Nr.242 - NKK-Hallen søger om lånegaranti til udbygning af NKK-Hallen

Sagsnr.: 12/22961

 
Hossein Armandi

Beslutningstema

Der skal tages stilling til ansøgning fra bestyrelsen for NKK-Hallen om en kommunal lånegaranti på nominelt 6,332 mio. kr. til udbygning af NKK-Hallen og etablering af foreningsfitness.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Økonomiudvalget principgodkendte på møde den 24. oktober 2011, at NKK-Hallen kan arbejde videre med et konkret projekt til forelæggelse for fagudvalg, Økonomiudvalg og Byråd.


Protokoludskrift kan ses under elektronisk bilag. Her fremgår desuden NKK-Hallens koncept for foreningsfitness og driften af denne. 


Sagen har desuden tidligere været forelagt Fritids- og Erhvervsudvalget den 16. august 2010 og den 11. april 2011.


Efter principgodkendelsen i 2011 gik administrationen i gang med at indhente de fornødne godkendelser – og der er nu kommet afklaring omkring disse forhold. Det skal i den forbindelse bemærkes, at kommunen den 3.9.2012 søgte tilsynet om godkendelse af, at kommunen gav tilsagn om kommunegaranti - og at tilsynet godkendte lånegarantien den 31.1.0.2013. Kommunen har i den mellemliggende periode rykket tilsynet adskillige gange.


Ved at stille den pågældende garanti, kommer kommunen til at garantere for, at NKK-Hallen a.m.b.a., der ejer hallen, og som vil være låntager på lånet, kan betale lånet tilbage. 


Ansøgningen

Efter Økonomiudvalgets principbeslutning har bestyrelsen for NKK-Hallen arbejdet videre med det konkrete projekt.


Bestyrelsen for NKK-Hallen har den 18. november 2013 indsendt revideret ansøgning om lånegaranti til en udbygning af NKK-Hallen.


Det fremgår af ansøgningen til Fredensborg Kommune, at NKK-Hallens bestyrelse søger om tilsagn til en lånegaranti for den nødvendige realkreditbelåning på nominelt 6,332 mio. kr.


Nettoprovenu udgør 6,3 mio.kr, hvilket svarer til den anlægsudgift bestyrelsen har kalkuleret med til udbygning af hallen.


Projektet omfatter en udbygning af hallen i 2 plan på i alt ca. 345 m2, hvoraf ca. 120 m2 skal udlejes til en nystiftet forening, NKK-Foreningsfitness, der vil benytte det lejede til motionscenter. Derudover etableres en større forhal, et trænings- og opvarmningsrum på ca. 100 m2 til brug i forbindelse med turneringskampe i hallen, et nyt møderum på ca. 35 m2 til brug for oplysningsforbundene, Ældresagen og lignende samt ekstra toiletter.


Hele ansøgningen kan ses i bilag 1-6.


Budget

Bestyrelsen for NKK-Hallen har fået udarbejdet et budgetoverslag, der er gennemgået/beregnet af en tegnestue og et ingeniørfirma.


Det fremgår af budgetoverslaget, at de samlede byggeudgifter er beregnet til 6,28 mio. kr.


Budgetoverslag ses i ansøgningen, bilag 4 og 5.


Derudover kommer udgifter til fitnessredskaber på foreløbigt anslået 400-500.000 kr., som for størstedelens vedkommende forudsættes finansieret gennem et rentefrit lån fra DGI/DIF-foreningsfitness.


Vedrørende lånebekendtgørelsen, kommunalfuldmagt og statsstøtteregler

Det følger af lånebekendtgørelsens § 13, stk.1, at et byråd ikke uden tilsynets samtykke må afgive tilsagn om regelmæssige ydelser eller lignende, som kommunen ikke efter lovgivningen er forpligtet til at præstere.


