Nr.102 - Borgerrådgiverens halvårsstatus

Sagsnr.: 15/11527

 
Thomas Lykke Pedersen (A)

Beslutningstema

Økonomiudvalget drøfter Borgerrådgiverens halvårsstatus for perioden 1. september 2014 til og med 28. februar 2015 med henblik på at anbefale, at Byrådet tager statusoversigten fra Borgerrådgiveren til efterretning.

Sagsfremstilling og økonomi

Borgerrådgiveren afgiver en halvårsstatus for perioden 1. september 2014 til og med 28. februar 2015.

 

Statusoversigten har særlig fokus på etableringsfasen, herunder introduktion til administrationen og det politiske niveau sammen med kommunikation af funktionen til administrationen, borgerne og erhvervslivet i Fredensborg Kommune.

 

Der gives en indføring i den terminologi og metodik Borgerrådgiveren benytter sig af, ligesom der redegøres for formålet og rammerne om borgerrådgiverarbejdet, herunder de erfaringer der indtil videre er erhvervet. Endelig omtales indholdet til den kommende årsberetning fra Borgerrådgiveren, som den er fastlagt i vedtægten for borgerrådgiverfunktionen.

 

Der redegøres for de henvendelser Borgerrådgiveren har modtaget det første halve år, som ikke på nuværende tidspunkt i tilstrækkelig grad giver grundlag for kritik eller anbefalinger til administrationens sagsbehandling og betjening af borgerne.

 

I statusperioden er registreret i alt 109 henvendelser. Henvendelserne fordeler sig på 51 klagesager og 58 vejlednings- og vejvisningssager.

 

Vejledning og vejvisning dækker over mangeartet forhold, der gennemgående er kendetegnet ved, at borgeren søger råd og vejledning om konkrete sager eller hvor de skal rette henvendelse. Sagerne udtrykker den ekstra indgang til kommunen, som borgerrådgiverfunktionen også er ment til at være og har kun i begrænset omfang juridisk karakter.

 

Borgerrådgiveren har afvist 9 klager og er orienteret om 9 klager, som borgerne selv er gået videre med. En klager er under vurdering i forhold til at rejse en undersøgelse. Derudover er 20 klager formidlet til centrene gennem styrket borgerkontakt og 10 klager er videresendt af Borgerrådgiveren.

 

Styrket borgerkontakt er en dialogbaseret måde at håndtere klager, og lader sig ikke registrere i forhold til medholdsindikatorer. Det er dog rimeligt at antage, at borgerne er tilfredse med genetablering af kontakten til administrationen, når de ikke på ny er vendt tilbage.

 

I klager som er videresendt af Borgerrådgiver, har borgerne i 60 procent af tilfældene fået helt elle delvist medhold af centrene i deres klager. Tallet er baseret på klager, som er gået via Borgerrådgiveren, men det er administrationens egne vurderinger, der danner grundlag for tallene.

 

Klagersagerne fordeler sig på syv centrer, hvor centrer med størst borgerkontakt og mest indgribende myndighedsudøvelse også er de centrer, borgerne klager mest over. Klagehyppigheden afspejler med andre ord omfanget og arten af den borgerkontakt centrene varetager.

 

De tre hyppigste klagetemaer i statusperiode er sagsbehandlingstid og manglende svar, afgørelse og vilkår samt enkelthed og effektivitet.

 

I formidling af borgerrådgiverfunktionen anvendes redskaber som logo og farver, ligesom forskellige medier så som lokale aviser, internettet, digitale værktøjer og foldere er taget i brug sammen med interviews og pressemeddelelser.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser

Retsgrundlag

Lov om kommunernes styrelse § 65e

Andre virkninger (handicap, integration, ligestilling, miljø, sundhed)

Ingen

Kompetence

Byrådet

Kommunikation

Statusoversigten vil være tilgængelig på Fredensborg Kommunes hjemmeside under Borgerådgiverens fane,når Byrådet har taget halvårsoversigten til efterretning.

Indstilling

At Byrådet tager Borgerrådgiverens status for perioden 1. september 2014 til og med 28. februar 2015 til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-04-2015

Borgerrådgiveren deltog under drøftelsen.


Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling, idet administrationen præciserer borgerrådgiverens virkefelt.