Nr.99 - Kvalitetsstandarder handicap og socialpsykiatri 2013

Sagsnr.: 13/11479

 

Beslutningstema

Godkendelse af  to nye kvalitetsstandarder vedrørende Brugerstyret Personlig Assistance (BPA), støtte i eget hjem  (LSS § 85) samt godkendelse af revideret udgave af kvalitetsstandard for Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).

Sagsfremstilling og økonomi

I forbindelse med Masterplan for handicap og socialpsykiatri, er der udarbejdet forslag til to nye kvalitetsstandarder vedrørende brugerstyret personlig assistance (BPA) og støtte i eget hjem samt revision af eksisterende kvalitetsstandard vedrørende særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU). Effekten af initiativerne er afhængig af nedenstående kvalitetsstandarder og denne sag skal således ses i sammenhæng med sagen om justeret masterplan.


Kommunen fastlægger selv kvalitetsstandarder på en række områder. Kvalitetsstandarder er udtryk for Kommunens serviceniveau på et bestemt område, med andre ord, Kommunens udmøntning af lovgivningen.


Alle bevillinger skal foretages ud for en individuel, konkret vurdering.

Fælles for kvalitetsstandarderne er, at serviceniveauet lægges på et minimum inden for lovgivningens grænser.


Brugerstyret Personlig Assistance (BPA)


Lovgivningen vedrørende BPA omhandler borgere, som er fyldt 18 år med betydelig og har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Borgerne har et omfattende behov, der gør det nødvendigt at yde ganske særlig støtte til pleje, overvågning eller ledsagelse. Borgeren skal kunne opbygge eller fastholde et selvstændigt liv med mulighed for deltagelse i samfundslivet.


Ydelsen kan tildeles borgere, som i høj grad er afhængig af andres hjælp, og som kan befinde sig i hjælpeløse situationer uden den givne hjælp.


Det overordnede formål med reglerne om BPA er, at skabe grundlag for fleksible ordninger. Borgere der kan og ønsker at modtage tilskud til selv at ansætte hjælpere får tilbudt en ordning, der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, og som dermed kan tilpasses borgernes ønsker og behov. Meningen med BPA ordningen er at personer med omfattende funktionsnedsættelser kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.


Formålet er samtidig at skabe mulighed for helhedsorienteret hjælp for borgere med et omfattende hjælpebehov.


Som udgangspunkt er loven rettet mod borgere med mere massive og sammensatte hjælpebehov, hvor borgerens behov ikke kan dækkes ved almindelig omsorg efter servicelovens øvrige paragraffer (personlig- og praktisk hjælp, støtte mv.)


Ydelsen udmåles efter funktionsudredning og deraf behov for antal timer til hjælp i løbet af døgnet.

Timepriserne fastsættes efter laveste lønniveau.


Loven betyder, at borgeren kan vælge at fungere som arbejdsleder, hvilket vil sige at borgeren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for sine hjælpere.


Borgeren kan også vælge at fungere som arbejdsgiver. Det indebærer, at borgeren har ansvaret for at administrere ydelsen med de praktiske og juridiske opgaver, der er forbundet med arbejdsgiverrollen, og at modtage et kontant tilskud til BPA.


Såfremt borgeren måtte ønske det, kan den administrative del af arbejdsgiveransvaret videregives til en nærtstående, kommunen eller en forening. Der afregnes administrative udgifter forbundet hermed. Serviceniveauet lægges på et minimum for denne opgave.


Loven åbner desuden mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan udbetale ydelsen til nærtstående, dvs. ægtefælle, børn, søskende eller forældre, som passer den pågældende borger. Disse kan også fungere som både arbejdsgiver, arbejdsleder og arbejdstager. Det vil sige at være leder af støtte og plejeopgaverne for sig selv som arbejdstager eventuelt med opgaverne fordelt mellem andre nærtstående.


I forhold til den nuværende praksis præciseres der, at udbetaling af ydelser til nærtstående som udgangspunkt ikke kan overskride en tilsvarende udgift til et botilbud indenfor borgerens målgruppe.


Kvalitetsstandarden er ny.


Støtte i eget hjem


Kommunen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Støtten ydes uafhængig af boform.