Administrationen anmodede derfor den 3. september 2012 Statsforvaltningen om at godkende, at kommunen giver tilsagn om en 100 pct. lånegaranti for et realkreditlån på nominelt 6,480 mio.kr., optaget af Nivå-Kokkedal Hallen (NKK-Hallen) til finansiering af en udbygning af NKK-Hallen.


Statsforvaltningens afgørelse

Statsforvaltningen har den 31. oktober 2013 meddelt samtykke til, at Fredensborg Kommune giver tilsagn om at stille en 100 pct. garanti for et realkreditlån, optaget af andelsselskabet NKK-Hallen. Hele afgørelsen kan ses i bilag 3.


Tilsynet bekræfter i deres afgørelse, at det ligger inden for kommunalfuldmagtens og lånebekendtgørelsens rammer, at kommunen yder lånegaranti til NKK-Hallen. Derudover fremgår det af afgørelsen, at Statsstøttesekretariatet har vurderet, at der ved en lånegaranti til NKK-Hallen ikke er tale om statsstøtte efter EU-reglerne.


Administrationens bemærkninger og anbefalinger

Budgetoverslag

Administrationen bemærker, at NKK-Hallens budgetoverslag på 6,28 mio.kr. for 345 m2 svarer til ca. 18.200 kr. pr. m2., hvilket administrationen vurderer er rimeligt.


Administrationen vurderer ligeledes, at NKK-Hallens afbetalingsplan er realistisk, hvis de opstillede forudsætninger holder. Det bemærkes, at planen bl.a. hviler på en forventning om medlemsfremgang, hvis fremgangen udebliver, er det administrations vurdering, at NKK-Hallen vil have svært ved at betale ydelserne på lånet, der garanteres for. Risikoen for at garantien kan føre til delvis udbetaling er således til stede.


Provision, jf. ny beslutning ved lånegaranti

Efter beslutning i Økonomiudvalget den 18. november 2013, opkræver kommunen nu provision ved udstedelse af lånegaranti til virksomheder der opererer på markedsvilkår. I forhold til idrætsforeninger og andelsselskaber, der ikke opererer på markedsvilkår, er kommunen ikke forpligtet til at opkræve provision ved udstedelse af lånegaranti. Der er dog adgang til at opkræve provisionen.


Der skal derfor tages stilling til, om Fredensborg Kommune skal opkræve provision i forbindelse med lånegarantien til NKK-Hallen.


På den ene side udsætter garantien kommunen for en risiko, og jf. ovennævnte sag i ØK-udvalget, er det Statsforvaltningens indstilling, at kommunen bør kræve provision, hvis kommunen udsættes for en risiko. Hvis provisionssatsen i NKK-Halgarantien skulle afspejle risikoen, vil satsen blive væsentlig højere end de 0,5 pct. der opkræves i forhold til forsyningen.


På den anden side vil opkrævning af en provision på eksempelvis 1 pct., svarende til 63.332 kr. pr. år i starten af perioden, betyde at budgetforudsætningerne i projektet vælter, og projektet dermed ikke kan gennemføres. Det har ikke været en forudsætning, der har være kendt før nu.

Derfor er det administrationens indstilling, at der undlades at opkræve provision i dette tilfælde. 


Økonomi - Kommunal lånegaranti

Ved at stille en lånegaranti til foreninger på Kultur- og fritidsområdet eller andelsselskaber som NKK-Hallen, vil kommunens låneramme blive påvirket[1], svarende til de 6,332 mio.kr., der skal garanteres. Der kan med andre ord optages lån for 6,332 mio. kr. mindre, end situationen hvor garantien ikke gives.


I budget 2014 har kommunen fået en lånedispensation fra Økonomi- og Indenrigsministeriet (ØIM) på 16,8 mio. kr., knyttet til et forventet tilsvarende anlægsforbrug.


Da budget 2014 er vedtaget med et planlagt låneoptag på 10 mio. kr. er der således en uudnyttet / ledig låneramme på 6,8 mio.kr. Den ledige låneramme vil kunne anvendes til at lave garantien til NKK-Hallen på 6,332 mio.kr. med. Der optages i denne situation kun lån for 10 mio. kr. som budgetlagt, og garantien på 6,332 mio. kr. registreres ved opgørelsen af lånerammen 2014. Dog forudsætter det en godkendelse fra ØIM, at en del af dispensationen omdannes til en garanti.


