Nr.121 - Fælles beboerklagenævn for Fredensborg og Hørsholm Kommuner

Sagsnr.: 14/9121

 

Beslutningstema

Byrådet skal træffe beslutning om, hvorvidt Det fælleskommunale Beboerklagenævn for Fredensborg og Hørsholm Kommuner skal fortsætte en ny 4-årig periode fra 1. juli 2014 til 30. juni 2018. I forlængelse heraf skal Byrådet indstille en formand og en suppleant til Statsforvaltningen. Endvidere skal Byrådet udpege 2 medlemmer og suppleanter for disse efter indstilling fra henholdsvis Lejernes LO og de almene boligorganisationer med afdelinger i de to kommuner. Endelig skal der udpeges en socialt sagkyndig og en suppleant for denne.

Sagsfremstilling og økonomi

Fredensborg og Hørsholm Kommuner har siden 2002 haft et fælles beboerklagenævn. Alle kommuner skal have et beboerklagenævn, der behandler tvister om almene lejemål.


Beboerklagenævnet har en formand, som skal være jurist, og to andre medlemmer.


Direktøren for Statsforvaltningen udpeger formand og dennes suppleant efter indstilling fra byrådene.


Byrådene vælger de to andre medlemmer og suppleanter efter indstilling fra henholdsvis de almene boligorganisationer og de større lejerforeninger i kommunerne.


I husordensager tiltrædes nævnet af en socialt sagkyndig, der skal vejlede om sociale forhold. Den socialt sagkyndige og dennes suppleant udpeges af byrådene.


Udnævnelsen af formand og udpegning af medlemmer og suppleanter sker for indtil 4 år.


Kommunen skal stille de fornødne lokaler og medhjælp til rådighed for nævnet samt afholde udgifterne til nævnets virksomhed, og Byrådet kan tillægge medlemmerne vederlag.


Administrationen i henholdsvis Hørsholm Kommune og Fredensborg Kommune er enedes om følgende oplæg, som er uændret i forhold til tidligere beslutninger i de to byråd:


  • At det fælleskommunale beboerklagenævn fortsætter i en ny 4-årig periode fra 1. juli 2014
  • At den nuværende formand Marianne Dons indstilles til formand for nævnet til direktøren for Statsforvaltningen
  • At juridisk konsulent Bente Jersie Jensen indstilles som suppleant for formanden
  • At formanden får et fast honorar på 40.000 kr./år (Hørsholm Kommune betaler 1/3 heraf og Fredensborg Kommune betaler 2/3 heraf)
  • At der sker en sagshonorering til formanden på 950 kr./sag, som betales af den kommune, hvori lejemålet ligger
  • At fællessekretariatet fortsat er beliggende i Fredensborg Kommune og varetages der
  • At tidsforbruget til sekretariatsopgaver afregnes med 275 kr. pr. time fordelt efter antal sager
  • At porto, fotokopier og forplejning afregnes med 220 kr. pr. sag fordelt efter antal sager
  • At øvrige medlemmer vederlægges med 100 kr. pr. sag, der er på nævnsmødets dagsorden, dog minimum et beløb pr. mødedag svarende til den gældende diætsats (2014 på 400 kr.) fordelt efter antal sager
  • Gebyrindtægten fordeles efter antal sager
  • Kursusudgifter, udgifter til abonnementer og evt. annonceringsudgifter deles lige mellem de to kommuner

I 2013 har der været 30 (afsluttede) sager, der vedrørte Fredensborg Kommune og 9 (afsluttede) sager, der vedrørte Hørsholm Kommune. Sagsfordelingen mellem de to kommuner afspejles i fordelingen af det faste honorar til formanden med henholdsvis 26.666 kr. til Fredensborg og 13.333 kr. til Hørsholm.


Vedrørende valg af formand og suppleant:

Administrationen indstiller, at Marianne Dons fortsætter som formand for nævnet og at Bente Jersie Jensen udpeges som suppleant for formanden.


Vedrørende valg af lejerrepræsentant og suppleant:

Administrationen indstiller at indstillingen fra LLO følges, således at John Hestehave udpeges som lejerrepræsentant og Conny Birkholm som suppleant.


