Nr.8 - Budgettering af Klimaprojekt i Kokkedal

Sagsnr.: 11/54284

 

Beslutningstema

Klimaprojektet er nu blevet detailbudgetteret og det er derfor muligt at indarbejde projektets bevillingsmæssige konsekvenser i kommunens budget. Indarbejdelse af bevillingerne og tilretning af kommunens medfinansiering håndteres i budgetrevisionssagen pr. 30/11 2015. Denne sag orienterer om den likviditetsmæssige påvirkning Klimaprojektet vil have på kommunens økonomi.

Sagsfremstilling og økonomi

Denne sag beskriver de konsekvenser som Klimaprojektet har for kommunens likviditet i kraft af, at kommunen midlertidigt skal lægge ud for betalinger til de dele af projektet som sker på kommunens grund.


I 2012 indgik Fredensborg Kommune en partnerskabsaftale med RealDania, Lokale- og Anlægsfonden, Fredensborg Forsyning og Boligselskaberne/landsbyggefonden om ”Klimaprojekt i Kokkedal”. Af sagen fremgik, at RealDania bidrager med 44,5 mio. kr., Lokale og Anlægsfonden med 5 mio. kr., Fredensborg Forsyning med 13,4 mio. kr.


Boligselskaberne/Landsbyggefonden bidrager med 35,4 mio. kr. til projektet.

Projektet er dog organiseret således at anlægsudgifterne inden for boligselskabernes område i udgangspunktet afholdes af boligselskaberne selv og dermed ikke skal indgå i det kommunale budget, ligesom Fredensborg Forsyning afholder en væsentlig del af deres medfinansiering selv. Resten af medfinansieringen fordeles og betales til boligselskaberne og kommunen efter aflevering af projektet. Det er de udbetalinger som kommunen står for, som vil påvirke kommunens likviditet i kraft af, at der er en forsinkelse mellem udbetalingerne til leverandører og afregningen for medfinansieringen fra de andre partnere i projektet både i det enkelte år og mellem budgetår.


Lokale- og Anlægsfonden udbetaler først sin medfinansiering når projektet afsluttes og der vil således være tale om et udlæg på 5 mio. kr.
Også Forsyningens medfinansiering kan først udbetales efter projektet er afsluttet, fordi det pga. vandsektorlovens reguleringsbestemmelser, ikke kan etableres som medfinansiering, men sker som overtagelse af anlæg. Forsyningens medfinansiering til anlæg på kommunale arealer er på 2,3 mio. kr.


På Byrådsmødet den 27. februar 2012 godkendte Byrådet kommunens medfinansiering til projektet på 20,1 mio. kr. Indtil i dag har det alene været kommunens medfinansiering som har været indarbejdet i kommunens budget bevillingsmæssigt. Indarbejdelsen af budgettet fra de øvrige partneres medfinansiering har afventet, at projektet er detailbudgetteret, således at udgifter og indtægter kan fordeles på de enkelte budgetår.

 

Da projektet nu er detailbudgetteret, er det muligt at periodisere anlægsudgifterne, og fastlægge en udbetalingsplan for medfinansiering fra RealDania og de øvrige partnere.


Den største bidragsyder er RealDania. Vilkårene i RealDanias bevilling er, at der gives løbende refusion af deres medfinansiering, men med tilbageholdelse af 10 pct. til projektet er afsluttet. Herudover udbetaler RealDania deres medfinansiering i halvårlige rater baseret på afholdte udgifter i perioden. RealDania har betinget at de har 30 dage til at udbetale kommunens udlæg fra de modtager regningen. I praksis vil det betyde, at hvis der er en stor udbetaling i januar vil kommunen kunne fremsende en opgørelse af udlæg for første halvår i juli, hvorefter RealDania har 30 dage til at foretage udbetalingen. Et udlæg i januar vil derfor først gå ind i kommunens kasse i juli eller august.


Landsbyggefonden bidrager med 0,5 mio. kr. i 2017 til en fælles evaluering og faglig formidling. Dette tilskud bliver også udbetalt, når projektet er gennemført.


Herudover har Statens kunstfond efterfølgende besluttet at bidrage med 2,5 mio. kr. til et integreret kunstværk skabt på stedet. Dette beløb er til gengæld udbetalt forlods pr. 1. oktober 2015.


Følgende fremgår budget og forbrug til projektet i perioden 2012-2018.



Klimatilpasning i Kokkedal: Budget og forbrug

 

Forbrug

Budget

I alt

1000kr

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2012-18

Udgifter

4.558

2.284

4.838

3.590

14.187

34.297

12.087

75.842

Indtægter

-1.170

0

-5.059

-4.682

-7.887

-20.634

-21.463

-60.895

I alt

3.388

2.284

-221

-1.092

6.300

13.663

-9.376

14.947

- =indtægt/+=udgift


Som det fremgår af ovenstående tabel vil kommunen få et likviditetstræk som følge af Klimatilpasningsprojektet. I 2017 er likviditetstrækket størst og er på i alt 13,7 mio. kr. Bevillingerne som følge af medfinansieringen medtages i budgetrevisionen pr. 30/11 2015, og vil således fremadrettet indgå i kommunens budget, herunder likviditetsprognosen, indtil projektet er afsluttet. Forskellen på udgifter og indtægter over budgetperioden på i alt 14,9 mio. kr. svarer til kommunens medfinansiering som er budgetlagt på projekt Klimatilpasning i Kokkedal i perioden 2015-18. Den resterende medfinansiering kommer fra de afsluttede projekter vedr. Dobbeltprofil i Usserød Å og Diget ved Jellerød.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-01-2016

Orienteringen blev taget til efterretning.