Nr.38 - Lejerbo ansøger om godkendelse af lån med garanti til tagrenovering af Benediktehjemmet

Sagsnr.: 17/2669

 

Beslutningstema

Stillingtagen til ansøgning fra Bendiktehjemmet om godkendelse af låneoptagelse med kommunal garanti til finansiering af tagrenovering.

Sagsfremstilling og økonomi

Lejerbo, Fredensborg har den 23. januar 2017 på vegne af Bendiktehjemmet (som formelt er almene ældreboliger) fremsendt ansøgning om tilladelse til at optage et 30 årigt kreditforeningslån på 3.951.000 kr. til finansiering af en tagrenovering med solpaneler. Der ansøges samtidigt om 100 % garantistillelse for lånet.


Benediktehjemmet består af 48 plejeboliger ejet af den almene ældreboligafdeling og et serviceareal ejet af kommunen. Det bemærkes, at kommunen for sit vedkommende har afsat et budget på 1 mio. kr. til renovering af taget på den del af bebyggelsen, som kommunen ejer. Tagrenoveringen af Lejerbos del og kommunens del bør ses i sammenhæng.


Lejerbo har ved de sidste par års styringsdialogmøder gjort opmærksom på, at en renovering af taget på Plejecenter Benediktehjemmet var nært forestående. Lejerbo har nu indhentet tilbud herpå. Tilbuddet omfatter også solpaneler.


Det samlede renoveringsprojekt har en anlægsudgift på 3.951.000 kr., der ønskes finansieret med det omtalte kreditforeningslån.


Betaling af ydelserne på lånet indarbejdes i afdelingens budget med en forventet lejeforhøjelse på 56,53 kr. pr. m2 pr. år, eller 4,59 % til følge, hvilket således også giver en merudgift for de arealer, som kommunen betaler for.


Installationen af solpaneler og produktionen herfra forventes at have en værdi på ca. 70.000 kr. pr. år, hvilket vil kunne reducere den omtalte lejeforhøjelse med 1,65 % til 2,94 %.


Budgettet er godkendt af afdelingens bestyrelse samt af Lejerbos organisationsbestyrelse.


Lejerbo har sammen med ansøgningen fremsendt lånetilbud fra Nykredit. Det fremgår af lånetilbuddet, at lånet er betinget af en 100 % kommunal garanti.


Det er administrationens vurdering, at en renovering af taget på Bendiktehjemmet er nødvendig, at installation af solpaneler er en god idé, og at den ansøgte finansiering er fornuftig. Administrationen kan derfor anbefale ansøgningen, og herunder at kommunen godkender at stille den ansøgte garanti.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet garantistillelse for almene boligafdelinger ikke påvirker kommunens låneramme.

Retsgrundlag

Almenboligloven § 29, stk. 1 m.fl.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At det godkendes, at den almene ældreboligafdeling, Bendiktehjemmet optager kreditforeningslån på 3.951.000 kr. til finansiering af tagrenovering med solpaneler.

  1. At kommunen påtager sig at stille 100 % garanti for lånet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-02-2017

Anbefaler administrationens indstillinger.