Nr.57 - Forslag til tillæg nr. 4 til spildevandsplan 2011-2020

Sagsnr.: 12/54858

 

Beslutningstema

Godkendelse af at tillæg nr. 4 til Fredensborg Kommunes spildevandsplan 2011-2020 sendes i offentlig høring. 

Sagsfremstilling og økonomi

Tillæg nr. 4 til Fredensborg Kommunes spildevandsplan 2011-2020 omfatter 9 ejendomme langs Kongevejen mellem Hesselrød og Lønholt, 5 ejendomme langs Kongevejen nord for Lønholt samt 3 ejendomme på Højsagervej. Administrationen ønsker med dette tillæg, at områderne bliver udlagt som spildevandskloakeret. 


I alle tre områder ligger der en kloakledning i umiddelbart nærhed af ejendommene.


Ejendommene er beliggende i det åbne land og afleder spildevand ved private løsninger. Den overvejende del af de private spildevandsanlæg fra beboelserne opfylder ikke kravene til den gældende renseklasse eller er utidssvarende. Det er medvirkende til, at de nærliggende vandløb ikke kan opfylde deres målsætning om en god økologisk tilstand.


De berørte ejendomme skal ifølge spildevandsplanen foretage en forbedret rensning af spildevand inden 2014. Forbedret spildevandsrensning kan enten ske ved etablering af et privat spildevandsanlæg eller ved kloakering. Ejerne har endnu ikke modtaget et påbud om forbedret rensning som følge af, at administrationen og Fredensborg Forsyning foreslår at udlægge områderne som kloakopland.


Hesselrød - Lønholt

Ved kloakering af Hesselrød i 2011 er der etableret en spildevandsledning fra Hesselrød langs Kongevejen til Fredensborg Renseanlæg. Det har gjort det nemt at tilslutte ejendommene på Kongevejen mellem Hesselrød og Lønholt til Fredensborg Forsynings kloaksystem. 


Ejendommene nord for Lønholt kan ligeledes tilsluttes Forsyningens kloakledning langs Kongevejen. Disse ejendomme har endvidere direkte udledning til Grønholt Å. Det er samtidig vanskeligt på flere af ejendommene at placere et privat spildevandsanlæg, da grundene er små.


Højsagervej

Ved nedlæggelse af Langerødvænge Renseanlæg er der etableret en ny kloakledning til Fredensborg Renseanlæg. Det betyder, at ejendommene på Højsagervej kan tilsluttes den nye kloakledning. Det er en hensigtsmæssig løsning, dels fordi grundene er små i forhold til at placere et privat anlæg og dels fordi de afleder spildevand over deres matrikelgrænse. 


Kloaksystemet er alle tre steder dimensioneret til at kunne modtage spildevand fra de berørte ejendomme.


På baggrund af en samlet vurdering af de lokale forhold vurderer administrationen, at den bedste løsning er at kloakere ejendommene. Begrundelsen er dels, at nogle af ejendommene er små i forhold til at placere et privat anlæg og dels at kloakering er den bedste løsning i forhold til at forbedre vandkvaliteten i de nærliggende vandløb, særligt Grønholt Å. Endvidere er det nemt og billigt, at spildevandskloakere ejendommene, idet ejendommene kan tilsluttes eksisterende spildevandsledninger langs Kongevejen og Højsagervej.


Tag- og overfladevand fra områderne skal fortsat afledes ved privat foranstaltning.


Tillæg til spildevandsplan

Da områderne i dag ikke er optaget som kloakopland i Fredensborg Kommunes spildevandsplan 2011-2020, skal der vedtages et tillæg til spildevandsplanen. Forslaget til tillæg nr. 4 til spildevandsplanen har været i høring i Fredensborg Forsyning. Forsyningens kommentarer er blevet indarbejdet.


Den videre proces omkring tillægget er, at forslaget sendes i 8 ugers offentlig høring, når det er politisk godkendt. Herefter samles der op på kommentarer og indsigelser, der måtte være kommet i høringsperioden. Det endelige tillæg til spildevandsplan 2011-2020 forlægges derefter til politisk godkendelse. 

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven - jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010 om miljøbeskyttelse.
Spildevandsbekendtgørelsen - jf. 
1448 af 11/12 2007 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.


Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Høring om tillægget til spildevandsplanen annonceres på kommunens hjemmeside. Forslaget bliver desuden sendt til de berørte grundejere og relevante interesseorganisationer samt Naturstyrelsen. Det vedtagne tillæg skal sendes til Naturstyrelsen.

Indstilling

  1. At forslag til tillæg nr. 4 til spildevandsplan 2011-2020 om kloakering ved Lønholt og Højsagervej sendes i offentlig høring.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 28-02-2013

Anbefaler administrationens indstilling. 

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-03-2013

Anbefaler Miljø- og Teknikudvalgets indstilling.