Nr.47 - Godkendelse af at forslag til kommunal vandhandleplan sendes i 8 ugers høring

Sagsnr.: 11/16554

 
Henriette Brandt Pedersen (Ø)

Beslutningstema

Godkendelse af at forslag til kommunal vandhandleplan sendes i 8 ugers offentlig høring.

Sagsfremstilling og økonomi

Sagen blev behandlet på Byrådsmøde d. 22. dec. 2014, hvor det af tekniske årsager blev besluttet at sende sagen tilbage til behandling i Plan- Klima- og Miljøudvalget. Det blev forinden Byrådsmødet påpeget, at der var en uoverensstemmelser i sagsteksten til udvalgsmødet og bilag til sagen – dette forhold er nu rettet i bilaget. Rettelsen består alene i en mere forklarende tekst. Rettelsen er fremhævet i bilag 2 til udvalgssagen.

 

I oktober 2014 offentliggjorde Naturstyrelsen de statslige vandplaner for planperioden 2009-2015. De statslige vandplaner er statens samlede plan for, hvordan søer, vandløb, kystvand og grundvand inden udgangen af 2015 kan leve op til miljømålet ”god tilstand” i EU´s vandrammedirektiv. Målene i de statslige vandplaner skal nås dels ved generel statslig regulering, og dels ved indsatser iværksat af kommunerne. Kommunerne skal derfor udarbejde en handleplan for, hvordan kommunen vil realisere statens vandplan.

 

Byrådet vedtog i november 2012 en kommunal handleplan for perioden 2009-2015, men siden er de statslige vandplaner blevet underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet og processen går nu om.

 

Der er siden 2012 pågået en række politiske forhandlinger og faglige udredningsarbejder, som har medført flere væsentlige ændringer til de statslige vandplaner. Bl.a. er kravet om randzoner langs vandløb indskrænket, antallet af vandløb medtaget i planerne er reduceret og virkemidlet ”ændret vandløbsvedligeholdelse” eksisterer ikke mere. Desuden har man udskudt fristen for, hvornår miljømålet skal være opfyldt for flere konkrete vandområder. Denne nye vandplan er altså væsentlig mindre miljømæssigt ambitiøs end den første plan fra 2011.

 

Indsatser i Fredensborg Kommune

De statslige vandplaner omfatter forskellige geografiske vandoplande. Fredensborg Kommune er omfattet af Vandplan 2.3 for Øresund, der geografisk strækker sig fra Dragør i syd op langs Øresundskysten til Helsingør og videre til Hundested. I alt 17 kommuner er omfattet af øresundsplanen.

 

I første planperiode, 2010-2015, skal Fredensborg Kommune kun gennemføre indsatser på to områder – spildevand og vandløb.

 

Spildevand

Vandplanerne forskriver en indsats og retningslinjer på spildevandsområdet, som kommunen allerede har implementeret i kommunens fungerende spildevandsplan. Det drejer sig bl.a. om, at forbedre spildevandsrensning for ca. 280 ejendomme i spredt bebyggelse, og dels om at begrænse udledningen af spildevand fra 6 overløbsbygværker på kloaksystemet i Fredensborg.

 

Status for indsatsen over for de ca. 280 ejendomme er, at ca. 90 ejendomme enten er blevet tilsluttet den offentlige kloak eller er på vej til at blive det. De resterende ca. 200 ejendomme har fået et påbud om at forbedre deres spildevandsrensning. Ca. 100 af disse ejendomme har pt. efterkommet påbuddet og etableret ny spildevandsrensning, mens resten forventes at etablere forbedret rensning inden for 2 år.

I forhold til at begrænse udledningen af spildevand fra 6 overløbsbygværker på kloaksystemet i Fredensborg, så har Fredensborg Forsynings påbegyndt arbejdet, der forventes afslutte senest i 2016.

 

Vandløb

Alle de store offentlige vandløb i Fredensborg Kommune er omfattet af målet om god økologisk tilstand. Imidlertid lever flere vandløb pt. ikke op til målsætningen, og miljømålet for flere af vandløbene (herunder også Usserød å) er derfor også udskudt til næste planperiode.

 

I vandplanerne er der desuden stillet krav om, at åbne ca. 2 km rørlagte vandløbsstrækninger – to strækninger på Grønholt å, en strækning på Højsagervandløbet og en strækning på Donse å. Der er i 2014 udarbejdet skitseprojekter for åbning af vandløbene, som viser konkrete forslag til forløb af de åbne vandløb, samt giver et bud på økonomien i projekterne. Projekterne har løbende været drøftet med de berørte lodsejere i et forsøg på at tilpasse projekterne til lodsejernes ønsker. Lodsejerne omkring Donse å og Grønholt å er delte i forhold til at støtte projektet, mens lodsejerne langs Højsagervandløbet ikke ønsker projektet.

 

Det er staten, der finansierer åbning af vandløb, og der er i indeværende år søgt om støtte til en realisering af projekterne. Status er, at der er opnået støtte til projektet i Donse å, mens der er givet afslag på projekterne i Højsagervandløbet og Grønholt å. Det forventes, at staten i forbindelse med udarbejdelse af den statslige vandplan for perioden 2015-2021 tager endelig stilling til, om Grønholt å og Højsagervandløbet fortsat skal være en indsats i den nye planperiode. Det er dog pt. uvist om projekterne vil blive gennemført eller ej. Projektet i Donse å forsøges gennemført i 2015.

 

Forslag til kommunal handleplan 2009-2015

Der er i den statslige vandplan krav om, at kommunerne udarbejder en handleplan for at implementere vandplanerne. Handleplanen skal vedtages senest oktober 2015, medmindre en eventuel klage over de statslige vandplaner igen laver om på det. 

 

Administrationen har udarbejdet vedlagte forslag til vandhandleplan for Fredensborg Kommune, som skal sendes i 8 ugers offentlig høring. Samtidig med den offentlige høring indbydes kommunens dialogforum om vandløb til en drøftelse af planen. Herefter vil planen blive forelagt Byrådet med henblik på endelig godkendelse.

 

Den kommunale handleplan gengiver primært de miljømål, der er sat over for vandløb, søer, grundvand og kystvande i Fredensborg Kommune. Desuden implementerer den de indsatser, der er beskrevet i ovenstående kapitel.

 

Det bemærkes, at kravet om en kommunal handleplan er afskaffet i det udkast til nye satslige vandplaner (periode 2015-2021), som blev sendt i høring i december 2014. Det forventes, at vandplanernes miljømål og indsatsprogram i stedet vil blive fastsat gennem konkrete love og bekendtgørelser.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Miljømålsloven.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At byrådet godkender, at forslag til kommunal vandhandleplan for Fredensborg Kommune sendes i 8 ugers offentlig høring.
  2. At administrationen bemyndiges til, at foretage redaktionelle ændringer i planen inden den offentlige høring.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 27-01-2015

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 16-02-2015

Anbefaler Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets indstilling.


Høringssvar fra Jens Erik Udsen indgår i høringen.