Nr.102 - Godkende EU-ELENA ansøgning om støtte til teknisk bistand til energiinvesteringer

Sagsnr.: 12/44149

 

Beslutningstema

Godkende at Fredensborg Kommune deltager i regionens ansøgning til EU´s ELENA-program, herunder indgår samarbejdsaftale med regionen om at investere 55,2 mio. kr. i energibesparelser fra efteråret 2013 og 3 år frem, samt egenfinansierer 292.317 kr.

Sagsfremstilling og økonomi

Plan- og Klimaudvalget godkendte den 7. november 2012 principielt at Fredensborg Kommune deltager i regionens EU-ELENA-ansøgning (European Local Energy Assistance) om støtte til at forberede energiinvesteringer i offentlige bygninger.


Foruden Region Hovedstaden, med Glostrup Hospital og Bornholms Hospital, er der 11 kommuner med i samarbejdet: Albertslund, Fredensborg, Frederikssund, Gentofte, Gladsaxe, Gribskov, Hørsholm, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Københavns Kommune.

  

Til brug for ansøgningen har de deltagende kommuner og regionen fremskaffet en lang række oplysninger og data. Med forbehold for politisk godkendelse er der redegjort for ansøgte beløb til energiinvesteringer i egne bygninger.


Hvis projektet får tildelt ELENA-midler, har Regionen og kommunerne estimeret, at de tilsammen kan gennemføre (lånefinansierede) energiinvesteringer i de offentlige bygninger for i alt ca. 459 mio. kr. Der ansøges om ELENA-støtte på i alt 21,9 mio. kr. til teknisk bistand til at forberede investeringerne.


Nogle af de konkrete fordele ved at gå sammen i et fælles ELENA-projekt er:

·        Teknisk bistand fra eksterne eksperter (til en bedre pris) og nyansat personale hos regionen til udvikling af investeringsprogrammer i kommuner og region

·        Videndeling mellem kommuner

·        Kompetenceudvikling af medarbejdere

·        Besparelser via fælles undersøgelser og udbud samt en beskæftigelsesmæssig effekt.


De investeringer, som støtten gives til at forberede, kan være investeringer i renovering af bygninger for at opnå markant faldende energiforbrug (både varme og elektricitet) via varmeisolering, effektiv aircondition og ventilation samt effektiv belysning. Det kan ligeledes være integration af vedvarende energikilder i det byggede miljø - f.eks. solceller, solfangere og biomasse.

  

Økonomiske konsekvenser for Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune har allerede med budget 2013 besluttet at lånefinansiere op til 120 mio. kr. i energiinvesteringer over de næste 4 år (udmøntning af disse behandles også på Plan- og Klimaudvalgsmødet 8. maj.) Med den vedlagte samarbejdsaftalemed regionen bekræftes det, at Fredensborg Kommunes forventede investering under ELENA-projektets 3-årige projektperiode er på mindst 55,2 mio. kr. Denne investering er således en del af de i budget 2013 afsatte lånefinansierede energiinvesteringer.


Fredensborg Kommune skal bidrage med en egenfinansiering på 292.317 kr. fordelt over 3 år. Egenfinansieringen finansieres via klima- og energipuljen, som blev afsat i budget 2011-14 til at understøtte CO2-reducerende aktiviteter. Beløbet vurderes at modsvare de nævnte konkrete fordele ved deltagelse i projektet, fx teknisk bistand til nedsat pris, videndeling og kompetenceudvikling.


Ved at modtage teknisk bistand fra ELENA-programmet accepterer projektets partnere, at støtten skal tilbagebetales i det omfang, at der ikke opnås en faktor 21 mellem investering og støttebeløb for projektet som helhed. 


Det betyder, at Fredensborg Kommune via samarbejdsaftalen accepterer ansvaret for at gennemføre energiinvesteringer på de nævnte 55,2 mio. kr. Eventuelle budgetoverskridelser skal finansieres af ansøgeren (dvs. regionen), og det er derfor nødvendigt at indgå en forpligtende aftale om samarbejde. Såfremt en kommune ikke investerer det aftalte beløb, og der ikke er andre kommuner, som investerer mere end oprindeligt aftalt, hæfter kommunen for de manglende investeringer. 

  

Organisering af ELENA-projektet

Region Hovedstaden står som ansøger og ledende partner, og indgår en samarbejdsaftale med hver af parterne, som fastlægger parternes forpligtigelser.


Der nedsættes en administrativ styringskomite med direktører fra samtlige partnere, som mødes en gang årligt, samt en administrativ styregruppe med ledelsesrepræsentanter fra regionen (formand) og 4-5 kommuner. Regionen etablerer en Støttefunktion, finansieret af ELENA-midler og partnernes medfinansiering, til at varetage den daglige ledelse af projektet.


Tidsplan

-   Politisk godkendelse hos samtlige partnere: april/maj 2013

-   Afsendelse af endelig ansøgning til EU-kommisionen: primo juni 2013

-   Under forudsætning af at ELENA-ansøgningen bliver godkendt af EU-Kommissionen, og at kontrakten bliver underskrevet i juli/august 2013, vil projektperioden være 1. september 2013 til 31. august 2016.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet.


Kommunikation

Partnernes resultater skal kommunikeres så bredt som muligt. På Region Hovedstadens hjemmeside vil projektet blive præsenteret og resultater fremvist. Herudover beskrives i ansøgningen at resultaterne vil blive formidlet via pressemeddelelser og artikler i faglige medier samt via partneres danske og internationale netværk.

Elektroniske bilag


Indstilling

1.      At resume af ELENA-ansøgningen godkendes som grundlag for færdiggørelsen af en ELENA-ansøgning.

2.      At Region Hovedstaden bemyndiges til at færdiggøre ELENA ansøgningen og fremsende den til Den Europæiske Investeringsbank på vegne af regionen og de deltagende kommuner.

3.      At skabelon til Samarbejdsaftale mellem Region Hovedstaden og kommune godkendes.

4.      At kommunes investering og egenfinansiering i ELENA-projektet godkendes.

Beslutning i Plan- og Klimaudvalg den 08-05-2013

Anbefaler administrationens indstilling. 


Fraværende: Hans Nissen (A). 

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-05-2013

Anbefaler Plan- og Klimaudvalgets indstilling.



Fraværende: Hans Nissen (A)