Nr.104 - Strategisk energiplanlægning - fælles initiativ i Hovedstadsregionen

Sagsnr.: 15/34122

 

Beslutningstema

Orientering om det fælles regionale initiativ ”Strategisk energiplanlægning – Fossilfri 2035” med udarbejdelse af en fælles strategisk energiplan for hovedstadsregionen. Initiativet følger op på projektet ”Energi på tværs”, der løb fra 2013 - 2015.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

KKR Hovedstaden godkendte på mødet den 26. juni 2015 en ny fælles energivision om, at ”Hovedstadsregionen el- og varmeforsyning skal være førende inden for grøn omstilling og vækst. I 2035 skal hovedstadsregionens el- og varmeforsyning være fossilfri, og transportsektoren skal være fossilfri i 2050.”


Efterfølgende er energivisionen vedtaget i pt. hovedparten af hhv. hovedstadsregionens 29 kommuner samt forsyningsselskabers bestyrelser.


Fredensborg Byråd besluttede den 5. oktober 2015 følgende:

1. at godkende energivisionen, som grundlag og ramme for den videre indsats for omstillingen til vedvarende energi i hovedstadsregionen, samt


2. at godkende, at der udarbejdes en fælles strategisk energiplan, som et fælles initiativ mellem kommunerne i KKR Hovedstaden, regionen og forsyningsselskaber.


Den fælles energivision forudsætter, at kommuner, region og forsyningsselskaber samarbejder om strategisk energiplanlægning og koordinering af fremtidige investeringer i energisystemet, for at opnå en omkostningseffektiv grøn omstilling.


KKR Hovedstaden vedtog den 12. februar 2016 at igangsætte et fælles initiativ ”Strategisk energiplanlægning – Fossilfri 2035”, som skal understøtte kommuner og forsyningsselskaber i hovedstadsregionen i realiseringen af energivisionen. Etablering af det fælles initiativ, herunder udarbejdelse af den fælles strategiske energiplan, er den første fase i et samarbejde mellem stat og region, kommuner og forsyningsselskaber (Referat fra KKR-mødet i bilag 1).


Målet med fortsættelsen af samarbejdet er, at løfte de planlagte indsatsområder videre og skabe grundlag for implementering af udvalgte tiltag, som kan bidrage til målet om at blive fossilfri i regionen.


Formål og indhold i ”Strategisk energiplanlægning – Fossilfri 2035”

Formålet med den strategiske energiplanlægning er, at koordinere den fælles indsats med planlægning og implementering af beslutninger om energiinfrastruktur, -produktion, -forsyning og -besparelser på tværs af sektorer og kommunegrænser.


Endvidere skal planlægningen bidrage med at optimere det samlede energisystem, under hensyntagen til eksisterende investeringer og samtidig undgå fejlinvesteringer.


Den strategiske energiplanlægning vil ikke være styrende for individuelle tiltag i de enkelte kommuner, men udgøre en fælles overordnet ramme og samarbejdsplatform. Samtidig er projektet afgørende for at nå målet om at blive fossilfri, og for at omstille eksisterende systemer og metoder.

Det er vigtigt, at kommuner, region og forsyningsselskaber bakker op om og forpligter sig i et samarbejde om koordinering af planlægning og investeringer.


Målet er, at der fremadrettet opstilles investeringsstrategier for, hvordan vi når i mål med omstillingen på kort sigt og på langt sigt. På kort sigt (frem til 2030) skal der være fokus på landområder og mindre forsyningsområder, mens der på lang sigt (efter 2030) skal være fokus på den næste omstillingsbølge, eksempelvis i form af store varmepumper i de store forsyningsområder.


