bilag 2) og vedtægterne (bilag 3) er ligeledes vedhæftet sagen som bilag.

 

Driftsaftalen

Ved evaluering af driftsaftalen den 25. januar 2016 blev enkelte punkter præciseret overfor Foreningen Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio. Det blev specificeret i forhold til afholdelsen af Esrum Sø Rundt, at Fredensborg Gl. Bio skulle være ryddet og klargjort til afholdelse af Esrum Sø Rundt fra fredag kl. 18.00 den pågældende weekend.

 

Det blev ligeledes præciseret, at selvom Foreningen Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio varetager den indholdsmæssige drift af Fredensborg Gl. Bio, agerer foreningen som stedfortræder for kommunen og skal derfor leve op til de samme grundlæggende principper som en offentlig instans. Dette betyder blandt andet, at foreningen ikke kan nægte personer adgang til huset. Denne specificering blev tilføjet aftalen efter en klage hvor en forening ifølge klagen var nægtet behandling af deres henvendelser angående lokalereservation af Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio. 

 

Administrationens bemærkninger

Efter driftsaftalens begyndelse i oktober 2014 og et år frem var perioden præget af en del udfordringer vedrørende driften samt de ressourcer, som administrationen måtte bruge på Kulturhuset. Fra sidste evaluering og frem til i dag har driften af Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio været yderst stabil, og det har været et år uden de store udfordringer. Det er administrationens vurdering, at foreningen lever op til driftsaftalen, og at de indskærpede forhold er blevet efterlevet af foreningen.

 

Administrationen har kontaktet Foreningen Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio angående denne evaluering og givet foreningen mulighed for at præsentere egne kommentarer til det sidste års drift. Foreningen har dog ikke fundet anledning til at kommentere på evalueringen samt årets afholdte aktiviteter.

 

På Kulturudvalgsmødet den 8. februar 2017 vil forslag til driftsmodeller for Egedal Byens Hus blive præsenteret. I denne forbindelse skal Kulturudvalget diskutere, om man vil harmonisere driften af kulturhusene herunder Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio. Driftsmodellen vil træde i kraft fra 2018. Administrationen indstiller på denne bagrund, at driftsaftalen forlænges med ét år til den 1. januar 2018.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet. 

Indstilling

  1. At det anbefales overfor Byrådet, at ”Aftale mellem Fredensborg Kommune og Foreningen Kulturhuset Fredensborg Gamle Bio om drift af Fredensborg Bio” forlænges med ét år til den 1. januar 2018.

Beslutning i Kulturudvalget den 18-01-2017

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-01-2017


Anbefaler Kulturudvalgets indstilling.