Nr.253 - Godkendelse af revision af den økonomiske og finansielle politik

Sagsnr.: 15/40303

 

Beslutningstema

Godkendelse af revisionen af den økonomiske politik og finansielle politik.

Sagsfremstilling og økonomi

I hver byrådsperiode tages kommunens politikker op til eventuel revision og fornyet godkendelse.


Byrådet besluttede den 29. februar 2016, at den endelige godkendelse skulle afvente budgetvedtagelsen for 2017-2020.


Siden Byrådets sidste behandling af den økonomiske politik er der foretaget en enkelt justering. Dette vedrører italesættelsen af overførselsregler, således at der nu står, at overførselsreglerne skal sikre en hensigtsmæssig økonomistyring. Idet spørgsmålet om hvorvidt overførselsadgangen skal være +/- 5 pct. tages op i forbindelse med revitalisering af økonomistyringen i Fredensborg Kommune, som besluttet med vedtagelsen af Budget 2017-20.


Kommunens finansielle politik blev revideret i foråret 2016 og lagt op til godkendelse på Byrådets møde 20. juni 2016, hvor det efter drøftelse om kommunens investeringer i fossile brændstoffer blev besluttet, at denne også skulle tages op til fornyet godkendelse efter budgetvedtagelsen.


I budgetforliget for 2017-2020 blev det besluttet, at ”der i forbindelse med et kommende udbud af forvaltningen af kommunens obligationsbeholdning stilles krav om at der ikke investeres i aktier eller obligationer i kul-, olie- eller gasselskaber – selskaber på den såkaldte Carbon Underground 200 liste. Det forudsættes, at det er udgiftsneutralt”.


Det vil derfor være et krav ved kommende udbud af opgaven vedr. kapitalforvaltning, at der kan forvaltes i overensstemmelse med dette.


Den finansielle politik er justeret i forhold til dette.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At den økonomiske politik godkendes.
  2. At den finansielle politik godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 14-11-2016

Anbefaler administrationens indstillinger.