Nr.275 - Forslag til lokalplan for Kokkedal Centrum

Sagsnr.: 14/34788

 

Beslutningstema

Byrådet skal træffe beslutning om offentlig fremlæggelse af forslag til Lokalplan K103 – Kokkedal Centrum samt tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2013.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Den centrale del af Kokkedal indgår i projektet Klimatilpasning Kokkedal. Klimatilpasningsprojektet blev etableret på baggrund af oversvømmelser i boligområdet Jellerød i 2007 og 2010. Oversvømmelserne tydeliggjorde, at der med de kommende klimaændringer er behov for at ændre regnvandshåndteringen således, at regnvandet i så stor udstrækning som muligt håndteres og forsinkes lokalt. Der er i projektet lagt vægt på at anlæggene kan fungere med og uden vand og med øje for dobbeltanvendelse. Dobbeltanvendelsen opnås ved at udforme og bruge det udstyr og de volumener, som skal etableres til håndtere og tilbageholde regnvand, på en måde så der skabes integrerede aktivitetsmuligheder og mødesteder, så stederne primært opleves som møde- og aktivitetssted, der også kan håndtere regnvand.

 

I 2012 besluttede Byrådet, at der skal arbejdes for etablering af Byens Hus i Kokkedal. Visionen for Byens Hus er at skabe et kreativt samlingssted. Et hus der skal danne ramme om et dynamisk frirum, tilføre området nye muligheder for udfoldelse, samt skabe synergi med eksisterende aktiviteter gennem et aktivt samspil med udearealerne og omgivelser.

 

I 2013 blev det besluttet, at der skal arbejdes for et Gymnastikkens Hus i Kokkedal. Det anbefales at Gymnastikkens Hus skal bygges sammen med Kokkedal Skole Vests eksisterende idrætshal ved den østlige gavl. Huset skal indeholde en permanent opstilling af attraktive moderne gymnastikfaciliteter.

 

Der fra foreningslivet et ønske om en fremtidig byggemulighed til forenings- og kulturformål i den sydlige del af lokalområdet. Der er i denne lokalplan indarbejdet et byggefelt, hvor det er muligt at bygge til offentlige formål.

 

Administrationen har på baggrund af ovenstående udarbejdet vedlagte udkast til lokalplan. Det skal bemærkes at der i lokalplanen endvidere er skabt mulighed for etablering af en mobilmast som kan imødekomme det eksisterende og fremtidige behov for sikre en god digital infrastruktur i den centrale del af Kokkedal.

 

Lokalplanområdet og områdets anvendelse

Indenfor lokalplanområdet ligger Kokkedal Skole og Egedalshallen samt tilhørende idræts- ude- og parkeringsarealer. Desuden er der parkeringsareal til Pleje- og aktivitetscentret Egelunden samt centret. Holmegårdsvej gennemskærer den østlige del af området i nord/syd gående retning.

Lokalplanområdet er samlet set ca. 12,2 ha og ligger i byzone.

 

Lokalplanforslagets bestemmelser

Lokalplanen fastlægger en række bestemmelser, med det formål at give mulighed for byggeri til Gymnastikkens Hus, Byens Hus, hus til offentlige formål, opsætning af mobilmast samt sikre den fornødne plads til anlæg til lokal håndtering af regnvand.

 

Veje og trafik

Det forventes at projekterne bidrager til mere aktivitet og ophold i Kokkedal Bymidte. Det forventes dog ikke at generere behov for flere parkeringspladser i lokalplanområdet, fordi benyttelsen af Byens Hus og Gymnastikkens Hus primært vil foregå, når skolens aktiviteter er slut, og der kan således ske en fælles anvendelse af eksisterende parkeringspladser. Antallet af eksisterende parkeringspladser skal bevares, men enkelte pladser kan disponeres, så de evt. ligger udenfor lokalplanområdet. Ved byggeri i den sydlige del af lokalplanområdet skal der disponeres med nye parkeringspladser.

 

Der er eksisterende cykelparkeringspladser i lokalplanområdet. I forbindelse med de konkrete byggeprojekter skal der redegøres for behovet og evt. laves en om disponering af de eksisterende pladser.

 

Klimatilpasning

I henhold til kommunens Klimatilpasningsplan 2014-2017 er det bl.a. kommunens målsætning at regnen skal blive, hvor den falder – nedsives eller bruges rekreativt (Lokal Afledning af Regnvand – LAR). Der skal udvikles/omdannes eksisterende og nye områder til håndtering af regnvand og der skal der arbejdes for at skabe bymæssig og landskabelig variation.

