Nr.2 - Analyse af voksenhandicap ved BDO

Sagsnr.: 14/46079

 

Beslutningstema

Fredensborg Kommune har igangsat en analyse af det specialiserede voksenområde, med baggrund i administrationens budgetvurdering for 2015-18. Analysen foreligger og fremlægges til drøftelse. Efterfølgende fremlægger administrationen beslutningssager med henblik på implementering af analysens konklusioner og anbefalinger, med afsæt i de politiske drøfter af analysen. BDO præsenterer analysens konklusioner og anbefalinger på mødet.

Sagsfremstilling og økonomi

Formålet med analysen har dels været at tilvejebringe gennemsigtighed og klarhed om den fremadrettede model for styring af politikområdet og samtidig give svar på de spørgsmål der er til indhold, styring og udvikling af området.

 

Formålet har endvidere været, på baggrund af analysens resultater, at fremkomme med anbefalinger til mulige initiativer, der kan medvirke til at sikre budgetoverholdelse.

 

BDO skal således levere en række anbefalinger, der kan bidrage til, at det specialiserede voksenområde i Fredensborg Kommune fremadrettet kommer til at stå med de bedste forudsætninger for at kunne levere ydelser til en kvalitet, der matcher kommunens politisk vedtagne kvalitetsstandarder inden for de økonomiske rammer.

 

Budgettet til politikområde 11 Handicap og Socialpsykiatri udgør 312 mio. kr. Analysen dækker 76% af udgifterne på politikområdet, herunder botilbud (§107/108), Brugerstyret Personlig Assistance BPA (§96), Støtte i eget hjem (§85) samt dagtilbud (§103/104). Analysen omfatter ikke områderne for hjemløse, særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse STU, misbrug, handicappede børn og øvrige mindre områder.

 

Analysen fremlægges til drøftelse for Økonomiudvalget og Social- og Seniorudvalget, og til beslutning for Byrådet i februar 2015. Analysen vil blive gennemgået for Handicaprådet. Efterfølgende fremlægger administrationen beslutningssager med henblik på implementering af analysens konklusioner og anbefalinger, med afsæt i de politiske drøftelser af analysen.

 

Nedenfor fremgår et kort uddrag af BDO´s vurderinger og anbefalinger, som forslag til struktur for den politiske drøftelse af analysen på mødet.

 

 

BDO´s overordnede vurdering

BDO’s overordnede vurdering er, at Fredensborg kommune har høje udgifter til området. Det er samtidig BDO’s vurdering, at der kun i meget begrænset omfang er lavthængende frugter eller administative tiltag, der kan bidrage til budgetoverholdelse, og at en justering af serviceniveauet er uundgåeligt, hvis målet er at nedbringe udgifterne på området.

 

BDO vurderer, at der er 2 muligheder:

- At der gives en tillægsbevilling, der afspejler en fortsat vækst i udgifterne, som det har været tilfældet i 2013 og 2014. Dette er ud over de 8 mio. i finansierings-behov, der i budgetforliget blev sammenkoblet med afdragsprofilen på kommunen gæld.

 

Eller

 

- At der foretages en justering af serviceniveauet ved hjælp af nye kvalitetsstandarder på alle delområder på handicapområdet, der er præcise og operationelle nok til at kunne anvendes som styringsværktøj i sagsbehandlingen.

 

Det er ikke realistisk at fortsætte det nuværende serviceniveau med det afsatte budget for 2015-18. En nedbringelse af udgifterne gennem revurderinger af borgerne, med støtte fra præcise kvalitetsstandarder, må dog forventes at have en implementeringstid på ca. 1 år, før effekten af disse vil vise sig. I denne periode vil det være usikkert, om det nuværende budget til området er dækkende.

 

 

Serviceniveauet i Fredensborg Kommune sammenlignet med andre

BDO konkluderer, at Fredensborg Kommune har en gennemsnitlig modtagerandel, men samlet set har markant højere enhedsudgifter i sammenligning med de øvrige kommuner i Ballerup-analysen. Fredensborg Kommunes socioøkonomi taler ikke for, at kommunen har et højere udgiftsbehov, herunder at de borgere der modtager ydelser i Fredensborg kommune har et større støttebehov end andre steder.  Det er BDO’s vurdering, at årsagen til de høje enhedsudgifter skal findes i et højt serviceniveau. BDO konstaterer endvidere, at Fredensborg Kommune har flere særligt dyre enkeltsager end i de øvrige kommuner, som BDO har data på. I alt 74, heraf 23 med 50 % refusion. Kommunerne i BDOs database har typisk mellem 60-65 særligt dyre enkeltsager, herunder maksimalt 10-15 af de meget dyre.

 

BDO anbefaler, at Fredensborg Kommune forholder sig til serviceniveauet på det specialiserede voksenområde, da den primære forklaring på det høje udgiftsniveau efter BDO’s vurdering skal findes her.

 

Herudover gives en administrativ anbefaling om tæt opfølgning på de særligt dyre enkeltsager.

