Nr.187 - Udtalelse til Statsforvaltningen, Tilsynet

Sagsnr.: 16/21419

 
Helle Abild Hansen (I)

Beslutningstema

Byrådet skal afgive udtalelse til Statsforvaltningen, det kommunale Tilsyn vedrørende spørgsmål om visitation af borgere fra andre kommuner til privat plejehjem beliggende i Fredensborg Kommune.

Sagsfremstilling og økonomi

Statsforvaltningen har anmodet Byrådet om en udtalelse i en sag om visitation til privat plejehjem beliggende i Fredensborg Kommune.


Der er tale om Else Marie Hjemmet og spørgsmålet omhandler borgere fra andre kommuner, som får ophold på Else Marie Hjemmet.


Fredensborg Kommune har været i en længere dialog med Helsingør Kommune om spørgsmålet – visitation i både hjem- og tilflytningskommune efter almenboliglovens § 58a - hvilket har foranlediget, at Helsingør Kommune rettede henvendelse til Statsforvaltningen.


Statsforvaltningen har tidligere truffet afgørelse om, at Else Marie Hjemmet, der som nævnt er et privat plejehjem, er omfattet af almenboliglovens § 58a, uanset der ikke er driftsoverenskomst med beliggenhedskommunen.


Almenboliglovens § 58a er en frit valgs bestemmelse og indebærer, at tilflytningskommunen også skal vurdere, om betingelserne for at få anvist bolig er opfyldt efter tilflytningskommunens retningslinjer.


Helsingør Kommune har oplyst til Statsforvaltningen, at Fredensborg Kommune har afvist at foretage en vurdering efter § 58a.


Administrationen har på den baggrund udarbejdet dette forslag til Byrådets udtalelse:


”Fredensborg Kommune har fra Statsforvaltningen modtaget Helsingør Kommunes henvendelse, hvori man ønsker Statsforvaltningens vurdering af fritvalgsreglerne, særligt tilflytningskommunens visitationsforpligtelse, jf. almenboliglovens § 58a. I dette tilfælde handler det om Else Marie Hjemmet, et privat plejehjem beliggende Kystvej 33, 3050 Humlebæk.


Fredensborg Kommune vil indledningsvis præcisere, at egne borgere visiteres til Else Marie Hjemmet i overensstemmelse med reglerne herom.


I praksis visiterer andre kommuner, med undtagelse af Helsingør Kommune, direkte til Else Marie Hjemmet, som selv har ”visitationsretten” og råderet over ventelisten.


Det indebærer, at i de fleste tilfælde ser eller behandler Fredensborg Kommune ikke ansøgningerne til Else Marie Hjemmet, da de øvrige kommuner sender dem direkte til Else Marie Hjemmet, hvorfor Fredensborg Kommune reelt ikke har andel i visitationen af borgere fra andre kommuner til Else Marie Hjemmet.


Det har derimod hjemkommunen, som også er betalingskommune og den kommune, som forestår kontraktindgåelsen med Else Marie Hjemmet.


På Else Marie Hjemmets hjemmeside er anført følgende i forhold til, hvordan man bliver på beboer på hjemmet:


Else Mariehjemmet modtager borgere fra hele landet, som er visiteret til en plejebolig. Alle kommuner kan, hvis borgeren ønsker det, visitere til Else Mariehjemmet på samme måde, som de visiterer til egne plejeboliger.

Ønsker man at være beboer på Else Mariehjemmet, kontaktes egen hjemkommune, som sender betalingstilsagn direkte til Else Mariehjemmet, hvorefter beboeren skrives på plejehjemmets venteliste.

Else Mariehjemmets forstander visiterer fra egen venteliste beboere til en plejebolig på Else Mariehjemmet.


Den administrative praksis Fredensborg Kommune har udøvet i forbindelse med, at borgere fra andre kommuner optages på Else Marie Hjemmet udgår for så vidt ikke en afvisning af at foretage en vurdering efter almenboliglovens § 58a.


I det omfang Fredensborg Kommune modtager orientering om, at en borger fra en anden kommune er optaget på Else Marie Hjemmet tages dette til efterretning, idet Fredensborg Kommune således alene noterer sig, at Else Marie Hjemmet har optaget en borger fra en anden kommune og dermed har udøvet sin visitationsret og råderet over venteliste, ligesom borgerens hjemkommune har vurderet, at borgeren opfylder hjemkommunens betingelser for optagelse og hjemkommunen derfor tillige har betalingsforpligtelsen.


Skulle Fredensborg Kommune i denne situation foretage en egentlig vurdering efter almenboliglovens § 58a kunne det få den konsekvens – i den situation, hvor borgeren ikke opfylder Fredensborg Kommunes betingelser for anvisning – at borgeren ikke kunne flytte ind på Else Marie Hjemmet.


Det forekommer ikke rimeligt i en situation, hvor der er tale om et privat plejehjem og der mellem plejehjemmet og hjemkommunen er enighed om optagelse af borgeren og der indgås kontrakt herom.


Fredensborg Kommune har forsøgt at etablere en administrativ praksis, hvor unødig sagsbehandling undgås.


Fredensborg Kommune vurderer som tilflytningskommune alle borgere, som ønsker at tilflytte kommunens kommunale plejehjem eller plejehjem, som kommunen har driftsoverenskomst med. Dette giver mening fordi kommunen har indflydelse på ventelisten og oversigt over behovet hos de enkelte borgere.


Når der er tale om friplejehjem, selvejende plejehjem eller botilbud (uden driftsoverenskomst) varetages denne opgave af hjemmets forstander i samarbejde med borgerens hjemkommune.


Fredensborg Kommune accepterer således – reelt som en ekspeditionssag - altid optagelse af en borger fra en anden kommune på Else Marie Hjemmet. I lyset af hjemkommunens betalingstilsagn m.m. synes andet ikke at give mening.


Afslutningsvis skal Fredensborg Kommune bemærke, at finder Statsforvaltningen, at Fredensborg Kommune skal tilrette sin praksis, vil kommunen naturligvis gøre dette.


Fredensborg Kommune bemærker dog, at det forekommer at være en unødig og bureaukratisk ressourceanvendelse, hvis kommunen skal revisitere til tilbud, som vi ikke har visitationsret og/eller ikke er driftsherre over, når det alene beror på beliggenhed i Fredensborg Kommune.”


Administrationen bemærker, at Furesø Kommune har modtaget en tilsvarende henvendelse fra Statsforvaltningen vedrørende Dansk Blindsamfunds institution ”Solgaven” beliggende i Farum. Furesø Kommune har afgivet en udtalelse, der korresponderer med ovenstående administrative forslag.

Retsgrundlag

Almenboligloven og styrelsesloven.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Byrådets udtalelse sendes til Statsforvaltningen.

Indstilling

  1. At Byrådet svarer Statsforvaltningen i overensstemmelse med administrationens forslag.

Beslutning i Økonomiudvalget den 29-08-2016

Anbefaler administrationens indstilling.