Vedrørende valg af udlejerrepræsentant og suppleant:

Alle boligorganisationer i de to kommuner er anmodet om at indstille en eller flere personer som udlejerrepræsentant i nævnet. Der er modtaget følgende indstillinger:


  1. Indstilling fra Domea
    1. Tina Thomsen, Humlebæk (formand for Humlebæk Boligselskab, repræsenterer 1000 boliger, økonom, 10 års erfaring med almene boliger og deraf lovgivning gennem hverv som afdelingsformand, tidligere bestyrelsesmedlem i Domea)
    2. Per Hansen, Fredensborg (næstformand for Humlebæk Boligselskab, repræsenterer 1064 boliger, formand for Ravnsbjerg II i 4 år og bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen F31)
    3. Henrik Meden, København (advokat i Domea, specialist inden for lejelovgivning og almene boliger, repræsenterer ca. 1500 boliger, lægdommer ved boligretten, født og opvokset i Hørsholm, så godt kendskab til lokalområdet)
  2. Indstilling fra AB Hørsholm Kokkedal:
    1. Marianne Andersen, Kokkedal (formand for AB Hørsholm Kokkedal, bestyrelsesmedlem i bestyrelsen for Boligkontoret Danmark, repræsenterer 1030 boliger, nuværende medlem i nævnet)
  3. Indstilling fra DAB:
    1. Christian Balle Hansen, Hørsholm (formand for Hørsholm almene Boligselskab og afdelingsbestyrelse, repræsenterer ca. 2000 boliger, nuværende suppleant i nævnet)


Administrationerne har foretaget en samlet vurdering af de 5 indstillede kandidater for så vidt angår kvalifikationer, antallet af boliger som de repræsenterer, hidtidige erfaring med området og risiko for inhabilitet ved nævnsbehandlingen.


På den baggrund anbefales det at vælge Henrik Meden, Domea, som medlem pga. hans store erfaring med leje- og boliglovgivningen.


Marianne Andersen og Christian Balle Hansen har i de sidste 4 år være henholdsvis medlem og suppleant i nævnet. De er lige kvalificerede og har ydet en upåklagelig indsats i nævnet.


Der har for begges vedkommende været en række sager, som de ikke har kunnet deltage i pga. af inhabilitet, hvorfor det har været nødvendigt at indkalde begge til en del møder. I 2013 var Marianne Andersen inhabil i 7 sager og Christian Balle Hansen var inhabil i 9 sager. Da Christian Balle Hansen repræsenterer ca. 2.000 lejemål og Marianne Andersen repræsenterer 1.030 lejemål, er der også alt andet lige en risiko for, at Christian Balle Hansen vil være inhabil i flere sager end Marianne Andersen.


På den baggrund indstilles det, at Marianne Andersen vælges som suppleant for Henrik Meden.


Vedrørende valg af socialt sagkyndigt medlem og suppleant:

Administrationen indstiller, at teamleder Birthe Unger, Fredensborg Kommune, udpeges som socialt sagkyndig, og at centerchef Klaus Poulsen, Hørsholm Kommune, udpeges som suppleant.



Hørsholm Kommune forventes at behandle samme sag sideløbende i Økonomiudvalget den 15. maj 2014 og Hørsholm Kommunalbestyrelse den 26. maj 2014.


Det kan oplyses, at Hørsholm Kommune i dag er sekretariat for et tilsvarende samarbejde inden for det private område, nemlig Det fælles Huslejenævn for Fredensborg og Hørsholm Kommuner. Fredensborg Byråd og Hørsholm Kommunalbestyrelse har netop besluttet, at det fælles huslejenævn fortsætter i en ny 4-årig periode fra 1. april 2014 – 31. marts 2018.

Bevilling

Udgiften afholdes inden for budgettet.

Retsgrundlag

Almenlejelovens kapitel 17.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At det fælles beboerklagenævn for Fredensborg og Hørsholm Kommuner fortsætter i perioden 1. juli 2014 – 30. juni 2018
  2. at det indstilles til direktøren for Statsforvaltningen at udpege Marianne Dons som formand og juridisk konsulent Bente Jersie Jensen som suppleant
  3. at følge indstillingen fra LLO om at udpege John Hestehave som medlem og Conny Birkholm som suppleant
  4. at udpege Henrik Meden og Marianne Andersen som henholdsvis medlem og suppleant
  5. at udpege teamleder Birthe Unger, Fredensborg Kommune, og centerchef Klaus Poulsen, Hørsholm Kommune, som henholdsvis socialt sagkyndigt medlem og suppleant
  6. at godkende administrationens forslag til honorering af formand og medlemmer samt oplæg til udgiftsfordelingen mellem Fredensborg Kommune og Hørsholm Kommune

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-05-2014

Anbefaler administrationens indstilling undtaget punkt 4, som afventer kontakt med Hørsholm Kommune.