Nr.11 - Takstbilag 2013 - I/S Gunderød Vandværk
Sagsnr.: 12/37543
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om takster (anlægs- og driftsbidrag) pr. 1. januar 2013 for I/S Gunderød Vandværk kan godkendes.
Sagsfremstilling og økonomi
Det private I/S Gunderød Vandværk, beliggende Gunderødvej 28, 2970 Hørsholm, har med brev af 8. december 2012 sendt forslag til takstbilag pr. 1. januar 2013 til Byrådets godkendelse.
Af brevet fremgår, at bestyrelsen har vedtaget:
- at forhøje den faste afgift fra kr. 400/år til kr. 500/år
- at indføre målerleje på kr. 150/år
- der til kommer en ny midlertidig statsafgift på kr. 0,83 pr. m³ til dækning af de statslige og kommunale udgifter i forbindelse med grundvandskortlægningen
- at nye forbrugere, udover tilslutningsafgift, skal betale samtlige omkostninger ved tilslutningen til vandværket
Ændringerne skyldes primært øgede driftsomkostninger og dermed driftsunderskud de seneste 2 år. (Året 2012 vil også skabe underskud).
Samtlige vandmålere skiftes i 2013 jf. Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelse om måleteknisk kontrol.
Ud over takster for 2013 er der vedlagt vandværkets budget for 2013 samt vandværkets årsrapport for 2011 til Byrådets orientering.
Til sammenligning kan det oplyses, at:
- m³-prisen for vand fra I/S Gunderød Vandværk er kr. 7,50 kr., m³-prisen for vand fra Fredensborg Forsyning A/S kr. 14,45.
- der kræves en fast afgift pr. enhed pr. år på kr. 500 hos Gunderød Vandværk, hvilket der ikke kræves for kommunal vandforsyning.
- der kræves kr. 188 i årlig målerleje hos Gunderød Vandværk, denne leje udgør min. kr. 250 i den kommunale vandforsyning
- tilslutningsafgiften til Gunderød Vandværks forsyning koster kr. 18.375, dog kr. 107.000 i delområde *"Karlebo-Vest"
- tilslutningsafgiften til Fredensborg Forsyning er kr. 23.409 pr. boligenhed
Alle priser er inkl. moms.
Vær opmærksom på, at dette er en sammenligning mellem et mindre privat vandværk og et forsyningsselskab med to større vandværker og et deraf følgende større ledningsnet.
For øvrige sammenligninger, se bilagene.
Bevilling
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Retsgrundlag
Vandforsyningsloven (LBK nr 635 af 17/06/2010), § 53.
Kompetence
Miljø- og Teknikudvalget indstiller til godkendelse.
Byrådet godkender.
Kommunikation
Udfaldet af byrådets behandling af sagen meddeles I/S Gunderød Vandværk.
Indstilling
- At takstbilag pr. 01. januar 2013 for I/S Gunderød Vandværk godkendes.
Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 17-01-2013
Administrationens indstilling anbefales.
Fraværende: Carsten Wulff (V).
Beslutning i Økonomiudvalget den 21-01-2013
Anbefaler Miljø- og Teknikudvalgets indstilling.