 

 

Nuværende styringsmodel

BDO har ikke nogen processuelle anbefalinger til Fredensborg Kommunes styringsmodel. Der gives en administrativ anbefaling vedrørende den tekniske kobling mellem økonomisystem og individdata. Det er BDO´s vurdering, at Fredensborg Kommunes specialiserede socialområde er yderst velstyret. Kontroller og styringsprocesser er velintegrerede dele af den faglige drift, og rollefordelingen i processerne er klart defineret. Der er mange kontrolprocesser, som alle kræver et relativt stort valideringsarbejde fra området. Dette kræver god ledelse, gode it-understøttede data og dygtige, dedikerede medarbejdere for at kunne levere valide data så ofte, som det er tilfældet i Fredensborg. Fredensborg Kommunes budgetlægningsproces er meget detaljeret, og det arbejde der ligger bag budgettet, er meget grundigt.

 

 

Praksis i sagsbehandlingen ok

BDO vurderer, at sagsbehandlingen samlet set er velfungerende. Der er et socialfagligt solidt niveau i afdelingen, og sagsbehandlerne udviser ansvarlighed i opgaveløsningen og har fokus på borgeren. BDO konstaterer samtidig, at sagstallet hos den enkelte sagsbehandler er højt. Det er BDOs erfaring, at revisitationer med udgiftsreduktioner for øje er meget krævende for myndighedsområdet. BDO anbefaler derfor, at der, som en investeringsmodel, overvejes at prioritere ekstra personaleressourcer til afdelingen, såfremt der skal gennemføres en økonomisk opbremsning, der imødegår den skitserede budgetudfordring. Herudover gives 4 administrative anbefalinger.

 

 

Politiske handlemuligheder

Det politiske niveau i kommunen har forholdsvis vide handlemuligheder på det specialiserede område i forhold til at fastlægge kriterier for, hvornår en målgruppe kan komme i betragtning til hjælp, samt hvilken hjælp den pågældende målgruppe i givet fald skal have.

 

I styringen af udgifterne på det specialiserede socialområde er det afgørende, at de politiske prioriteringer synliggøres gennem fastlæggelse af et operationelt serviceniveau. For den administrative forvaltning udstikker det politisk vedtagne serviceniveau, sammen med budgettet, retningen for de daglige dispositioner. Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at der er overensstemmelse mellem de politiske ønsker og prioriteringer og den udstukne ramme. I situationer hvor der skal gennemføres en økonomisk opbremsning er det afgørende, at de revisitationer og den generelt strammere styring på enkeltsagsniveau som myndighedsafdelingen skal gennemføre, står på skuldrene af et politisk besluttet serviceniveau, der er et udtryk for konkret udmøntning af den givne ramme.

 

BDO anbefaler, at man i Fredensborg kommune politisk forholder sig til serviceniveauet på det specialiserede voksenområde, da den primære forklaring på det høje udgiftsniveau efter BDO’s vurdering skal findes her.

 

BDO anbefaler i den forbindelse, at der udarbejdes nye kvalitetsstandarder på området, der dels er baseret på en målgruppekategorisering og dels er tilstrækkeligt præcise og operationelle til at kunne fungere som retningsanvisende i det daglige myndighedsarbejde.

 

BDO præciserer hertil i analysen blandt andet:

  • at revisitering med nye kvalitetsstandarder er muligt
  • at kvalitetsstandarder ikke i sig selv sparer penge
  • at der også med kvalitetsstandarder foretages et konkret individuelt skøn af borgerens behov
  • at kvalitetsstandarden er et redskab der fortæller borgeren hvad serviceniveauet er i kommunen og støtter sagsbehandleren i arbejdet med at træffe afgørelser.

 

De kvalitetsstandarder der ikke forefindes i dag er primært 1) Støtte i eget hjem, og herudover 2) Økonomiske tilskud, 3) BPA samt 4) Støttekontaktperson. De eksisterende kvalitetsstandarder der kan strammes og præciseres er 5) Beskyttet beskæftigelse, 6) Aktivitetstilbud og 7) Midlertidige botilbud.

 

BDO giver herudover en administrativ anbefaling om at koble funktionsevnevurderingerne til omfang af ydelser i kvalitetsstandarderne.

 

 

Bemærkninger

Ud over de politiske anbefalinger, fremgår der af analysen i alt syv anbefalinger til den administrative tekniske håndtering af området. Administrationen er enige i disse anbefalinger og de vil således blive implementeret.

 

Med BDO’s medvirken er der som led i analysearbejdet sendt 6 sager til revurdering hos fire andre kommuner, efter forudgående aftale med disse. Den ene kommune er dog i mellemtiden sprunget fra. Der afventes svar fra Hørsholm Kommune og Hillerød Kommune den 12. januar, og fra Rudersdal Kommune den 23. januar. Resultaterne af dette fremlægges på mødet.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet

Indstilling

1.    At analysens konklusioner og anbefalinger drøftes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-01-2015

Sagen sendes til behandling i Social– og Seniorudvalget, således at sagen kan forelægges til beslutning i byrådet i februar 2015.