Nr.53 - Valg af bestyrelsesmedlem til Johannes Hages Hus

Sagsnr.: 09/43223

 

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til Pia Bødtkers anmodning om fritagelse for sit hverv som bestyrelsesmedlem i Johannes Hages Hus samt udpege nyt bestyrelsesmedlem.

Sagsfremstilling og økonomi

Pia Bødtker (A) har anmodet Byrådet om, at blive fritaget for sit hverv som kommunens repræsentant i bestyrelsen i Johannes Hages Hus.


Anmodningen er begrundet i stigende vanskeligheder - i lyset af den aktuelle og fremtidige situation omkring driften af Johannes Hages Hus - med at forene varetagelsen af hvervet med hendes arbejdsmæssige situation i øvrigt.


I henhold til styrelseslovens § 17, stk. 3 har valg til råd, nævn, kommissioner m.m. virkning for Byrådets funktionsperiode - valgperioden.


Byrådet kan - uanset denne bestemmelse - på begæring fritage en person for sit hverv for resten af funktionsperioden, når Byrådet skønner, at der er rimelig grund dertil. Der tilkommer i den forbindelse Byrådet et betydeligt skøn.


Byrådet udpegede på det konstituerende møde tillige en stedfortræder til bestyrelsen i Johannes Hages Hus. Stedfortræderen er Charlotte Sander (A).


Under normale omstændigheder ville stedfortræderen indtræde på den ledigblevne bestyrelsesplads og der ville blive udpeget ny stedfortræder.


I lyset af den aktuelle situation på Johannes Hages Hus samt med henvisning til anbefalingerne fra den politiske arbejdsgruppe vedr. den kommende byrådsperiode, forekommer det hensigtsmæssigt, at kommunens repræsentant i bestyrelsen for Johannes Hages Hus bliver en administrativ repræsentant for den resterende del af indeværende byrådsperiode.


Der sker således ingen ændring i forhold til stedfortræderposten.



Bevilling

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Styrelsesloven § 17, stk. 3 og vedtægterne for Johannes Hages Hus.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Meddelelse til Johannes Hages Hus om ændring af kommunens repræsentant i bestyrelsen.

Indstilling

  1. At Byrådet godkender Pia Bødtkers anmodning om fritagelse for hvervet som bestyrelsesmedlem i Johannes Hages Hus

  2.  At Byrådet udpeger Morten Knudsen, direktør for Borgerservice, job og velfærd, til bestyrelsen for Johannes Hages Hus

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-03-2013

Anbefaler administrationens indstilling.