Nr.185 - Hejrevangens Boligselskab afd. 5 - godkendelse af belåning til udskiftning af tag

Sagsnr.: 16/7202

 

Beslutningstema

Stillingtagen til ansøgning fra Hejrevangens Boligselskab afdeling 5 om optagelse af lån og lejeforhøjelse til finansiering af nyt tag.

Sagsfremstilling og økonomi

Boligkontoret Danmark har på vegne af Hejrevangens Boligselskab, afdeling 5 fremsendt ansøgning om kommunal godkendelse af låneoptagelse og lejeforhøjelse til finansiering af nyt tag.


Afdeling 5 har adresse på Boserupvej i Fredensborg og består af 60 tæt/lav, almene familieboliger, heraf 12 2-værelsesboliger og 48 4-værelsesboliger. Boligerne er opført i 1969 og huslejen udgjorde pr. 1. juli 2016 677 kr. pr. m2.


Afdelingen har behov for at udskifte boligernes tag og har efter nogle års overvejelser og diskussion om hvilket tag, man skulle vælge, besluttet at udskifte det nuværende asbesteternittag med betontagsten. Der vil i forbindelse med tagudskiftningen skulle foretages asbestsanering.


Det fremgår af ansøgningen, at tagudskiftningen og den deraf følgende lejeforhøjelse er godkendt på et afdelingsmøde den 31. oktober 2016.


Anlægsudgifterne for tagudskiftningen ser således ud:



Kr.

Håndværkerudgifter

25.524.700

Omkostninger

4.835.000

I alt

29.359.700


Der finansieres således:



Kr.

30-årigt realkreditlån

28.359.700

Trækningsret

1.000.000

I alt

29.359.700


Ydelsen på realkreditlånet forventes at udgøre 1.488.884 kr. pr. år. Der er ikke stillet krav om kommunal garantistillelse for lånet. Afdelingen bidrager med tilbagebetalingen af lånet ved at nedsætte det årlige beløb, der hensættes til vedligeholdelse, med 225.000 kr. Boligorganisationen yder et årligt lån fra dispositionsfonden på 500.000 kr. Endelig forhøjes lejen med 22,52 % pr. år, hvilket svarer til 829 kr. pr. m2 pr. år. En gennemsnitlig bolig vil stige med 1.061 kr. pr. måned.


Trækningsretten vedrører afdelingens opsparing i Landsbyggefonden, som afdelingen efter ansøgning kan trække ud til arbejder af den foreliggende karakter.


Administrationen bemærker, at boligerne i afdelingen før stigningen som følge af tagudskiftningen har den laveste kvadratmeterleje blandt de almene boliger i kommunen. Bl.a. på baggrund af drøftelser med boligselskabet på styringsdialogmøderne er administrationens vurdering, at den forholdsvis store lejestigning kan begrundes i, at afdelingen i en årrække har prioriteret en lav leje frem for hensættelser til vedligeholdelse.


Nærværende sag skal ses i sammenhæng med en tilsvarende ansøgning fra Hejrevangens Boligselskab, afdeling 6, der behandles som et særskilt punkt på denne dagsorden.


Boligselskabet ønsker at igangsætte arbejderne snarest.


Såfremt Byrådet vælger at afslå ansøgningen, vil det ikke være muligt for afdelingen at gennemføre tagudskiftningen.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssig betydning.

Retsgrundlag

Almenboliglovgivningen.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At ansøgningen fra Hejrevangens Boligselskab, afdeling 5 om optagelse af realkreditlån på 28.359.700 kr. til finansiering af nyt tag efterkommes.
  2. At den øvrige finansiering, herunder en lejeforhøjelse på 22,52 % godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 28-08-2017

Anbefaler administrationens indstillinger.