Nr.12 - Humlebæk Boligselskab ansøger om etablering af sideaktivitetsselskab

Sagsnr.: 16/34681

 
Hanne Berg (F)

Beslutningstema

Humlebæk Boligselskab har fremsendt ansøgning om godkendelse af sideaktivitetsselskabet, Ejendomsservice Humlebæk-Fredensborg ApS. Byrådet skal tage stilling til ansøgningen.

Sagsfremstilling og økonomi

Humlebæk Boligselskab ønsker at oprette et sideaktivitetsselskab, der skal stå for udførelsen af grønne driftsopgaver for eksterne kunder, som er andre selskaber i ”Domea.dk familien” samt grundejerforeninger, andelsboligforeninger og ejerforeninger, som ligger i geografisk nærhed af Humlebæk Boligselskabs afdelinger. Ansøgningen er bilagt vedtægter for selskabet, stiftelsesdokument, referater fra organisationsbestyrelsesmøder den 27/9 og 2/11 2016 samt notat af 26/9 2016 fra BDO revision omhandlende forudsætningerne for etablering og drift af et sideaktivitetsselskab. Det fremgår af notatet fra BDO, at den ansøgte aktivitet vil være lovlig.


Kommunens tilsyn med almenboligområdet omfatter også en boligorganisations etablering og drift af et sideaktivitetsselskab.


Det fremgår af lov om almene boliger § 6, stk. 2, at en boligorganisation kan udføre aktiviteter, som har naturlig tilknytning til boligerne og administrationen af disse, eller som er baseret på den viden, boligorganisationen har oparbejdet gennem sin virksomhed. Da almene boligorganisationer har særlige skattefordele, kan sideaktiviteter, der udøves i konkurrence med private, kun foregå i regi af et skattepligtigt selskab. Herudover er der ganske stramme regler for sideaktivitetsselskabets virksomhed i øvrigt.


Humlebæk Boligselskab har på organisationsbestyrelsesmøde den 27. september 2016 besluttet at oprette et anpartsselskab, ”Ejendomsservice Humlebæk-Fredensborg ApS med det formål at udbyde og udføre ejendomsserviceopgaver for andre boligselskaber i Domea.dk familien samt grundejerforeninger, andelsboligforeninger og ejerforeninger, som ligger i geografisk nærhed til Humlebæk Boligselskabs afdelinger.


Boligselskabet angiver som begrundelse for oprettelsen af anpartsselskabet, at boligselskab i 2014 etablerede samdrift mellem boligselskabets 14 afdelinger således, at planlægning og daglig ledelse af afdelingernes drift foretages centralt fra et servicecenter.


Selskabets 15 ansatte er tilknyttet servicecenteret, hvilket sikrer større fleksibilitet i opgavedelegeringen og mindre sårbarhed i forhold til sygdom og ferie. Før samdriften var boligselskabets afdelinger tilknyttet 6 ejendomskontorer, som hver især ledede driften af egne afdelinger med egen ejendomsmester og egne ansatte.


Boligselskabet har samlet, ved udgangen af 2015, opgjort en årlig besparelse på driftskontiene på 15 % i gennemsnit for afdelingerne grundet etableringen af samdrift. Endvidere har selskabet konstateret, at omorganiseringen har medført en overkapacitet på ledelses- og maskinkraft på ca. 50 %, som ved udførelse af grønne driftsopgaver for eksterne kunder, vil blive udnyttet og medvirke til yderligere driftsbesparelser for boligselskabets afdelinger og sikre eksterne kunder i nærområdet en effektiv grøn drift af deres arealer til konkurrencedygtige priser.


Ledelsen i boligselskabets servicecenter udgøres af 1 kundechef, 3 driftsledere og 1 servicekoordinator. Ledelsestid, som indgår i anpartsselskabet, udlejes fra servicecenteret. Medarbejdere til udførelse af solgte opgaver i anpartsselskabet, vil blive ansat efter behov eller indlejes fra servicecenteret.


Boligselskabet råder over en velassorteret maskinpark med overskydende kapacitet. Maskinkraft i anpartsselskabet, vil blive indkøbt eller indlejet fra boligselskabets maskinpark. 


Selskabets bestyrelse udgøres af formanden og næstformanden for organisationsbestyrelsen i Humlebæk Boligselskab samt yderligere 6 medlemmer af organisationsbestyrelsen, som er udpeget blandt selskabets beboere. Kundechefen i boligselskabet er sideaktivitetsselskabets direktør.


Humlebæk Boligselskab oplyser, at sideaktivitetsselskabet etableres som et anpartsselskab med en anpartskapital på 50.000 kr., svarende til lovens minimum.


Humlebæk Boligselskab har vedlagt sin ansøgning et notat fra BDO revision, der dels udtaler sig om sideaktivitetsselskabets lovlighed, des selskabets forretningsmæssige muligheder. BDO udtaler således, at driften af sideaktivitetsselskabet kan tilføre Humlebæk Boligselskab et løbende positivt afkast, såfremt der etableres en fast kundekreds og realiseres overskud, som kan anvendes i driften af Humlebæk Boligselskab og derved være med til at begrænse det samlede administrationsbidrag over for afdelingerne eller alternativt at konsolidere egenkapitalen i boligorganisationen.


Administrationen tilslutter sig BDO’s konklusioner og er således dels enig i at etablering og drift af et sideaktivitetsselskab med det angivne formål, vil være lovlig, dels enig i, at der er interessante forretningsmæssige perspektiver i selskabet.


Administrationen bemærker endvidere, at der pr. 1. januar 2017 er trådt en lovændring af almenboligloven i kraft, som netop pålægger boligorganisationerne at effektivisere deres drift. Det er administrationens vurdering, at Humlebæk Boligselskabs initiativ med at udnytte eksisterende medarbejder- og maskinressourcer i et sideaktivitetsselskab, som omtalt, er i tråd med lovændringen.


Administrationen kan anbefale ansøgningen.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Almenboliglovens § 6 samt Bekendtgørelse om sideaktiviteter i almene boligorganisationer m.v.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At Humlebæk Boligselskabs ansøgning om at etablere et sideaktivitetsstelskab til udførelse af grønne driftsopgaver for eksterne kunder godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-01-2017


Økonomiudvalget anbefaler ikke at imødekomme ansøgningen.


Henriette Brandt Pedersen (Ø) tog forbehold.