Nr.80 - Oprettelse af Vandråd

Sagsnr.: 13/34127

 

Beslutningstema

Orientering om nye Vandråd for Øresund, der skal samarbejde om 2. generation vandplaner (2016-2021) samt beslutning om varetagelse af sekretariatsfunktionen for vandrådet.    

Sagsfremstilling og økonomi

Vandplanerne er statens samlede plan for, hvordan søer, vandløb, kystvand og grundvand kan leve op til miljøkravene i EU´s vandrammedirektiv. Planerne omfatter forskellige geografiske vandoplande. Fredensborg Kommune er omfattet af Vandplan 2.3 for Øresund, der geografisk strækker sig fra Dragør i syd op langs Øresundskysten til Helsingør og videre til Hundested (jf. kortbilag 2).

 

Vandråd

I december 2013 vedtog regeringen en ny lov om vandplanlægning, som skal bane vejen for den nye generation af vandplaner for perioden 2016-2021. Den nye lov skal i højere grad end tidligere sikre lokal indflydelse og mere åbenhed omkring tilblivelsen af vandplanerne.

 

Loven medfører bl.a., at der inden for hvert vandopland etableres et ”Vandråd”. Vandrådet skal bestå af maksimalt 20 medlemmer fra relevante erhvervs-, interesse - og grønne organisationer, mens sekretariatsfunktionen for vandrådet skal varetages af en af kommunerne i vandoplandet.

 

Vandrådet skal inden den 1. oktober 2014 udarbejde et forslag til konkrete miljøforbedrende tiltag i de vandløb, der er omfattet af Vandplan Øresund. Herefter vil staten udvælge hvilke tiltag, der skal indgå i den nye generation vandplaner.

Fredensborg Kommune har modtaget en anmodning fra Donse Vandløbslaug og organisationen Landbrug og Fødevarer om oprettelse af vandråd i vandoplandet Øresund. Kommunerne i vandoplandet har derfor opfordret organisationer og foreninger om at indstille medlemmer til vandrådet senest den 28. februar 2014.

Den kommune, der skal varetage sekretariatsbetjeningen af det enkelte vandråd, vil herefter i samråd med de øvrige kommuner indenfor hovedvandoplandet træffe afgørelse om, hvilke af de indstillede medlemmer, der kan være medlem af vandrådet.


Sekretariatsfunktion

Kommunalbestyrelsen kan inden 1. marts 2014 indstille til Naturstyrelsen hvilken kommune, de ønsker, skal varetage sekretariatsfunktionen for vandrådet. Såfremt der ikke indstilles nogen eller at der indstilles mere end en kommune, vil Naturstyrelsen træffe afgørelse om, hvem der varetager sekretariatsfunktion.

 

Vadrådets arbejde kan blive et meget omfattende arbejde med et stort antal møder og en meget stram tidsplan. Varetagelse af sekretariatsfunktionen vil derfor kræve en del tid og ressourcer, som skal opprioriteres i forhold til kommunens øvrige opgaver.

 

Der er i alt 17 kommuner, der i større eller mindre grad er omfattet af vandplanen for Øresund. Der er foreløbig ingen andre kommuner i oplandet, der ønsker at varetage sekretariatsfunktionen. Administrationen finder ikke, at Fredensborg Kommuner på nuværende tidspunkt kan afse tid og ressourcer til at varetage sekretariatsfunktionen for Vandrådet. Administrationen anbefaler derfor, at det overlades til Naturstyrelsen at træffe beslutning i denne sag.

 

Der henvises i øvrigt til KL´s høringssvar til bekendtgørelse om vandråd (jf. bilag 1).


Efter sagens behandling i Plan- Miljø og Klimaudvalget den 4. marts 2014 har Naturstyrelsen udpeget Gribskov Kommune til at varetage sekretariatsfunktionen.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Lov om vandplanlægning – LOV nr. 1606 af 26. december 2013.

Kompetence

Byrådet

Indstilling

  1. At orienteringen om vandrådet tages til efterretning
  2. At udpegning af den kommune, der skal varetage sekretariatsfunktion for vandrådet overlades til Naturstyrelsen.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 04-03-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-03-2014

Anbefaler Plan–, Klima– og Miljøudvalgets indstilling.