Nr.252 - Vedtagelse af tillæg til Spildevandsplan 2011-2020

Sagsnr.: 12/54858

 
Hossein Armandi

Beslutningstema

Vedtagelse af tillæg 4 til kommunens Spildevandsplan 2011-2020.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet vedtog den 2. april 2013 at sende et forslag til tillæg 4 til kommunens spildevandsplan i offentlig høring. Tillægget har været i 8 ugers høring og skal nu endelig vedtages. 


Med vedtagelse af tillæg 4 bliver 17 ejendomme i det åbne land udlagt som spildevandskloakeret. De omtalte ejendomme er beliggende langs Kongevejen og Højsagervej og afleder i dag spildevand ved private løsninger. Den overvejende del af disse private spildevandsanlæg opfylder ikke kravene til spildevandsrensning. Det er medvirkende til, at de nærliggende vandløb og søer ikke kan opfylde deres målsætning om en god økologisk tilstand. De berørte ejendomme skal ifølge spildevandsplanen foretage en forbedret rensning af spildevand inden 2014. Dette kan enten ske ved kloakering eller ved etablering af tidssvarende private spildevandsanlæg. Ud over dette er der et par ejendomme som har et utidssvarende anlæg, hvor det forventes, at anlæggene har en begrænset levetid.


Der er i høringsperioden indkommet 1 høringssvar fra ejerne af to boliger på Kongevejen. Høringssvaret er bilagt. Høringssvaret omhandler, at borgerne ikke ønsker at blive tilsluttet kloak, idet de mener, at deres eksisterende spildevandsanlæg er velfungerende og ikke forurener vandmiljøet. De oplyser desuden, at deres vandforbrug er meget lavt som følge af, at de kun er to personer, som bor på ejendommene og den ene bolig primært anvendes som gæstebolig.


Administrationen har for at imødekomme høringssvaret besigtiget borgernes spildevandsanlæg og indhentet oplysninger om borgernes vandforbrug fra Forsyningen. Administrationen konstaterede ved besigtigelsen, at anlæggene var defekte og utidssvarende og der var tegn på at spildevandsanlæggene var utætte. Selv om fejlene på anlæggene bliver udbedret, er der stadig en risiko for, at anlæggene ikke har en tilstrækkelig kapacitet ved ejerskifte. 


På denne baggrund vurderer administrationen, at spildevandsforholdene skal forbedres på ejendommene, idet anlæggene ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt. 


Det er administrationens samlede vurdering, at alle ejendommene inden for kloakoplandet skal kloakeres. Begrundelsen er at: 

  • De konkrete ejendomme har utidssvarende anlæg, hvor der er en risiko for forurening af grundvandet og forurening af vandmiljøet pga. at anlæggene er utætte renser mindre end nutidens anlæg.
  • Der er en stor sandsynlighed for, at de utidssvarende anlæg skal udskiftes inden for en 5-10 års periode.
  • Det er generelt billigere samfundsøkonomisk, at borgerne bliver tilsluttet et fælles kloaksystem end, at borgerne hver især laver et privat spildevandsanlæg. Grunden er, at ejendommene ligger relativt tæt og Forsyningen allerede har en kloakledning i vejen, som ejendommene kan tilsluttes.  

Området forventes kloakeret i 2014-2015. Når Forsyningen har lagt deres stikledning til matrikelgrænsen, skal ejeren betale et bidrag til Forsyningen for tilslutning kloakken. Bidraget er pt. omkring 35.000 kr. inkl. moms for private ejendomme, mens erhvervsejendomme betaler et forhøjet tilslutningsbidrag afhængig af grundstørrelsen.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.


Retsgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven - jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010 om miljøbeskyttelse.


Spildevandsbekendtgørelsen - jf. bekendtgørelse 1448 af 11. december 2007 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

Kompetence

Byrådet


Kommunikation

Høringen har været annonceret på kommunens hjemmeside. Forslaget til tillæg 4 har desuden været sendt til de berørte grundejere, Fredensborg Forsyning, relevante interesseorganisationer og Naturstyrelsen.


Endelig vedtagelse af tillæg 4 til kommunens spildevandsplan 2011-2020 annonceres på kommunens hjemmeside. Samtidig vil de berørte borgere og Naturstyrelsen blive orienteret pr. brev. 


Elektroniske bilag



Indstilling

  1. At tillæg 4 til kommunens Spildevandsplan 2011-2020 vedtages.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 28-11-2013

Anbefaler administrationens indstilling. 


Fraværende: Carsten Wulff (V). 

Beslutning i Økonomiudvalget den 09-12-2013

Anbefaler Miljø- og Teknikudvalgets indstilling.


Liste C tog forbehold.