Nr.293 - Orientering om observatørpost i forsyningsselskab

Sagsnr.: 14/26238

 

Beslutningstema

Orientering om svar fra bestyrelsen for Fælles Holding på henvendelse fra Fredensborg Kommune vedrørende ønske om observatørpost i holdingbestyrelsen for nyt fælles forsyningsselskab.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

På Byrådsmødet d. 24. oktober 2016 besluttede byrådet at følge anbefalingen fra bestyrelsen for Fredensborg Forsyning om at

Fredensborg byråd ikke for nuværende indgår i det fælles forsyningsselskab (Fælles Holding) med 9 sjællandske kommuner. Herunder besluttede byrådet at Fredensborg Kommune skulle skrive et brev til de 9 kommuner og anmode om en observatørstatus i det nye fælles forsyningsselskab.


Fredensborg Kommune har på denne baggrund fremsendt denne anmodning. Byrådet orienteres i nærværende sag om svaret på anmodningen, som er fremsendt af bestyrelsesformanden for Fælles Holding på vegne af borgmestrene i de 9 kommuner, som er Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner.


Svar på anmodning

I brevet fra Fælles Holding fremgår det, at den midlertidige bestyrelse for Fælles Forsyning på sit møde den 10. november 2016 har behandlet Fredensborg Kommunes henvendelse af 2. november vedrørende muligheden for at deltage med en observatørpost i det nye fælles forsyningsselskabs bestyrelse.


Der var i bestyrelsen enighed om, at Fredensborg Kommune er velkommen til efter 1. januar 2018 at rette henvendelse til bestyrelsen om en sådan observatørpost med baggrund i Fredensborg Kommunes ønske om at søge optagelse i det fælles forsyningsselskab og på den baggrund deltage som observatør i bestyrelsen i en periode forud for indtræden i selskabet. Indtræden i selskabet kan i henhold til ejeraftalen mellem de 9 ejerkommuner tidligst ske 1. jan. 2020.


Brevet er vedlagt i bilag.

Bevilling

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet

Kommunikation

Bestyrelsen for Fredensborg Forsyning orienteres om svaret.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 12-12-2016

Orienteringen blev taget til efterretning.