Nr.200 - Endrupskolen som Ny Nordisk Skole

Sagsnr.: 12/39274

 

Beslutningstema

Endrupskolen ønsker at blive ambassadør for Ny Nordisk Skole.


Ny Nordisk Skole er regeringens bud på et tværgående forandringsprojekt for hele dagtilbuds- og undervisningssystemet, der med afsæt i danske og nordiske værdier skal inddrage, begejstre og støtte praktikerne til selv at igangsætte forandringer. 


Der er opsat følgende overordnede mål for Ny Nordisk Skole:

  1. Udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, de kan
  2. Mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater
  3. Styrke tilliden til dagtilbud og uddannelser med respekt for professionel viden og praksis

En af betingelserne for at blive en Ny Nordisk Skole-institution er, at kommunalbestyrelsen bakker op om det. Byrådet skal derfor godkende, at Endrupskolen bliver Ny Nordisk Skole-institution.


Sagsfremstilling og økonomi

Ny Nordisk Skole


På regeringens Sorømøde i august i år blev man enige om mål, manifest og dogmer for projektet Ny Nordisk Skole.


De deltagende institutioner - heriblandt Endrupskolen - har muligheden for at blive ambassadører for Ny Nordisk Skole-institution, og på den måde være del af en første udrulning af projektet.


Forandringsprojektet Ny Nordisk Skole er etableret på baggrund af udfordringerne:


·         Den såkaldt negative sociale arv bliver ikke i tilstrækkelig grad brudt. Mange børn og unge fra uddannelsesfremmede hjem, og særligt drengene, forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kundskaber til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

·         Der er for lav gennemførelse og for højt frafald i ungdomsuddannelserne.


Som en Ny Nordisk Skole-institution skal skolen have som klart mål, at medarbejderne sammen vil løse disse udfordringer. At de vil gøre børn og unge dygtigere gennem mere målrettet pædagogisk praksis med fokus på at udvikle den brede faglighed med såvel kognitive, sociale og motoriske kompetencer som selvværd, selvtillid og identitetsdannelse.


Skolen skal forpligte sig til at arbejde ud fra det værdi- og forandringsgrundlag, som er besluttet for Ny Nordisk Skole. Det indebærer, at skolen skal udarbejde et lokalt Ny Nordisk Skole-manifest og udarbejde mindst ét Ny Nordisk Skole forandringsprojekt. Forældre og elever skal inddrages i forandringsprocessen.


Betingelserne for at kunne blive en Ny Nordisk Skole-institution, er desuden, at:

  • mindst 85% af medarbejderne skal bakke op (vurderes lokalt)
  • ledelsen skal bakke op (skolebestyrelse mv.)
  • kommunalbestyrelsen skal bakke op

Ledelse, medarbejdere og skolebestyrelse bakker alle op om projektet.


Senere på året, vil andre interesserede institutioner i netværk af mindst tre institutioner, f.eks. dagtilbud, grundskole, gymnasium, erhvervsskole, fritidstilbud, kunne ansøge om at være med. Det er centralt i projektet, at institutionerne lærer af hinanden på tværs, hvorfor det er baseret på dannelsen af netværk bestående af mindst tre institutioner fra mindst to områder.


Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Skolen orienterer forældre og offentlighed via ForældreIntra og hjemmeside.

Indstilling

  1. At Byrådet bakker op om Endrupskolen som Ny Nordisk Skole.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalg den 02-10-2012

Anbefaler at Byrådet bakker op om Endrupskolen som Ny Nordisk Skole. 


Fraværende: Tinne Borch Jacobsen (V)

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-10-2012

Anbefaler administrationens indstilling idet venskabsbykomiteen bør inddrages.


Fraværende: Ulla Hardy-Hansen (C) og Per Frost Henriksen (A).