Den socialpædagogiske bistand vil således kunne ydes til beboere i botilbud, bofællesskaber, opgangsfællesskaber, boligafdelinger for socialt udsatte, borgere i selvstændig bolig mv.


Formålet med indsatsen er, at styrke den enkeltes funktionsmuligheder eller at kompensere for nedsat funktionsevne, som betyder, at den enkelte ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.


Indsatsen tager således sigte på, at den enkelte kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner.   


Socialpædagogisk bistand skal medvirke til at sætte borgeren i stand til at leve så selvstændigt et liv som muligt.


Hjælpen bevilges udmålt antal timer om ugen. Udmålingen af timer baseres på funktionsudredning, med hyppig opfølgning. Bevilgede timer overskrider som udgangspunkt ikke et prisniveau på linje eller over en plads i et bofællesskab eller botilbud.


Kvalitetsstandarden er ny.



Særlige tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)


Formålet med STU er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.

Ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse

Uddannelsen en berammet til 3 år. Den unge kan modtage tilbud om ungdomsuddannelsen umiddelbart efter undervisningspligtens ophør eller efter ophøret af eventuelt fortsat undervisning i folkeskolen, en fri grundskole eller en efterskole mv. Uddannelsen kan påbegyndes indtil det fyldte 25. år.


Uddannelsen kan maksimalt strække sig over 5 år.


Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-Øresund) har initiativpligten og det overordnede ansvar for, at alle i målgruppen modtager information og vejledning om uddannelsen.


UU-Øresund laver indstillingen efter samråd med den unge og forældrene/værgen. Der skal peges på alternativer. Indstillingen skal indeholde pris på de foreslåede uddannelsestilbud.


Som udgangspunkt kan udgiften til et uddannelsesforløb højst udgøre 250.000,- årligt.


Justeringen af standarden betyder, at såfremt den unges fremmøde på uddannelsesstedet er 50 % eller derunder, kan uddannelsen sættes i bero eller afsluttes.


Kvalitetsstandarderne har været til høring i Danske Handicaporganisationers Fredensborg afdeling. Høringssvaret, som omhandlede forslag til sproglige rettelser, er indarbejdet i standarderne.


Til illustration af effekten af de nye standarder er der vedlagt et lukket bilag med borger cases. 


Retsgrundlag

Lov om Social Service.

Kompetence

Social- og Sundhedsudvalget.

Kommunikation

Kvalitetsstandarderne har været i høring hos DH- medlemmerne. Høringssvarene er indarbejdet i kvalitetsstandarderne.

Indstilling

  1. at ny kvalitetsstandard for BPA godkendes
  2. at ny kvalitetsstandard for støtte i eget hjem godkendes
  3. at justeret kvalitetsstandard for STU godkendes

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalg 2010-2014 den 15-04-2013

Sagen udsat.


Fraværende: Christian de Jonquieres (C).

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalg 2010-2014 den 06-05-2013

Følgende blev sat til afstemning :

ad.1. Administrationens indstilling godkendes under forudsætning af, at borgerens timer i anden aflastning/uddannelsesordning fratrækkes i BPA tilskuddet.

ad.2. Administrationens indstilling godkendes. Udvalget ønsker en statusopfølgning med eksempler på sager.

ad 3. Administrationens indstilling godkendes.

Den årlige skønnede økonomiske effekt af kvalitetsstandarderne fra 2013 og frem er jf. den økonomiske masterplan: (1) 0,5-1 mio. kr., (2) 2-2,5 mio. kr. og (3) 0,5-1 mio. kr.

For dette stemte Hans Nissen (A), Pia Bødker (A), Charlotte Sander (A), Christian de Jonquieres (C), Lars Søndergaard (V), Thomas Elgaard (V)

Imod stemte Kristian Hegaard (B) 

Kristian Hegaard begærede sagen i Byrådet.

Kommentarer fra DH-medlemmerne i Handicaprådet indgik i sagens behandling.

Fraværende: Susan Daoud (F) og Tinne Borch Jacobsen (V)

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-05-2013

Sagen udsættes til ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde den 27. maj 2013 inden det ordinære byrådsmøde.



Fraværende: Hans Nissen (A)