Nr.119 - Ændring af styrelsesvedtægten - Borgerrådgiver

Sagsnr.: 14/9431

 

Beslutningstema

Styrelsesvedtægten for Fredensborg Kommune skal ændres som følge af beslutningen om oprettelse af en borgerrådgivningsfunktion.


Samtidig benyttes lejligheden til at få foretaget et par små ajourføringer af styrelsesvedtægten, jf. sagsfremstillingen.


Forslaget om ændring skal undergives to behandlinger i Byrådet med mindst 6 dages mellemrum.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet vedtog på sit møde den 24. februar 2014 at oprette en borgerrådgivningsfunktion i Fredensborg Kommune.


Det er indeholdt i Byrådets vedtagelse, at borgerrådgivningsfunktionen skal etableres efter styrelseslovens § 65e, som er gengivet i sin fulde ordlyd nedenfor under ”Retsgrundlag”.


På den baggrund foreslås følgende ændring af styrelsesvedtægten:


Ny § 24:


Der er en borgerrådgiverfunktion, der henhører under Byrådets administration.

Stk. 2. Borgerrådgiveren yder vejledning og rådgivning til borgerne indenfor de af Byrådet fastsatte rammer herfor, og bistår Byrådet med dettes tilsyn og kontrolfunktioner i forhold til udvalg, borgmester og administration.

Stk. 3. Byrådet ansætter og afskediger borgerrådgiveren og fastsætter nærmere regler for dennes virksomhed


Den hidtidige § 24 bliver herefter § 25.


Styrelsesvedtægten med forslag til ændring vedlægges som bilag i sin fulde ordlyd.


Den foreslåede formulering af § 24 om en borgerrådgivningsfunktion læner sig op ad tilsvarende bestemmelser i styrelsesvedtægten for fx Helsingør Kommune, som også har etableret en borgerrådgivningsfunktion efter styrelsesloven § 65e.


De nærmere regler for borgerrådgivningens virksomhed - som skal fastsættes af Byrådet – er det tanken at udarbejde oplæg til sideløbende med den forestående proces om ansættelse af en borgerrådgiver.


Det forekommer i den forbindelse hensigtsmæssigt, at den kommende borgerrådgiver skal medvirke til udarbejdelse af reglerne således, at disse forventes forelagt Byrådet til endelig vedtagelse i de første måneder efter borgerrådgiverens tiltræden.


Ajourføring af styrelsesvedtægten

Siden vedtagelsen af den nugældende styrelsesvedtægt på byrådsmøderne i januar og februar 2014 er der konstateret behov for et par ajourføringer af styrelsesvedtægten:


  • I forhold til Udvalget for Plan, Miljø og Klima - styrelsesvedtægtens § 13, stk. 5 – tilføjes ”spildevandsplaner og vandforsyningsplaner”,

  • I forhold til Udvalget for Arbejdsmarked og Erhverv – styrelsesvedtægtens § 18, stk. 2 – slettes denne ”pind” ”- lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel” – idet området er overført til Udbetaling Danmark.

Retsgrundlag

Styrelseslovens § 65e:


Kommunalbestyrelsen kan i styrelsesvedtægten træffe bestemmelse om oprettelse af en borgerrådgiverfunktion, der ikke henhører under de stående udvalgs eller økonomiudvalgets umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender. Lederen af borgerrådgiverfunktionen ansættes og afskediges af kommunalbestyrelsen.

Stk.2. Økonomiudvalget skal, for så vidt angår borgerrådgiverfunktionen, varetage de opgaver, som økonomiudvalget er tillagt efter § 18, stk. 2-4, § 37 og § 45, stk. 1 og 2.

Stk.3. Borgerrådgiverfunktionen henhører ikke under borgmesterens øverste daglige ledelse af kommunens administration.

Stk.4. Borgerrådgiverfunktionen kan kun varetage opgaver vedrørende rådgivning og vejledning af borgerne og vedrørende tilsyn med kommunens administration.

Stk.5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, hvis kommunen styres efter reglerne i § 64 a, § 64 b, § 65, § 65 a eller flere af de nævnte bestemmelser.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At den foreslåede ændring og ajourføring af styrelsesvedtægten vedtages.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-04-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Byrådet den 28-04-2014

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-05-2014

Anbefaler administrationens indstilling.