Hvis ØIM godkender ansøgning fra Fredensborg Kommune om at anvende sin ledige låneramme til garantien, vil det kunne finansieres på den måde. Alternativt vil lånedispensationen på 16,8 mio. kr. kunne udnyttes fuldt ud, og der vil efterfølgende kunne foretages en deponering på 6,332 mio. kr. svarende til garantien.


Administrationen indstiller, at den ledige låneramme anvendes til garantien, og der sendes ansøgning til ØIM om ovennævnte.


Da kommunen ikke er forpligtet til at yde garantien, kan kommunen godt stille vilkår for at yde garantien. Byggeperioden er en forholdsvis risikabel periode med risiko for konkurser. Administrationen anbefaler derfor, at der stilles krav til byggestyring, herunder en kontrakt med definerede tidsintervaller og at regninger først kan betales, når arbejdet er udført.


Ressourcetildelingsmodel

Administrationen gør endvidere opmærksom på, at en udbygning af NKK-Hallen vil medføre ændrede forudsætninger i den politisk vedtagne ressourcetildelingsmodel for tilskud til idrætshaller i Fredensborg Kommune. Administrationen anbefaler, at udbygningen af NKK-Hallen ikke medtages i beregningsgrundlaget for ressourcetildelingsmodellen således, at der ikke ændres på tilskudsforholdet i indeværende periode frem til og med 2014.



[1] Hvorvidt en lånegaranti påvirker lånerammen eller ej, afgøres af hvilken opgave / funktion der er genstand for garantien. Hvis opgaven der gives garanti til, er et område som udløser automatisk låneadgang, som for eksempel vandforsyning, påvirkes lånerammen ikke. Hvis området ikke har automatisk låneadgang, påvirkes lånerammen.



Bevilling

Jf. afsnittet om økonomi forventes den ledige låneramme at kunne anvendes til garantien. I forbindelse med opgørelse registreres lånerammen af revisionen.

Retsgrundlag

Lånebekendtgørelsen og Kommunalfuldmagten.

Andre virkninger (handicap, integration, ligestilling, miljø, sundhed)

Der indgår etablering af supplerende handicaptoilet og elevator i udbygningen af NKK-Hallen. 

Kompetence

Byrådet.

Elektroniske bilag

http://www.fredensborg.dk/politik/dagsorden+og+referat/%c3%b8konomiudvalget/2011/oktober/%c3%b8konomiudvalget+1650/201+-+nkk-hallen+s%c3%b8ger+om+l%c3%a5negaranti+1650

Indstilling

1.      At lånegarantien finansieres indenfor kommunens ledige låneramme for 2014 under forudsætning af Økonomi- og Indenrigsministeriets godkendelse.


2.      At lånegarantien finansieres indenfor kommunens lånedispensationen, hvis kommunen mod forventning ikke opnår godkendelse fra af Økonomi- og Indenrigsministeriet.


3.      At der ikke opkræves garantiprovision i forbindelse med lånegarantien.


4.      At udbygningen af NKK-Hallen ikke medtages i beregningsgrundlaget for ressourcetildelingsmodellen således, at der ikke ændres på tilskudsforholdet.

Beslutning i Fritids- og Erhvervsudvalg den 05-12-2013

Udvalget anbefaler, at kommunen stiller den ansøgte lånegaranti på de i den administrative indstilling punkt 1 – 4 anførte vilkår.

Beslutning i Økonomiudvalget den 09-12-2013

Anbefaler Fritids- og Erhvervsudvalgets indstillinger, idet Økonomiudvalget noterer sig, at det er Statsforvaltningens vurdering, at Fredensborg Kommunes garantistillelse vil have hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne.


Liste C tog forbehold.