Nr.224 - Reetablering af Nordsjællands Brandvæsen

Sagsnr.: 15/38338

 

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til en opdatering af samordningsaftalen for det nye Nordsjællands Brandvæsen bestående af 4 kommuner.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet godkendte på sit møde 30. maj 2016 samordningsaftale for et nyt Nordsjællands Brandvæsen bestående af Rudersdal, Hørsholm, Allerød og Fredensborg Kommuner.


Processen med opløsningen af det tidligere Nordsjællands Brandvæsen – Helsingør Kommunes udtræden – har trukket ud og medført, at det ikke indtil nu har været muligt at få Statsforvaltningens godkendelse af hverken opløsning eller retablering af Nordsjællands Brandvæsen.


I den forløbne tid er der tillige vedtaget ændringer af beredskabsloven, som har betydning for samordningsaftalen.


Der er derfor anledning til at få opdateret den nye samordningsaftale således, at den er bedre i overensstemmelse med beredskabslovgivningen.


Opdateret samordningsaftale er bilagt sagen. Ændringer og tilføjelser til aftalen er anført med kursiv.


Der er sket en opdatering i forhold til følgende punkter:


§ 3, stk. 3 – Formål – er følgende tilføjet:


-       I det omfang Nordsjællands Brandvæsen i videre omfangbistår andre kommuner og regioner med lignende opgaver, forudsættes det, at disse kommuner/regioner indgår i et nærmere beskrevet forpligtende samarbejde med en eller flere af de deltagende kommuner om løsning af opgaven. Sådanne aftaler tilføjes særskilt denne samordningsaftale via en allonge.


Den hidtidige formulering - ”kan tilsvarende i begrænset omfang bistå andre kommuner og regionen med lignende opgaver” – kan i visse situationer være et utilstrækkeligt hjemmelsgrundlag i aftalen til at NSBV kan løse opgaver for ikke-deltagende kommuner, der hvor opgaven ligger ud over ”i begrænset omfang”. Med forslag til tilføjelse søges skabt et hjemmelsgrundlag for opgaveløsning af større omfang, som indebærer, at en ikke-deltagerkommune overdrager opgaveoverførslen til NSBV i forhold til den pågældende opgave, uden i øvrigt at være en del af NSBV.


§ 4, stk. 1 – Beredskabskommissionens sammensætning:

 

Der er nu i beredskabsloven skabt egentlig hjemmel til, at der kan vælges medarbejderrepræsentanter til beredskabskommissionen. Lovteksten er imidlertid formuleret sådan, at det er kommunalbestyrelserne, der skal udpege medarbejderrepræsentanterne.


Der foreslås på den baggrund denne formulering af bestemmelsen:


-       1 medarbejderrepræsentant, som vælges af de deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra medarbejderne


§ 4, stk. 7 – begrænsning i Politidirektørens stemmeret:

 

Det følger nu af beredskabslovens § 10, stk. 2, at Politidirektøren ikke har stemmeret i kommunale bevillingsspørgsmål.


Der foreslås denne tilføjelse til § 4, stk. 7:


-       Politidirektøren har ikke stemmeret i kommunale bevillingsspørgsmål.

 

 

§ 6, stk. 1:

 

Beredskabslovens § 23a omhandler beslutning om gebyr for tilslutning til og overvågning af brandtekniske installationer med automatisk alarmoverførsel til redningsberedskabet, gebyr for blinde alarmer og fastlæggelse af gebyrernes størrelse.


Med tilføjelse af § 23a til bestemmelsen overføres beslutningskompetencen herom til den fælles beredskabskommission.


§ 6, stk. 2:

 

Der laves en konsekvensrettelse i forhold til tilføjelsen til § 3, stk. 3, hvortil der henvises.


Den opdaterede samordningsaftale, som behandles sideløbende i alle 4 kommunalbestyrelser, fremsendes efterfølgende til godkendelse i Statsforvaltningen.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Beredskabsloven.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At Byrådet godkender den opdaterede samordningsaftale.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-10-2016

Anbefaler administrationens indstillinger.