Nr.201 - Godkendelse af rammeaftale for 2018

Sagsnr.: 17/16101

 

Beslutningstema

Godkendelse af Rammeaftale 2018 samt hovedstadsregionens fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisnings-område.

Sagsfremstilling og økonomi

Denne sagsfremstilling fremlægges i alle regionens 29 kommuner på foranledning af KKR Hovedstaden


Baggrund

Kommunerne har ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde og specialundervisning, herunder ansvaret for udarbejdelse af en årlig rammeaftale for det specialiserede social- og undervisningsområde.

Rammeaftalen består af to elementer


1. Udviklingsstrategien

2. Styringsaftalen


Rammeaftale 2018 omfatter både det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. I forbindelse med rammeaftalen fremlægges forslag til fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. I Rammeaftale 2016 udvalgte kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden udarbejdelse af fælles mål som et særligt tema. Dette arbejde er videreført i Rammeaftale 2017. De fælles mål skal styrke hovedstadsregionens samarbejde på det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet og skal udgøre rammen for samarbejdet i regi af rammeaftalen i perioden 2018-2021.


KKR Hovedstaden har på møde den 14. juni 2017 anbefalet, at kommunerne og Region Hovedstaden godkender Rammeaftale 2018 samt hovedstadsregionens fælles mål på det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet.

Rammeaftale 2018 skal ifølge lovgivningen være vedtaget senest den 15. oktober 2017.


Rammeaftale 2018

I Rammeaftale 2018 arbejdes der i retning af flerårige perspektiver i de udviklingsprojekter, fokusområder – og fremadrettet de fælles mål – der besluttes for området.

Rammeaftalen fokuserer på de konkrete aftaler, der er indgået for 2018 om styring og udvikling af det tværgående specialiserede social- og undervisningsområde.


Udviklingsstrategien:

Udviklingsstrategi i Rammeaftale 2018 omfatter aftaler for, hvordan udviklingen af det specialiserede social- og undervisningsområde kan understøttes fagligt og kapacitetsmæssigt.


Generelt oplever kommunerne, at der er sammenhæng mellem kommunernes behov og de højt specialiserede tilbuds udbud af pladser og ydelser inden for alle målgrupper. Der vurderes derfor ikke på nuværende tidspunkt at være behov for at indgå tværkommunale aftaler og/eller aftaler mellem kommunerne og Region Hovedstaden om konkrete reguleringer af tilbud eller pladser.


Udviklingsstrategien omfatter desuden aftaler om behandling af særlige temaer og fokusområder på tværs af kommunerne og regionen. Med afsæt i de bevægelser og tendenser, som kommunerne oplever på det højt specialiserede social- og undervisningsområde, er der udvalgt to områder, der vil være i fokus i forbindelse med det tværgående samarbejde og koordination i 2018.


       Børn og unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser og ADHD diagnosticeres i dag tidligere end førhen, og disse børn og unge har ofte et lavt funktionsniveau og andre samtidige diagnoser som angst m.v. Kommunerne oplever derfor et øget behovet for autismespecifikke tilbud, og flere kommuner forventer, at de vil få behov for at udvikle nye og alternative tilbud til børn og unge inden for disse målgrupper.


       Ældre med handicap og psykiske lidelser og behov for sundhedsfaglige indsatser. I takt med, at mennesker med handicap, psykiske lidelser, misbrug m.v. bliver ældre stiger behovet for sundhedsfaglige indsatser i forhold til aldring og aldersrelaterede sygdomme, som kan overskygge behovet for pædagogiske indsatser. Dette stiller krav om indsatser med nye kompetencer og en højere grad af tværfaglighed end tidligere.


Fokusområderne vil blive genstand for udviklingsprojekter i 2018 på tværs af kommuner og region med henblik på at skabe grundlag for, at kommuner og region får styrket forudsætningerne for at give målgrupperne indsatser og tilbud på et højt fagligt niveau til lavest mulige omkostninger.


Styringsaftalen:

Styringsaftalen i Rammeaftale 2018 er et redskab til at understøtte det kommunale samarbejde i hovedstadsregionen og samarbejdet mellem kommunerne og regionen. Styringsaftalen 2018 omfatter:

·          Aftale om udviklingen i udgifter per dag i de takstbelagte tilbud for perioden 2014-2018, som blev indgået på møde i KKR Hovedstaden den 24. april 2017.

·          Aftaler, takstmodel og procedurer, som skal understøtte samarbejde og dialog mellem brugerkommuner og driftsherrer om de konkrete forløb ved køb og salg af pladser

·          Ændringer i lovgivning og praksis giver anledning til enkelte nye elementer i Styringsaftale i Rammeaftale 2018, som har betydning for takstberegningen for 2018:

·          Præciseringer omkring principperne for anvendelse af flere takstniveauer i samme tilbud også kaldet takstdifferentiering.

·          Ændring af opsigelsesvarslet for specialundervisningstilbud og STU fra løbende plus 90 dage til løbende plus 30 dage, således at der er overensstemmelse med de øvrige tilbudstyper.

·          Justeringer i procedure for fastsættelse og opkrævning af beboeres egenbetaling i tilbud efter Servicelovens §§ 107-108 samt Servicelovens §§ 109-110.

Fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisning

I 2017-18 valgte kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden udarbejdelse og implementering af fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet som særligt tema for Udviklingsstrategien i Rammeaftalen.


De fælles mål behandles i KKR Hovedstaden, i de 29 kommuner og i Region Hovedstaden i perioden juni til oktober 2017. Når de fælles mål er politisk godkendt vil målene udgøre rammen for samarbejdet i regi af rammeaftalen i perioden 2018-2021. For at tydeliggøre dette vil målene blive integreret i Rammeaftale 2019.


De fælles mål skal styrke og fokusere det eksisterende samarbejde på tværs af kommuner og mellem kommuner og region i regi af Rammeaftalen. Ønsket er at fokusere på få områder, hvor vi yder en betydelig fælles indsats.


Formålet med de fælles mål er, at kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden sætter en fælles dagsorden på det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, der understøtter kommunernes ansvar for det højt specialiserede socialområde, herunder forsyningsansvaret for de højt specialiserede indsatser.

Kompetence

Byrådet

Indstilling

At Hovedstadsregionens Rammeaftale 2018, herunder Udviklingsstrategi og Styringsaftale godkendes

At Hovedstadsregionens fælles mål for det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområde godkendes

Beslutning i Social- og Seniorudvalget den 21-08-2017

Den administrative indstilling anbefales byrådet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 28-08-2017

Anbefaler Social – og Seniorudvalgets indstilling.