Nr.38 - Godkendelse af den økonomiske politik og anlægspolitikken for Fredensborg Kommune

Sagsnr.: 15/40303

 

Beslutningstema

At Økonomiudvalget drøfter og godkender kommunens økonomiske politik og anlægspolitik.

Sagsfremstilling og økonomi

Den økonomiske politik og anlægspolitikken er sammen med udmøntningen heraf i kommunens håndbog for god økonomistyring omdrejningspunkt for økonomistyringen i kommunen.

 

Jf. Fredensborg Kommunes politikkoncept skal en politik tages op til drøftelse og evt. revision minimum en gang i hver byrådsperiode, som udgangspunkt i det 2. år.

 

Administrationen vil på Økonomiudvalgets møde kort fremlægge politikkerne som afsæt for udvalgets drøftelse heraf.

 

Både den økonomiske politik og anlægspolitikken blev sidst godkendt i 2013. Administrationen har ikke ændret grundlæggende i de 2 politikker, men har alene foretaget mindre sproglige justeringer.

 

Af den økonomiske politik fremgår, at kommunen ”kun optager nye lån til finansiering af rentable klima- og energiinvesteringer”. De senere år har hensynet til målsætningen for kassebeholdningen vejet tungere, således at det har været nødvendigt at optage nye lån/reducere nettoafdrag på gælden for at styrke likviditeten.

 

I perioden 2016-2018 indgår lån som et finansieringselement til særlige engangsudgifter ud over energiinvesteringerne (indfrielse af valutaswap og køb af belysning). Administrationen vil på udvalgsmødet lægge op til en drøftelse af, om gældende praksis skal give anledning til en justering af politikken.

 

Den finansielle politik behandles i udvalget i marts måned.

 

 

 

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At Økonomiudvalget drøfter og godkender den økonomiske politik og anlægspolitikken.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-02-2016

Økonomiudvalget drøftede den økonomiske politik, og besluttede at genoptage drøftelsen efter budgetseminaret i april på Økonomiudvalgsmødet i maj.


For så vidt angår anlægspolitikken anbefaler Økonomiudvalget politikken til godkendelse i byrådet.