Nr.300 - Ny fælles beredskabskommission

Sagsnr.: 13/41161

 

Beslutningstema

Byrådet skal vælge to repræsentanter til den nye fælles beredskabskommission med ikrafttrædelse pr. 1. januar 2015.

Sagsfremstilling og økonomi

I forlængelse af Byrådets beslutning den 27. oktober 2014, om etablering af et fælles beredskab mellem de fem kommuner, Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Helsingør og Fredensborg, skal der nedsættes en fælles beredskabskommission for de fem kommuner.

 

Sagen er koordineret de fem kommuner imellem.

 

Den fælles Beredskabskommission

I overensstemmelse med beredskabslovens § 10, stk. 2 skal der nedsættes en fælles Beredskabskommission, der i samarbejde med beredskabsdirektøren varetager de opgaver, som fremgår af den indgåede samordningsaftale mellem de fem kommuner.

 

Den fælles Beredskabskommission består samlet af 17 medlemmer:

 

·         Borgmesteren i Allerød Kommune

·         Borgmesteren i Fredensborg Kommune

·         Borgmesteren i Helsingør Kommune

·         Borgmesteren i Hørsholm Kommune

·         Borgmesteren i Rudersdal Kommune

·         Politidirektøren fra Nordsjællands Politi

·         2 medlemmer valgt blandt Kommunalbestyrelsens medlemmer i hver af de deltagende kommuner

·         Samt en medarbejderrepræsentant valgt blandt de ansatte medarbejdere.

 

Det er forventningen, at Statsforvaltningen giver en tilbagemelding i løbet af december måned. Dette kan være i form af en forhåndsgodkendelse. Det kan oplyses, at der pågår en diskussion om medarbejderrepræsentanter i beredskabskommissionen.

 

En repræsentant for det frivillige redningsberedskab, udpeget af og blandt dette, indgår som observatør.

 

Ifølge beredskabsloven og som angivet i samarbejdsaftalen mellem de fem kommuner er borgmesteren født medlem af kommissionen.

 

Der skal således udpeges to byrådsmedlemmer fra Fredensborg Kommune til den nye fælles beredskabskommission, der træder i kraft pr. 1. januar 2015.

 

I følge konstitueringsaftalen er posterne i Fredensborg Kommune fordelt således i dag:

 

Medlem:

A - Socialdemokraterne

V - Venstre

Retsgrundlag

Beredskabslovens § 10 og § 4 i aftale om et samordnet beredskab mellem Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Helsingør og Fredensborg kommuner.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At Byrådet udpeger to repræsentanter fra kommunalbestyrelsen til den nye fælles beredskabskommission med ikrafttrædelse pr. 1. januar 2015.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-12-2014

Økonomiudvalget anbefaler, at Thomas Bak (V) og Bo Hilsted (A) udpeges til den nye fælles beredskabskommission.