 

Nedsivning af tagvand til grundvandet udgør generelt ikke en forureningsrisiko. Nedsivning af vejvand og andet vand fra befæstede arealer kan udgøre et problem i sårbare områder. Grundvandet i indvindings- og grundvandsdannende opland til Ullerød Kildeplads er velbeskyttet. Der er 20-30 m ler over det magasin, som der indvindes fra, hvilket tyder på en ringe nitratsårbarhed.

 

Bæredygtigt byggeri

Kommuneplan 2013 fastlægger, at der ved udarbejdelse af lokalplaner som udgangspunkt skal stilles krav om klimatilpasning inden for følgende kategorier: Tekniske løsninger, mindskelse af vandafledningen, placering af bebyggelse i forhold til sol og vind og planlægning af skyggegivende beplantning.

 

Kommuneplan 2013

Forslaget til lokalplanen er ikke i overensstemmelse med rammebestemmelserne for område KB 18, da anvendelsen er fastsat til boligformål – tæt/lav. Ligeledes er anvendelsesbeskrivelsen i rammeområde KO 01 for snæver. For at bringe lokalplanforslaget i overensstemmelse med Kommuneplan 2013, bliver der samtidig med lokalplanen fremlagt et tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2013, hvor afgrænsningerne af rammeområde KB 18 og KO 02 ændres, så område KO 02 udvides til også at omfatte arealet der pt. er omfattet af KB 18,

 

 

Anvendelsesbeskrivelsen for KO 01 bliver udvidet til også at omfatte offentlige formål som bibliotek, teatersal, biograf og medborgerfaciliteter.

 

For rammeområde KO 01 Holmegårdsskolen - Egedalsskolen KO 01 fastsættes følgende rammer for indholdet af lokalplaner:

  • Anvendelse: Uddannelsesinstitutioner
  • Max. Bebyggelsesprocent: 35 % for området under et.
  • Max. Højde: 2 etager

 

Andet:

  1. Områdets anvendelse fastlægges til offentlige formål såsom skoler med tilhørende idrætsanlæg, sportshaller, klubfaciliteter, bibliotek, teatersal, biograf og medborgerfaciliteter m.m.,
  2. Bebyggelse inden for området placeres i tilknytning til nord-sydgående og øst-vestgående hovedstier,
  3. Langs grænsen til enkeltområde KB01 (eksisterende parcelhus-område) sikres et beplantet afskærmningsbælte på 20 m umiddelbart vest for Egedalsskolens idrætsanlæg med mulighed for rekreativ anvendelse.
  4. Bebyggelse placeres således, at genevirkninger i forhold til anden bebyggelse eller omgivelser undgås.
  5. Der er mulighed for at etablere LAR-anlæg med eventuelt tilhørende bygningsanlæg.

 

Eksisterende lokalplan

Dele af lokalplanområdet er på nuværende tidspunkt omfattet af Lokalplan 19, Center i Kokkedal, 1. etape og Lokalplan 26A Holmegårdscentret.

Ved den offentlige bekendtgørelse af den endelige vedtagelse af nærværende lokalplanforslag aflyses Lokalplan 19 og 26A for de områder, der er omfattet af den nye lokalplan K103.

 

Miljøvurdering

Fredensborg Kommune har foretaget en screening af lokalplanforslaget efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det er vurderet, at det i henhold til lovens § 3, stk. 2 ikke er nødvendigt at foretage en egentlig miljøvurdering af lokalplanforslaget, idet planforslaget alene fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

 

Borgerinddragelse

I projektet Klimatilpasning Kokkedal har der været en omfattende inddragelse af borgere og brugere i form af workshop, dialogmøder med de enkelte interessenter, borgermøder, interview mm.

Formålet er at skabe forståelse for og ejerskab til projektet.

 

Med placering af Byens Hus blev der ligeledes gennemført en bredt involverende brugerinddragelse i form af åbne workshops og fokus-gruppeinterview med brugere af det kommende hus. Formålet var dels at inddrage potentielle brugere i placeringen af Byens Hus, dels at afdække brugeres ønsker til aktiviteter og funktioner og ikke mindst tidligt i fase at skabe ejerskab til huset.

 

I forbindelse med høringen af lokalplanforslaget bliver der afholdt borgermøde den 22. januar 2015kl. 17.00-19.00 i rådhuskælderen på Rådhuset – Egevangen 3b i Kokkedal.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planloven.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Forslag til Lokalplan K103 samt tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2013 offentliggøres i 8 uger.

Indstilling

  1. At forslag til Lokalplan K103 Kokkedal Centrum samt tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2013 fremlægges til offentlig høring i henhold til planlovens § 24.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 04-11-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 17-11-2014

Anbefaler Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets indstilling.