Nr.195 - Endelig vedtagelse af Vandforsyningsplan 2017

Sagsnr.: 16/20838

 

Beslutningstema

Endelig vedtagelse af Vandforsyningsplan 2017 efter offentlig høring.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet besluttede den 27. marts 2017 at sende Forslag til Vandforsyningsplan 2017 i 8 ugers offentlig høring.


Vandforsyningsplan 2017

Vandforsyningsplanen danner plangrundlaget for den fremtidige vandforsyning i kommunen. Den har til formål at sikre en god, tilstrækkelig og stabil vandforsyning til alle i kommunen med mindst mulig miljøpåvirkning til en rimelig pris. I planen er der angivet mål og retningslinjer for grundvandsressourcen, vandforbrug, vandkvalitet, forsyningssikkerhed og natur, energi og klima.

 

Udover at være et administrationsgrundlag for kommunen er vandforsyningsplanen et planlægningsgrundlag for vandforsyningerne samt borgernes mulighed for at få indblik i kommunens vandforsyning.

 

Forslag til planen blev udarbejdet i samarbejde med de almene vandforsyninger.

 

I forslag til planen fremgår det, at der er tilstrækkelig kapacitet til at imødekomme den forventede udvikling af vandbehov som følge af kommunens prognose for befolkningstilvækst på 5 % i 2027.


Offentlig høring og ændringer som følge af høringen

Forslag til Vandforsyningsplan var i offentlig høring fra den 6. april – 1. juni 2017.


I høringsperioden indkom der en enkelt bemærkning fra en borger, som påpegede en fejl vedr. placering af et forsinkelsesbassin på sin ejendom i plandelen i afsnit 9.2.2. Administrationen har i det endelige forslag til planen rettet denne fejl, da Forsyningen ikke længere arbejder med den løsning.


I høringsperioden blev der endvidere afholdt møde med Grundvandsrådet, hvor planen blev gennemgået. Efter mødet er der i samarbejde med vandværkerne foretaget mindre faktuelle rettelser i tabellerne i forudsætningsdelen i afsnit 4 vedr. kapacitetsberegninger.


Den opdaterede plandel og forudsætningsdel er vedlagt som bilag.


Administrationen vurderer på den baggrund, at Vandforsyningsplan 2017 kan vedtages endeligt.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning nr. 831 af 27. juni 2016.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Vandforsyningsplanen offentliggøres på kommunens hjemmeside og fremsendes til grundvandsrådet og Sundhedsstyrelsen.

Indstilling

  1. At Vandforsyningsplan 2017 vedtages endeligt med ovenstående rettelser.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 15-08-2017

Den administrative indstilling anbefales.

Beslutning i Økonomiudvalget den 28-08-2017

Anbefaler Plan, Miljø – og Klimaudvalgets indstilling.