Nr.104 - Godkendelse af forslag til Handleplan efter Vandplan 2010-15

Sagsnr.: 11/16554

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til, om Forslag til vandhandleplan 2010-2015 kan godkendes til udsendelse i 8 ugers offentlig høring.

Sagsfremstilling og økonomi

Kommunen skal udarbejde en handleplan, der implementerer de indsatser, staten har fastlagt i Vandplan Øresund 2010-2015.

Vandplanen fastlægger den kvalitet, vores vandløb, søer, kystvande og grundvand skal have. De nuværende vandplaner dækker perioden 2010-2015. Den vil blive efterfulgt af yderligere to perioder, 2015-2021 og 2021-2027.


Store dele af miljøforbedringerne vil blive opnået ved såkaldte generelle virkemidler. Det er fx krav om efterafgrøder og 10 m bræmmer langs vandløb. Hertil kommer så indsatsen, som kommunerne skal gennemføre og beskrive i handleplanen.


De kommunale handleplaner skal ligge i forslag den 22. juni 2012 og skal derefter i 8 ugers høring. De endelige handleplaner skal foreligge den 22. december 2012


I første planperiode, 2010-2015, skal kommunen kun gennemføre indsatser på to områder – spildevand og vandløb.


Spildevand

Spildevandsindsatsen retter sig mod begrænsning af udledning af urenset spildevand fra 6 overfaldsbygværker på kloaksystemet i Fredensborg. Her skal Fredensborg Forsyning sikre en indsats.


Endvidere skal der gennemføres en indsats for forbedret spildevandsrensning for ca. 300 ejendomme i spredt bebyggelse. Heraf vil ca. 100 ejendomme blive kloakeret og på ca. 200 ejendomme vil ejeren få et påbud om forbedret rensning.


Indsatsen på spildevandsområdet er indeholdt i den gældende spildevandsplan.


Udgifterne til opfyldelse af vandplanernes mål sker i et vist omfang ved statslig finansiering, men også for kommunale midler. Fredensborg Forsyning finansierer indsatsen på kloaksystemet og de enkelte lodsejere den forbedrede spildevandsrensning på ukloakerede ejendomme.


Vandløb

Her er indsatsen rettet mod åbning af ca. 2 km. rørlagte strækninger – to strækninger på Grønholt å, en strækning på Højsagervandløbet og en strækning på Donse å samt ændret vedligeholdelse af 15,5 km vandløbsstrækning.

Det er ikke nærmere præciseret, hvad ændret vedligeholdelse betyder, og der foregår p.t. et udredningsarbejde omkring dette mellem KL og Naturstyrelsen.


Handleplanen skal være meget overordnet, præciseringen sker ved udførelsen af de enkelte projekter. Det er også i forbindelse med de enkelte projekter, at lodsejerinddragelsen særligt sker. Projekterne gennemføres efter gældende regler i lovgivningen. For vandløbene betyder det fx, at regulativerne skal ændres, før der kan ske ændret vedligeholdelse og der skal gennemføres reguleringsprojekter før rørlagte strækninger åbnes.


Da midlerne til projekternes gennemførelse i stor udstrækning er statslige, er der krav om statens godkendelse af projekterne inden de igangsættes,  


Målene og indsatserne er fastsat i vandplanen. Derfor er kommunens handlemulighed i forhold til vandhandleplanen stort set udelukkende at prioritere den indsats, der skal gennemføres i løbet af tre år i 2013-2015.


Administration har i forslag til handleplan valgt følgende prioritering for indsatsen:

Vandområde tættest på opfyldelse af målsætning

Omkostningseffektivitet

Spildevandsbelastning

Opstrøms beliggende byområder


Grundvand

I vandplanen er der krav til grundvandets kvalitet og mængde, men der er ikke fastlagt nogen særskilt indsats i planperioden 2010-2015.


Vandplanen indeholder retningslinjer mht. grundvandet, herunder mange af de retningslinjer, der var i Regionplanen 2005 for Hovedstadsregionen.


Administrationen har som supplement til Vandplanens retningslinjer valgt at indskrive yderligere et antal af de hidtil gældende retningslinjer fra Regionplan 2005 bl.a. omkring enhedsforbrug til vandindvinding til brug for den fremtidige administration på grundvandsområdet. Retningslinjerne vil senere blive indskrevet i kommuneplanen


Forslag til handleplan, som er vedlagt dagsordnen, har været forelagt for og diskuteret med repræsentanter fra Nordsjællands Landboforening, Ålaugene og Danmarks Naturfredningsforening for vandløb på møde d 24-4 2012. Nivå Lystfiskerforening og Dansk Ornitologisk Forening var forhindret i at deltage. Foreningsrepræsentanterne lagde særlig vægt på, at indsatserne gennemføres i dialog med foreninger og lodsejere.

Bevilling

Ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

Retsgrundlag

Miljømålsloven

Kompetence

Byrådet

Indstilling

1.   At forslag til Vandhandleplan af 30-4 2012 godkendes til udsendelse i 8 ugers offentlig høring

2. At administrationen bemyndiges til at foretage redaktionelle rettelser.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 10-05-2012

Anbefaler administrationens indstillinger.


Fraværende: Claus Birkelyng (L)



Beslutning i Økonomiudvalget den 21-05-2012

Anbefaler Miljø- og Teknikudvalgets indstilling.


Ulla Hardy-Hansen (C) tager forbehold.


Fraværende: Per Frost Henriksen (A) og Carsten Wulff (V).