Nr.15 - Kvalitetsstandarder 2017

Sagsnr.: 16/32264

 
Hanne Berg (F)

Beslutningstema

Godkendelse af kvalitetsstandarder 2017

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet skal hvert år efter budgetvedtagelsen, godkende det kommende års kvalitetsstandarder på ældre- og handicapområdet.

 

Handicaprådets høringssvar skal gerne foreligge til Byrådets behandling af Fredensborg Kommunes Kvalitetsstandarder for 2017, den 19. december.

 

På ældreområdet er der en kvalitetsstandard mindre end sidste år.

Årsagen til dette er at kvalitetsstandarderne vedrørende klippekortstimer og omsorgstimer samles til en kvalitetsstandard (omsorgsmæssige ydelser), idet det samlede beløb reduceres fra 1,8 mio. kr. til 1,1 mio. kr.

I revisionen af standarden er der lagt vægt på at ydelsen kan tildeles hjemmeboende borgere med særligt behov for støtte og at svage borgere uden netværk prioriteres.

I forbindelse med forlig om finanslov 2017, er der afsat midler til en klippekortsordning målrettet plejehjemsbeboere. Der fremlægges en ny sag for udvalget når puljebetingelserne er kendt.

 

I kvalitetsstandarden for forebyggende hjemmebesøg er målgruppen yderligere tydeliggjort, i forhold til den nye lovgivning.

 

I kvalitetsstandarden for ydelser i plejebolig er det præciseret at visitator visiterer til ”døren”, hvorefter personalet på det respektive plejecenter efterfølgende vil vurdere borgerens behov.

 

Kvalitetsstandarderne på handicapområdet gennemgik en større revision i forbindelse med handleplan 2015. Eftersom denne handleplan stadig følges tæt og vi forventer at det på sigt vil gøre en forskel og der fortsat er et stort krav om reduktion af udgifterne på handicapområdet, er der blot foretaget enkelte præciseringer og sproglige rettelser i kvalitetsstandarderne vedrørende handicapområdet.

 

Det skal dog nævnes at, i kvalitetsstandarden for Individuel Handicapkørsel er tilføjet, at det nu er muligt at bruge kørslen til læge, hospital, fysioterapeut etc.

 

Samtlige kvalitetsstandarder har været forelagt på skrift til Seniorrådet og Danske Handicaporganisationer.

Seniorrådet og Danske Handicaporganisationer har ligeledes været inviteret til drøftelse, hvilket Seniorrådet gjorde brug af. 

Mødet har resulteret i forskellige forslag til præciseringer. Administrationen har indarbejdet disse forslag til ændringerne i den udstrækning, det har været muligt og ligeledes under hensyntagen til om lovgivningen tillader det.

Retsgrundlag

Serviceloven og Sundhedsloven

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

At SSU godkender kvalitetsstandarderne for 2017

Beslutning i Social- og Seniorudvalget den 06-12-2016

Indstillingen godkendes idet udvalget noterer sig at Seniorråd og Handicapråd er hørt og de mulige ændringer indarbejdet i standarderne.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-01-2017


Anbefaler Social – og Seniorudvalgets indstilling.