Det fælles initiativ omfatter følgende leverancer:

  • Udarbejdelse af en fælles strategisk energiplan, baseret på analyser og mål for fælles handlemuligheder inden for de 7 særlige indsatsområder (1. Energibesparelser, 2. Individuel opvarmning, 3. Gas, 4. Affald, 5. Transport, 6. Fjernvarme og indpasning af vedvarende energi samt 7. Udvidelse og omlægning til fjernvarme).
  • Udarbejdelse af et samlet investeringsoverblik over energiforsyningen, som understøtter den strategiske energiplan. Investeringsoverblikket skal give kommuner og energiselskaber bedre forudsætninger for en samlet optimal investering i omstilling af energiforsyningen både på kort og lang sigt. Samtidig skal overblikket modvirke suboptimering.
  • Udarbejdelse af businesscases om bl.a. fremtidige samarbejdsmodeller.
  • Understøtte strategisk energiplanlægning og konkrete initiativer i kommuner og forsyningsselskaber.
  • Politisk forankring. Der afholdes et årligt regionalt energitopmøde mellem borgmestre, regionsformand, direktører og forsyningsselskaber, hvor man drøfter status, perspektiver og investeringsoverblik for den samlede omstilling.

 

Organisering og økonomi

Det overordnede politiske ansvar for projektet placeres hos KKR hovedstaden og med Klimapolitisk Forum som politisk følgegruppe.


Der ansættes en erfaren projektleder med stærke forhandlingsmæssige erfaringer, samt en faglig medarbejder med kompetencer indenfor strategisk energiplanlægning.


Der påtænkes etableret en fleksibel model, hvor faglige medarbejdere fra henholdsvis Gate 21, kommuner og forsyningsselskaber indgår i en kompetencepulje, som projektledelsen kan involvere efter behov og leverancer. Omfang for involvering aftales på forhånd med kommuner og forsyningsselskaber i form af en fast ramme for tidsforbrug.


Projektet har et årligt budget på ca. 3,5 mio. kr., der finansieres med et kontant bidrag fra Region Hovedstaden på 2,5 mio. kr. og et kontant bidrag fra forsyningsselskaberne på 1,0 mio. kr.


Derudover bidrager kommuner og forsyningsselskaber med medarbejderressourcer til en værdi af 1,5 mio. kr. årligt, heraf 750.000 kr. fra kommunerne under ét, (budgettet for det 2-årige projekt i bilag 2). For Fredensborg Kommune svarer til medarbejderressourcer for ca. 25.000 kr./år.  


Formel godkendelse af finansiering hos forsyningsselskaberne og Regionsrådet forventes at ske i løbet af marts 2016. I den forbindelse kan det nævnes, at Norfors, der har en central rolle i ”vores” del af regionen, lægger op til sin bestyrelse, at deltage i projektfortsættelsen med de nævnte omkostninger.


Det videre forløb

Processen ledes i et samarbejde mellem KKR Hovedstaden og Region Hovedstaden (bevillingsgiver), støttet af Gate 21 (projektleder).

Initiativet har et forventet tidsramme på 2 år og vil blive igangsat medio 2016.


KKR har vedtaget, at der foretages en midtvejsevaluering i 2017, som behandles i alle 29 kommuner. Herefter evalueres initiativet i 2018, hvor der bl.a. tages stilling til den videre indsats efter 2018.


Fredensborg Kommunes deltagelse

Fredensborg Kommune har en ambitiøs profil på klimaområdet og har været aktiv i udformning og implementering af den regionale klimastrategi. Ligesom kommunen har bidraget både på politisk, ledelses- og medarbejderniveau i ”Energi på tværs” projektet.


Det nye fælles initiativ ”Strategisk energiplanlægning – Fossilfri 2035” er et skridt i den rigtige retning for en fremtidig effektiv omlægning til grøn energi i både Fredensborg Kommune og Regionen. Det er derfor administrationens opfattelse, at kommunen bør deltage og bidrage aktivt både på politisk, ledelses- og medarbejderniveau.


Udarbejdelse af den strategiske energiplan vil bidrage til realisering af den fælles vision og vil give en kompetenceløft i de enkelte kommuner. Endvidere vil den medføre en effektivisering af investeringer og ressourcer samt optimering af kommende løsninger.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 05-04-2016

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-04-2016

Anbefaler Plan-, Miljø – og Klimaudvalgets indstilling.